Forfatter: Min farfars begravelse lærte mig, at man ikke skal frygte døden

Som otteårig mistede Kirsten Thonsgaard sin højt elskede farfar. Men hans død blev ikke noget traume for hende, for hun tog farfarens tro på døden som en overgang til noget godt fuldstændig til sig og har haft den med sig siden

Når man i sit liv kommer ud for eksistentielle kriser og angstfyldte situationer, skal man prøve at tænke på noget andet end sig selv, nemlig på næsten, siger Kirsten Thonsgaard. –
Når man i sit liv kommer ud for eksistentielle kriser og angstfyldte situationer, skal man prøve at tænke på noget andet end sig selv, nemlig på næsten, siger Kirsten Thonsgaard. – . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Som otteårig var jeg med til min farfars begravelse. Jeg stod der omgivet af mørkklædte voksne, som var i sorg. Min mor og far var begge meget kede af det, men jeg var slet ikke præget af de voksnes sorg på nogen negativ måde. På det gamle billede i mit fotoalbum kan jeg se, at jeg står og smiler, og man kan selvfølgelig tænke, at det var, fordi jeg fik lov at blive fotograferet. Men jeg er ret sikker på, at det skyldes noget helt andet: Jeg troede simpelthen fuldt og fast på, at døden var en overgang til noget godt. At der ikke var grund til at frygte døden.

Min farfar var med i Katolsk Apostolsk Kirke, som faktisk på et tidspunkt var en meget stor frikirke i Danmark. Det var et karismatisk kirkesamfund, som var organiseret efter oldkirkelige principper, og hvor der var tungetale ved gudstjenesterne. Det vidste jeg ikke noget om dengang, men jeg havde mærket min farfars stærke tro. Og han havde fortalt mig, at når han døde, skulle han ned og ligge ved siden af min farmor og vente på den yderste dag, hvor en engel med flammesværd ville komme og hente ham og farmor op til Gud. Hans tro på det var så stærk og ligetil, at jeg uden videre tog den til mig, og den dag ved hans begravelse stod den sin prøve. Jeg var overbevist om, at han havde ret, og derfor kunne jeg stå midt mellem de sørgende voksne og smile.

Min far og farfar havde et godt og nært forhold, men jeg fandt siden ud af, at min far havde haft det rigtigt svært med Katolsk Apostolsk Kirke. Han kom der som barn med sine forældre, og han hadede, når der var tungetale. Da han var udlært, sagde hans forældre sagt til ham, at nu skulle han betale tiende, som gik til moderkirken i England.

Men det ville han ikke.

Det accepterede hans forældre, og som mange andre med rødder i Katolsk Apostolsk Kirke fandt min far ret uproblematisk ind i folkekirken.

Så jeg er vokset op i folkekirken, og det er også der, jeg har fået mine børn døbt. Jeg holder meget af folkekirken og synes ikke, at det er rigtigt, når folk siger, at den mangler kropslighed. Der er mange grænseoverskridende kropslige elementer i højmessen. Hvornår knæler vi ellers? Eller modtager brød og vin fra andre på den måde?

Som barn kom jeg med i KFUK-spejderne og husker, at vi sad i krypten under kirken og hørte fortællinger om Jesus, og det var nyt for mig, for jeg havde et klart billede af Gud, men historierne om Jesus åbnede noget nyt for mig. Siden blev jeg uddannet som magister i dramaturgi fra Aarhus Universitet, den første af slagsen. Og jeg har arbejdet med dramaturgi både som underviser, forsker og fortæller. Det kan stadig fascinere mig, hvordan evangeliets fortællinger bliver ved at overraske. Når man tror, at nu har man hold på dem, tager de en drejning, som gør, at man ikke kan blive fastholdt i sin selvgodhed. Tænk bare på fortællingen om vandringen på søen, hvor Peter er den modige, som går ud på bølgerne, mens de andre disciple klamrer sig til rælingen. Men det er Peter, der bliver irettesat.

