Prøv avisen

Man skal sætte sine egne fodspor

Tidligere overrabbiner Bent Melchior er aldrig holdt op med at blande sig i samfundsdebatten. Så selvom han her lige før 80-års fødselsdagen er blevet sat ned af en hofteoperation, så forsvarer han ufortrødent flygtninge og indvandreres rettigheder, som han har gjort det, siden hans egen familie flygtede til Sverige i 1943. Og han regner med at blive ved mindst 10 år endnu. - Foto: Leif Tuxen.

Tidligere overrabbiner Bent Melchior fylder 80 år den 24. juni - og langer hårdt ud efter Dansk Folkeparti og dets andel i tonen i debatten om indvandrere og flygtninge

Kort efter at Bent Melchiors far, overrabbiner Marcus Melchior, døde i 1969, fik Bent Melchior et budskab fra graven, som han udtrykker det.

Han talte ved et logemøde, hvor faderen år forinden også havde talt.

- Og så kom der en mand og fortalte, at han dengang havde mødt min far. Manden havde lidt underdanigt sagt til min far, at han håbede at kunne fylde sin forgængers fodspor ud i det redaktørjob, han havde overtaget. Hvorefter min far sagde: Deres forgængers fodspor har han jo gået i. De må træde Deres egne!

Og det har Bent Melchior gjort og gør stadig. Selvom han lige nu er lagt ned af en hofteoperation. Det stopper hverken antallet af telefonopkald eller besøgende i den nye lejlighed lige om hjørnet fra den gamle, hvor Bent Melchior med hustruen Lillian boede i 45 år. Men her er der elevator.

Bent Melchiors far var ikke altid lige begejstret for sønnens udskejelser.

Blandt andet meldte den unge, nyudklækkede rabbiner-søn sig ind i Den Kirkelige Vietnamkomite. Til det sagde overrabbiner Marcus Melchior, som både var Bent Melchiors far og chef: Synes du nu også, det var klogt?

- Så kunne jeg nok regne ud, at det syntes han ikke!

Selvom Bent Melchior er kendt i det ganske land som foredragsholder, samfundsdebattør og de danske jøders religiøse overhoved gennem tæt på 30 år, så har han oprøret til trods aldrig følt sig helt på højde med Marcus Melchior i skrift og tale.

Bent Melchior erkender, at det klassiske dannelsesideal, som faderen var rundet af, og som vandede ud fra 1960'erne, har noget med sagen at gøre.

- Men det er ikke kun en dårlig ting. For samtidig forsvandt også den ubehagelige respekt for gejstligheden, som dengang lå i folks natur. Gejstligheden er uansat religion en del af samfundet, men jeg er glad for, at folk ikke længere er bange for, om de nu opfører sig godt nok, når de ser en præst eller en rabbiner.

Bent Melchior har altid været en korrigerende røst i samfundet på især et område: flygtninge og indvandreres forhold og rettigheder i Danmark - uanset religion.

Bent Melchior var selv flygtning, da han og familien måtte flygte til Sverige i 1943 for at undgå deres europæiske trosfællers skæbne i nazisternes kz-lejre.

- Jeg oplevede dengang Danmark på det højeste trin af medmenneskelighed. Det reddede mit liv. Og det piner mig, at det har rykket sig så langt ned.

Det piner ham til søvnløshed, hvordan det i dag er tilladt at omtale flygtninge og indvandrere i Danmark.

- Jeg er ked af det fremmedhad, og for nogle fremmedfrygt, der har fået lov til at spille en så stor rolle i samfundet.

- Og nu tillader politikerne sig at udøve pengeafpresning i den groveste form. De eftergiver gæld til Irak mod at sende 300 forpinte irakiske asylansøgere hjem. Cirka en halv million pr. styk sælger de dem for. Det har jeg svært ved at sove for om natten. Og befolkningen lader sig besnakke.

