Prøv avisen
Før søndagen

Atomfysiker: Troen skal erfares

Professor i atomfysik Lars Henrik Andersen mener, at kristendommen skal erfares, for man kan ikke tænke sig til den. – Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Sandhedsværdien i den kristne tro er noget, man skal erfare, ikke noget, man kan tænke sig til, siger professor i atomfysik Lars Henrik Andersen

Umiddelbart vil mange sige, at tro og videnskab ikke har meget med hinanden at gøre. Men professor Lars Henrik Andersen færdes ubesværet både som professor i eksperimentel atomfysik på Aarhus Universitet og til møderne i missionshuset Eben Ezer i den centrale del af byen. For ham er de to verdener ikke modsætninger, de supplerer nærmere hinanden.

”Gud står bag både den materielle verden og den åndelige verden. Og det er jo ikke sådan, at når jeg ved, hvad et atom består af, at så har jeg gjort Gud overflødig – måske tværtimod,” siger Lars Henrik Andersen.

Samme enkle tilgang har han til søndagens tekst, hvor tolderen får den efterhånden klassiske besked fra Jesus, som kommer forbi: Følg mig. Det gjorde Levi og tog senere som apostel navnet Matthæus.

”Det er det eneste, Jesus siger, følg mig, og går så i øvrigt videre. Måske får vi heller ikke mere end dette. Jeg tænker her på mennesker, der skal høre evangeliets budskab i dag. Måske får vi ikke mere end et: Følg mig. Eller: Kom og se. Ikke nogen lange forklaringer på, hvorfor du skal komme, du opfordres blot til at følge Jesus,” siger Lars Henrik Andersen og forklarer:

”I dag vil vi gerne reflektere over så meget. Eller det foregiver vi i hvert fald, at vi gerne vil. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden dækker over en selvbeskyttelse. Spørgsmålet er, hvor dybt vi tænker over sådan noget som ordene fra Jesus, ’følg mig’, fordi vi ikke ønsker at involvere os. Man kan jo også bruge det i forhold til den kirkevante og den, som måske kæmper med sin tro. At du altså muligvis ikke får meget mere af Jesus end et kort ’følg mig’. Så gælder det måske om at kende sin time, rejse sig og følge,” siger Lars Henrik Andersen.

Hjemmet på faderens side var nok til den grundtvigianske side, mens moderen snarere havde rødder i den missionske bevægelse.

”Syntesen var mig,” siger Lars Henrik Andersen.

”Jeg kom i FDF, sang i kirkekor og senere kom jeg med i Kristeligt Forbund for Studerende, da jeg begyndte at læse i Aarhus. Her mødte jeg en klar forkyndelse og en engagerende bibelundervisning. På samme måde som Levi følte jeg et tydeligt kald. Det førte så til, at vi på studiestedet lavede en KFS-gruppe med naturviden-skabsstuderende. Først var vi to, så var vi fire og otte, og på den måde voksede vi. Jeg havde en god studiekammerat, og da jeg på hans spørgsmål om, hvor jeg skulle hen, sagde: ’Kom og se’, så rejste han sig og gik med. Det havde jeg ikke troet, men han er en kristen i dag,” siger Lars Henrik Andersen.

Jesus sad senere til bords med Levi sammen med andre toldere og syndere, som teksten lyder, til stor forargelse for farisæerne.

”Så siger Jesus til dem det ret banale, at de raske ikke har brug for en læge, men det har de syge. Jesus taler om sig selv som lægen og de syge som dem, han er sammen med. Men det helt bemærkelsesværdige, og som vi kan lære af i dag, er, at de syge rent faktisk kom til lægen. Modsat mange andre erkendte tolderne deres sygdom og kom til Jesus,” siger Lars Henrik Andersen.

Tekstens sidste del taler om den gamle vin på gamle sække og ny vin på de nye.

”Som jeg umiddelbart forstår det, så er den nye vin Jesu nye lære, og den passer ikke på de gamle farisæiske, jødiske forståelsesmønstre. Derfor skal hans nye lære som vin hældes på nye disciple og senere på nye mennesker, der vælger at følge Jesus, som Levi gjorde,” siger Lars Henrik Andersen og fortsætter:

”Vi kan jo fylde os selv med meget i dag, også med mange gode ting. Tager vi dagens Danmark, så er det, som fylder allermest, vores arbejde, som får mange af vores timer, identitet og energi, mere end noget andet på godt og ondt. Vores rum indeni kan være så fyldt, at vi ikke mærker andet, ikke kan stoppe op og høre efter, om der er nogen, der kalder på os,” siger Lars Henrik Andersen og forklarer:

”Vi prøver måske at lytte efter, om der er nogen, der kalder på os. Men tit er det først nogle udefrakommende faktorer i ens liv, som stopper tempoet. Det kan være sygdom, når man mister en af sine kære, at blive fyret, kort sagt: kriser. Så er det, man standser og spørger: ’Hvad er det, jeg bygger mit liv på?’,” siger Lars Henrik Andersen.

”Det er klart, at hvis udsagnet ’følg mig’ er indholdsløst, så giver det ikke mening. Men det interessante er, at selv uden kristendommen som tilværelsens forståelsesramme, så er der meget af det indhold, der oprindelig er født ud af kristendommen, næstekærlighed, pligtfølelse, ansvarlighed, som bliver ved med at være vores normer. Det er noget af det, som gør kristendommen troværdig for mig i modsætning til andre religioner. Jeg kan mærke en genklang, at det er den rigtige måde at leve på, jeg svinger med det budskab,” siger Lars Henrik Andersen og forklarer i en naturvidenskabelig ramme:

”Her har vi noget, som hedder kvantemekanik, en fysisk forståelse af, hvordan den atomare verden hænger sammen. Det er en mærkelig, uhåndterbar størrelse, som vi har lært, og som giver en knaldgod beskrivelse. Vi har lært nogle spilleregler at kende, og dem kører vi efter, selvom vi måske ikke forstår dem helt til bunds. Jeg tænker nogle gange, at den kristne tro er lidt det samme, hvor vi også ser nogle ’spilleregler’. Vi forstår dem måske ikke helt, men vi kan alligevel se, at de virker,” siger Lars Henrik Andersen.

”Faren ved at have en naturvidenskabelig tilgang den kristne tro er, at i naturvidenskaben går vi ned i laboratoriet og har hænderne på ryggen, mens vi observerer. Det er ikke forskerens påvirkning af naturen, vi er interesserede i. Omvendt med kristendommen, der i sin natur er en relation, der etableres gennem troen. Det betyder, at du skal involvere dig. Der kan man ikke sætte sig ned og passivt iagttage, der må man rejse sig følge efter. Sandhedsværdien i den kristne tro er noget, man skal erfare, ikke noget, man alene kan tænke sig til.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville fokusere på to aspekter: Det korte udfordrende kald ”Følg mig” og forholdet mellem sygdom og helbredelse og fortabelse og frelse.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det må være det første: Du må ikke have andre guder end mig. Deri ligger friheden fra at dyrke sig selv.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Den er meditativ med smuk musik og sang. Den skal gerne indeholde en prædiken, som man ikke allerede har glemt, når man er ude af kirken.

Hvordan er dit gudsbillede?

Gud er god, vis og retfærdig.