Vi er jo bare nogle elendige syndere, det må man indse. Men så må man håbe på, at der er tilgivelse at få både hos de mennesker, vi kommer til at gøre ondt, og hos Gud. Man må søge tilgivelse hos sine medmennesker og stole på Gud. Det gør jeg. Den tro, jeg fik bestyrket ved min farfars død, har jeg endnu. Jeg har aldrig mødt Jesus eller set engle. Men jeg har haft en klar fornemmelse af at have engle med mig gennem livet. Min oldemor fortalte mig, at der var engle ved min seng, når jeg skulle sove. Hun beskrev, hvordan de slog kreds om mig, og sagde, at hvis jeg var stille, kunne jeg høre deres vinger hvisle. Og det kunne jeg. Men ellers er jeg ikke sådan en, der har behov for en masse stilhed i kirken. En af præsterne i min kirke, laver stillevandringer og retræter, og jeg synes, at det er vældig godt, at hun gør det. Men jeg har måttet sige til hende, at jeg ikke deltager, for jeg kan ikke holde mund under sådan en lang gåtur.

Min far har betydet meget for min tro. Han har været et eksempel for mig, og han har givet mig mange vigtige indsigter. Han var i modstandsbevægelsen under krigen, og i december 1944 blev han taget af Gestapo.

Heldigvis kom han kun til Frøslevlejren og slap hjem med livet i behold og mærkeligt nok uden de store traumer. Jeg tror, at det skyldes, at han var i stand til at fortrænge det, der var sket, og tage del i livet her og nu. På den måde tror jeg, at fortrængning er en god mekanisme. Det kan være nødvendigt for at kunne tage imod livet. Da jeg for nogle år siden fik brystkræft, besluttede jeg mig for, at uanset hvordan udfaldet blev, ville jeg være glad. Jeg tænkte, at nu måtte jeg samle alle gode ånder bag mig og gå ind i det. Jesus og Pippi Langstrømpe og hvem, der ellers kunne give styrke. Og da jeg var inde for at få den første strålebehandling efter operationen, besluttede jeg, at jeg ikke ville forlade hospitalet, før jeg havde fået sygeplejerskerne til at grine. Det lykkedes.

Det handler ikke om, at jeg ikke tager livet alvorligt, og jeg er heller ikke fatalist. Men på et tidspunkt indser man, hvor livet peger hen. At man skal dø. Det vidste jeg allerede som 8-årig, og min farfar hjalp mig til ikke at frygte døden. Jeg husker stadig, hvor glad jeg var for at besøge hans gravsted og mærke roen og høre fuglene synge. Og i dag, hvor jeg går og venter på en operation, er jeg heller ikke bange.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrede min tro, at jeg i slutningen af 1960’erne som studerende var meget optaget af opgør med autoriteter og af samfundsforandringerne. Min mor havde været meget optaget af at afrette mig, fordi jeg var et vildt barn og lidt stridbart barn, der havde det svært med de traditionelle kønsroller. Så da jeg flyttede til Aarhus for at studere, havde jeg virkelig brug for at slå mig løs. Og jeg havde svært ved at finde noget i kirken, der rimede på de forandringer, jeg oplevede omkring mig. Nogle år senere, især i forbindelse med at jeg fik mine børn, fandt jeg tilbage til kirken.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det fromme svar er, at det var, da min mor lærte mig at folde mine hænder og bede. Men et mere sandt svar er nok, at det er et råd, min far gav mig, da jeg som barn var på lange vandre- og cykelture med ham. Han sagde, at hvis jeg var meget tørstig og ikke havde noget vand, kunne jeg tage en lille sten i munden og sutte på den. Det er jo en måde at aflede sig selv på, og det svarer til, når man i sit liv kommer ud for eksistentielle kriser og angstfyldte situationer. Så må man tænke på noget andet end sig selv, nemlig på næsten. Det kan virke forløsende og hjælpe én igennem det, der ellers truer med at gøre en angst og forkrampet.