Den tidligere overrabbiner er ikke i tvivl om, hvor tonen i dag slås an fra.

- Vi har et parti i Danmark, som ser al imødekommenhed over for flygtninge og indvandrere som et nederlag. I stedet for at sige, at "nu er vi kommet til magten" - for det er det, Dansk Folkeparti er - "og så kan vi vise storsind".

- At være flygtning er det mest nedværdigende, der findes. En flygtning har totalt udslettet sin historie, den tilværelse, han eller hun har opbygget, og de erfaringer, der er gjort. I det nye land begynder en flygtning fra nul. Det er liv, der skal bygges op fra grunden. Alle mennesker har behov for at blive set og hørt, og i sammenhæng med et nyt liv i Danmark går der uendelig lang tid. Og det er svært at blive en del af samfundet, bare det at blive statsborger tager lige så mange år, som da jeg blev født i 1929. Det kræver med andre ord store anstrengelser og stor tålmodighed.

Melchior ved godt, at en del jøder stemmer på Dansk Folkeparti, ikke mindst på grund af holdningen til islam.

- Og jeg får også nogle gange et varmt favntag fra partiet, men jeg er bange for, at motivet er et, jeg ikke bryder mig om.

- Dansk Folkeparti er ikke antisemitisk. Men med den historie, vi har som jøder gennem årtusinder, og de vilkår, vi har levet under, så er det ulogisk, at jøder stemmer på Dansk Folkeparti. Når de alligevel gør det, kan jeg kun sige "Gud velsigne dem". Jeg er sikker på, at nogle af dem mener, at jeg er skør i bolden. Og det må man da have lov at gengælde.

Bent Melchior er ikke uenig i, at der skal være en fast flygtningepolitik. Men den skal være fair.

- Og det indebærer, at man ikke må skrotte de humanistiske værdier. Det menneskelige hensyn skal indgå i afgørelsen af flygtningesager.

Bent Melchior har lagt 37 års arbejde i Dansk Flygtningehjælp, hvor han sidste år blev udnævnt som det hidtil eneste æresmedlem.

Bent Melchior havde ikke kun glæde af at være overrabbiner - det gav også en del bøvl at blive opfattet som liberal i en ortodoks menighed, som Mosaisk Troessamfund er.

Blandt andet nægtede rabbinatet i Jerusalem at anerkende hans konversioner, han blev forsøgt fyret af trossamfundets formand, og han blev udelukket fra internationale ortodokse jødiske fora, hvor man mente, han var mere konservativ end ortodoks.

Men hvor ville Bent Melchior placere sig i dag, hvis hans rabbiner-periode begyndte nu?

- Jeg ville ikke være reformeret rabbiner.

- Jeg havde en gymnasielærer, som jeg besøgte senere i livet. Og han sagde: Jødedommen er blevet slæbt rundt i verden i årtusinder, og derfor er der uundgåeligt kommet en masse snavs og støv på den oprindelige jødedom. Men hvis jødedommen var et maleri, ville du så gå til en bager for at få det vasket af?

Og nej, Melchior vil ikke gå til en bager.

- Jeg er ikke reform-jøde. For de reforme tager noget oprindelig jødedom og så alt mulig andet. Men i dag ville jeg gerne være med til at reformere, så de oprindelige former kommer frem igen. For eksempel holdningen til konvertering. Der har ortodokse jøder påført sig en begrænsning, som ikke kendes i den oprindelige jødedom, som ikke var så afvisende i forhold til nye medlemmer.

- Jøder har missioneret. Vi har oven i købet tvangskonverteret. Blandt andet kong Herodes. Det var de kristne, der forbød jøderne at missionere, fordi vi lignede de kristne for meget. Og så blev vi sådan "æv-bæv, så vil vi slet ikke". Det betyder, at ortodoks jødedom går glip af gode nye medlemmer, som gør et fantastisk stykke arbejde.

