Kurt Rønne er bondesøn fra Bornholm og vokset op med kirkegang i folkekirken. Nogle gange tog familien også i missionshuset. Og selvom både kirke og missionshus er åndelige huse, kan de langtfra hamle op med den åndelige oplevelse, som disciplene har i søndagens tekst. Her tager Jesus dem med op på et bjerg, hvor de både ser afdøde profeter og hører Guds røst.
Derfor er det umiddelbart en syret tekst at skulle udlægge for Kurt Rønne, der for nylig blev udnævnt som konstitueret rektor ved Hovedstadens Kristne Gymnasium.
”Jeg kommer fra en tradition, der er meget jordbunden, og hvor der ikke er et stort fokus på åndelige oplevelser. Samtidig er jeg naturvidenskabeligt anlagt og har måske sværere end mange andre ved at forholde mig til beretninger som disse, hvor der sker overnaturlige ting,” siger han.
Den konstituerede rektor har dog igennem sit liv fået øjnene op for, at mange andre har et tættere forhold til kristendommens åndelige dimension og det overnaturlige. Han var i ni år udsendt som missionær i Etiopien, hvor den åndelige dimension fyldte langt mere end hos danske troende. Og gennem forskellige sammenhænge har han fået øjnene op for, hvordan frikirkekristne har en større betoning af åndelige oplevelser.
”Mange af mine bekendte fortæller om, hvordan de har oplevet overnaturlige ting. Det har jeg kun i mindre grad selv, men jeg ved, de er der, for jeg stoler på, at Bibelen taler sandt, når den siger, at der er en åndelig verden.”
Ikke desto mindre skal man passe på med at betone de store åndelige oplevelser for meget, mener Kurt Rønne. Og hvis han skulle prædike over teksten i morgen, ville en af hans hovedpointer være, at man ikke skal basere sin tro på åndelige oplevelser og et hæsblæsende følelsesliv.
”Jeg hæfter mig ofte ved, at Peter i teksten synes, at det er enormt fedt at stå på bjerget og opleve synet af Moses og Elias. Han vil blive og bygge hytter, men Jesus nedtoner til gengæld oplevelsen og siger, at de må ikke må fortælle andre om oplevelsen lige foreløbig. Det er ikke der, de skal bygge deres liv, men de skal ned fra bjerget igen og tilbage til hverdagen,” siger Kurt Rønne, som genkender det fra sit eget liv.
”Jeg har også prøvet at føle mig tættere på Gud på grund af særlige oplevelser og følelser. Der har jeg tænkt, at det kunne være rart at blive i den stemning, men jeg tror ikke, at det er Guds plan for os, at vi skal leve afkoblet fra hverdagen, arbejdet, familien og alle andre forpligtelser, vi har over for hinanden og samfundet.”