Man skal være ødsel med Guds ord

I søndagens tekst sparer en landmand ikke på sin kostbare sæd, men kaster den om sig som en ødeland. Det er en lektie til hele kirken, mener teolog

Landbrug i det nuværende Mellemøsten måtte for 2000 år siden ofte drives i klippelandskaber eller på skråninger under svære forhold, som det kan ses på skildringen her af den franske kunstner Albert Robida (1848 –1926).
Landbrug i det nuværende Mellemøsten måtte for 2000 år siden ofte drives i klippelandskaber eller på skråninger under svære forhold, som det kan ses på skildringen her af den franske kunstner Albert Robida (1848 –1926). Foto: Ritzau/Scanpix

”En sædemand gik ud for at så.” Sådan indleder Jesus en tale til sine tilhørere i søndagens tekst, hvor der fortælles om en landmand, som er temmelig ødsel med den dyrebare såsæd, der skal vokse op og blive til næste sæsons høst. Han kaster den om sig med let hånd med den konsekvens, at en del af afgrøderne går tabt. For Jesu tilhørere har det formentligt været et let billede at forstå, forklarer teolog Klaus Vibe, der er ansat ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Egentlig er det en reference til et landbrugslandskab, hvor markerne er inddelt i terrasser. På Jesu tid har de lavet markerne oppe i klipperne, hvor de har hugget terrasser ud. Og så har der ligesom været en vej mellem klipperne, man kan gå på, og nogle jordstykker til at plante sine afgrøder. Man kan nemt forestille sig, at der har vokset tidsler ned ad klippestykkerne,” siger Klaus Vibe.

”Jesus tager altså udgangspunkt i et landskab, som alle kender, og som alle har en fornemmelse af. Og det er klart meget atypisk, at en sædemand bare går ud og strøer over det hele og ikke holder sig til de jordstykker, hvor der faktisk kan vokse noget. Ud fra et landbrugsperspektiv kan det ikke betale sig,” forklarer han.

”Og det har lytterne jo kunnet forstå: at på klipperne og der, hvor tidslerne vokser, kan kornet ikke gro. Alligevel kaster han sin sæd på klipperne.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Som med alle de lignelser, Jesus fortæller, er der en lektie om Guds rige at hente i historien om sædemanden. Og for at forstå pointen i netop denne må man se på den ramme, evangelisten Markus har placeret historien i, mener Klaus Vibe.

Forud for lignelsen om sædemanden hører vi, at Jesus har en disput med de skriftkloge, der beskylder Jesus for at stå i ledtog med Satan. De har med andre ord ikke forstået et klap af, hvem Jesus er. Og efter lignelsen konfronteres han med sin biologiske familie. Til dem siger Jesus, at hans sande slægtninge ikke er de biologiske, men dem, der gør Guds vilje. Her forstås altså kredsen omkring Jesus, forklarer Klaus Vibe.

”Så det er rammen for lignelsen om sædemanden. Jesus underviser, og han fortæller en lignelse, og over for disciplene siger han, at for dem er Guds riges hemmeligheder åbenbaret. Og hvad er så Guds riges hemmelighed? Det er sådan set den historie, Markus fortæller om Jesus i hele sit evangelium. At med Jesus kommer den befrielse, som profeten Esajas har talt om, en udfrielse fra dødens magt. Og den udfrielse formidles i verden gennem Kristus. Det er det budskab, som Jesus med sin lignelse vil plante i disciplene.”

Det har sandsynligvis ikke givet meget mening, at en sædemand kaster om sig med sin sæd, der er kostbar og gerne skal give et fornuftigt afkast. Og endnu sværere har den efterfølgende udlægning af historien måske været at kapere for det jødiske publikum, der har set sig selv som værende de primære aftagere af Guds velsignelser. Man kunne forestille sig, at i hvert fald den religiøse elite havde set sig selv som repræsentanter for den gode jord, forklarer Klaus Vibe.

”Lignelsen har nok været overraskende for nogle af tilhørerne. Kulturen var på mange måder en værdighedskultur med et stramt hierarki, hvor det jødiske folks selvforståelse som et udvalgt folk hurtigt kunne forbindes med en tanke om en særlig værdighed og et særligt privilegium. Men Jesus fortæller altså om, at man skal være ødsel med Guds ord og forkynde evangeliet til enhver, også til dem, som ingen anser for værdige til at modtage det,” siger han.

Dermed åbner evangelisten Markus med sin fortælling op for to spor, som læseren kan tage ved lære af, når denne læser lignelsen om sædemanden.

Det ene er et missionalt perspektiv og det andet et personligt perspektiv.

”Lignelsen udfordrer alle tilhørere til at overveje, hvilken jordtype de selv repræsenterer. Det er i hvert fald det, som læseren af Markusevangeliet udfordres til at tænke over. Og så er der en anden udfordring i at sprede ordet, som sædemanden gør det. Kirken udfordres af lignelsen til at sprede ordet lige så ødselt, som sædemanden gør det i denne lignelse. Det er de to måder, kirken kan tage lignelsen til sig på,” siger Klaus Vibe.