Bent Melchior mener, at religioner udvikler sig meget langsomt. Det gælder også jødedommen. Og forholdet til kvinder som rabbinere.

- Jeg kommer ikke til at se en kvindelig rabbiner i en ortodoks menighed. Men jeg vil tro, de findes om 100 år. Og nu siger nogle af mine trosfæller garanteret, at jeg alligevel er reform!

Hvis Bent Melchior skal sige, hvad det bedste, han har opnået i livet, er, så kommer han først i tanke om familien. Hustruen gennem næsten 60 år og de fire sønner.

- Det er banalt, for det vil alle ægtemænd og fædre vel sige.

- Jeg er stolt af, at jeg har støttet oprettelsen af en israelsk stat. Hvis jeg ikke havde deltaget i uafhængighedskrigen fra 1948, ville jeg have foragtet mig selv.

Men hvert eneste stykke krigslegetøj, sønnerne har fået foræret, er blevet smidt ud.

- Det er en senere lærdom, at krig er fordærv, og at krig ikke løser problemer, siger han.

Han mener stadig, at et folk må forsvare sig - som israelerne gjorde i forbindelse med Israels oprettelse - for pacifist er han ikke.

- Men hvis jeg vurderer mit udgangspunkt op mod, hvad der sker i dag i Israel, så er en krigerisk løsning ingen løsning. Det har siden Kain og Abel været sådan, at når to parter vil have det hele, så må de dele. Ellers kan de ikke leve.

- Mellem Israel og palæstinenserne er det sådan, at der kun er en varig løsning, hvis begge parter ender som utilfredse. Så er der ramt rigtigt.

Problemet mellem israelere og palæstinensere i dag, mener Bent Melchior, er, at begge parter anser den anden som mindreværdig.

- Derfor er Israels opgave ikke at slå så mange palæstinensere som muligt ihjel, men at undervise så mange palæstinensere som muligt i, at jøder også er mennesker. For det, de palæstinensiske skoleelever lærer nu, er forbryderisk, siger han, blandt andet med henvisning til, at Hitlers "Mein Kampf" og smædeskriftet "Zions Vises Protokoller" er populære i Mellemøsten.

- Det er skræmmende, men vi er nødt til at sige til dem, at resten af verden er kommet videre.

Fred mellem israelere og palæstinensere er ifølge Melchior både en risiko og et eksperiment.

- Det kan man kun udsætte sig for, hvis der er tillid mellem parterne. Og det kan ikke gøres uden Hamas. Der kan ikke skabes fred med halvdelen af palæstinenserne. Men det skal være et andet Hamas end i dag. Det skal anerkende Israels ret til eksistens og sikkerhed.

Bent Melchior fylder 80 år i morgen.

Det fejres med en reception i Mosaisk Troessamfund. Trods alle stridighederne, for som Melchior udtrykker det, så er det hans erfaring fra tværreligiøst arbejde, at stridighederne altid er voldsomst blandt trosfæller. Uanset om det gælder muslimer, jøder eller kristne, så er det ikke på tværs af religionerne, at striden er mest indædt.

- Jeg har for eksempel talt i Roskilde Domkirke, men pave Johannes Paul II måtte ikke!

Den tidligere overrabbiner er glad for at blive gammel og ikke mindst for, at der stadig er brug for ham.

Han banker på hoften og bemærker, at han nok må sidde ned under hele fødselsdagen.

- Det er jo ifølge Bibelens ord sådan, at man rejser sig ved de grå hår. Jeg bilder mig ind, at jeg er blevet klogere. Og jeg kan også se, hvad jeg har gjort forkert, og hvad jeg har gjort rigtigt.

- Begrebet død er også blevet mere nærværende. Selvom det nok har været nærværende for mig mange gange: i krig, som flygtning og som potentielt terroroffer.

- Men jeg regner ikke med at finde ud af, om alt slutter med døden, før om en halv snes år. Jeg tror det ikke.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk