Prøv avisen
Bedste&værste

Man skal mærke på gudstjenesten, at mennesker er uperfekte

Leise Christensen er tilknyttet Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med unges forhold til kirke og kristendom. Her ses hun på centret i Løgumkloster. Foto: Lone Stidsen

Teologilektor Leise Christensen holder meget af folkekirkens gudstjeneste, når den bare ikke bliver for ordentlig. Der skal være plads til den rømmende kirkesanger, fortalelsen hos præsten eller det lille fejlanslag på orglet

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er livsmodet og dødsmodet. Der er altid en mulighed for nyskabelse og nye, overraskende veje i livet, som man måske ikke havde set komme.

Man har modet til at leve, også selvom det sommetider gør voldsomt ondt. Som Jakob Knudsen skriver meget smukt i sin salme ”Se, nu stiger solen”: ”at mig dagen fryder trods synd og død”. Det, at vi har modet til at frydes i hverdagen, selvom verden er så fuld af ondskab, ser jeg som et resultat af kristendommen.

Men når man taler om livet, er det også nødvendigt at tale om døden. Livsmodet og dødsmodet hænger uløseligt sammen. Kristendommen er noget, man kan leve på, men faktisk også noget, man kan dø på. Når vi tror på Jesus Kristus, behøver vi ikke at frygte døden.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er os kristne og den måde, kristendommen har manifesteret sig på. Vi, der skulle forestille at være kristne og udleve kristendommen, har i historiens løb forvaltet kristendommen og de muligheder, den repræsenterer, på en sommetider ganske forfærdelig måde.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken er rummeligheden og samtalen, også selvom den undertiden er af en meget højrøstet slags. Den måde, folkekirken formår at holde sammen på, er imponerende. Der er en tyngde, en bredde og en rummelighed, som er fuldstændig vidunderlig. I folkekirken er der plads til mange forskellige tolkninger, holdninger og meninger, der trods alt grunder i det samme, nemlig vores fælles trosbekendelse og evangeliet.

Vi kunne nævne indførelsen af kvindelige præster, som mange udnævnte til at være en skismatisk handling. Indførelsen af kirkelige vielser af homoseksuelle er den seneste begivenhed, der har sat sindene i kog, men som ikke desto mindre rummes af folkekirken trods modstand fra visse dele af den.

At alle disse forskelligheder kan være i den samme kirke, er intet mindre end storslået.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er, når folkekirken bliver selvfed, selvhøjtidelig og selvgod. Jeg får lyst til at være en Rasmus Modsat, når folkekirken bliver for pompøs og vendt mod sig selv i stedet for mod verden, når kirken bliver overvældet af sin egen storhed, og når folkekirken hviler i, at fordi den er størst, har den også mest ret.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Der er så mange gode ting ved gudstjenesten, både set fra kirkebænken og fra bag alteret. Noget af det bedste ved gudstjenesten er salmerne. Poesien i salmerne er sommetider så stor, at jeg er grædefærdig. Nu er jeg, som de fleste grundtvigske er det, noget konservativt anlagt, og derfor er mine favoritsalmedigtere af den gamle skole.

Min absolutte yndling er Kingo, og en af mine yndlingssalmer er ”Sorrig og glæde”. Den beskriver livet på en ortodoks måde, som måske ikke er fuldstændig opdateret, men som alligevel eksistentielt set forekommer forholdsvis fyldestgørende. Det kristne håb beskrives på en måde, som man ikke vil høre det i moderne salmer, men som alligevel formår at sige mig noget i dag om liv og død, himmel og jord, menneske og Gud.

Derudover holder jeg meget af den rolige rytme i gudstjenesten. Den behøver man ikke at ændre for min skyld. Når det er sagt, tror jeg ikke, at den liturgi og gudstjenesteordning, vi har nu, er givet af Gud selv ved skabelsen.

I andre menigheder må de gerne gøre det anderledes, men jeg synes, at højmessen er meget smuk, enkel og genkendelig, som den er, der hvor jeg hovedsageligt kommer. Men det er ikke et paradigme, der skal presses ned over hovedet på folk. De steder, der eksperimenterer med liturgisk fornyelse, skal have stor ros.

En sidste ting, jeg nyder ved gudstjenesten, er de hjemlige rammer, kirkerummet giver. At komme til gudstjeneste er for mig som at komme hjem. Selvfølgelig er jeg mest hjemme i min sognekirke, men jeg har oplevet flere gange, at et helt fremmed kirkerum kan virke hjemligt for mig.

En gang var jeg i den tyske lutherske kirke i Jerusalem. Jeg havde aldrig været der før, men rummets indretning og lugten var på en eller anden måde luthersk. Alle kirker giver mig en følelse af at være hjemme.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det værste ved gudstjeneste er, hvis den bliver for ordentlig og professionel. Man skal ikke kun være tilskuer til en gudstjeneste, man skal være deltager. Hvis musikken for eksempel bliver meget kunstnerisk og professionel, bliver det simpelthen for svært for mig at synge med.

Jeg holder meget af den rømmende kirkesanger, fortalelsen hos præsten eller det lille fejlanslag på orglet. Jeg kan godt lide, at man kan mærke, at det er et fællesprojekt. Det bliver mere ærligt.

Ikke-perfektionismen siger næsten også en sandhed om livet. Vi er jo som mennesker uperfekte, og derfor gør det ikke noget, at man kan mærke det ved en gudstjeneste. Trangen til at være fuldkommen er slet ikke til at holde ud - hverken hos os selv eller hos andre. Derfor kan jeg godt lide, at man i gudstjenesten kan mærke, at der er mennesker bag præstekjolen og orglet.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at mødes med mennesker, der kan rumme noget helt andet end det, man selv rummer. Det er sådan set lige meget, om det er hinduer eller buddhister - man får udvidet sin horisont. Det, man altid har taget for givet og set som normalt, får man nye perspektiver på. Ting, man har taget som en selvfølge, bliver tit vendt på hovedet, når man møder mennesker, der tror på noget andet. Det er udfordrende, interessant og også nødvendigt for tankens højde.

Man bliver ganske enkelt en bedre tænker af mødet med andre religioner, der ser helt anderledes på livet og døden og alt det midt imellem.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er selvfølgelig, når man decideret udøver vold. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor meget religion fylder i selve voldsudøvelsen, men når nogen vælger selv at sætte volden i bås med religionen, må man jo tage det til efterretning. Man skal lade folk tage ansvaret for det, de nu mener. Der må ikke være så langt mellem mennesker i et samfund, at samtalen ikke er mulig, og man føler, at man er nødt til at gribe til våben. Folk kan kalde mig naiv, men jeg synes virkelig, man bør kunne tale sig igennem og ud af alle problemer. Hvis ikke det kan lade sig gøre, må man være i stand til at have modet til at leve med et uløst problem. Samtalen mellem mennesker og religioner må ikke forstumme.