Prøv avisen
Tro&tvivl

Borgmester: Man skønner på livet, når man har mødt døden

For Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup, har det altid betydet meget at skabe gode rammer for mennesker, hvad enten det er sket i frikirken, legelandet – eller som på billedet på rådhuset i Store Magleby. – Foto: Leif Tuxen

Da Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrups hustru blev alvorligt syg, reagerede han ved på den ene side at anklage Gud, mens han på den anden side bad om et mirakel. Hustruen er i dag rask, og det gjorde Eik Dahl Bidstrup mere taknemmelig for livet

Hvordan vil du beskrive din tro?

Tro er uendeligt vanskeligt for mig at beskrive. Det skal i stedet erfares og leves, og så ændrer det sig også. Som ung var jeg for eksempel meget fasttømret i min tro, men i takt med at jeg er blevet ældre og har mødt både med- og modgang, har jeg lært, at troen ikke kan sættes på formel. Min tro er derfor både stærk og skrøbelig, som det lerkar, den skat, som Paulus taler om i 2. Korintherbrev.

Så jeg værner om min tro, som på den ene side er helt min egen og handler om min relation til vor himmelske far. Men på den anden side er jeg, i kraft af at jeg er borgmester i Dragør, en offentlig person, som åbent står ved, at jeg er kristen. Det mener jeg også er helt naturligt for en Venstremand som mig, der er rundet af den højskolebevægelse, som også er en del af Venstres historiske arv.

Jeg oplever også kun sjældent, at politiske modstandere bruger min tro imod mig. Men når det sker, så er det næsten altid på Facebook, hvor såvel andre politikere som borgere hurtigt bakker op omkring mig og min ret til at være troende og vise min tro.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op på en gård lidt uden for Rønne på Bornholm, hvor det at tro på Gud ikke var noget, som man stillede spørgsmålstegn ved. For selvfølgelig troede vi, også selvom vi ikke gik meget i kirke eller på anden måde var kirkeligt aktive. Og så alligevel. Min mor havde gået i søndagsskole i den lokale baptist-menighed, og da jeg nåede alderen til det, var det naturligt, at jeg også gik i søndagsskole der og var medlem af de lokale baptist-spejdere. Min mor talte i det hele taget om tro med mig, og vi bad også aftensbøn sammen. Så jeg fik troen ind som en naturlig del af mit fundament.

Hvad har udfordret din tro?

For nogle år siden blev min hustru så syg, at hendes liv var truet. Vi havde på det tidspunkt tre mindre børn, og midt i det hele blev jeg også borgmester. Det var en hård omgang, hvor jeg var presset 24 timer i døgnet syv dage om ugen, og jeg kunne simpelthen ikke hele tiden have passion for alle mine tre roller som mand, far og borgmester.

Det var svære tider, og jeg synes – som alle andre, der bliver ramt at sygdom og ulykke – at det var uretfærdigt. Så på den ene side beskyldte jeg Gud og anklagede Gud, mens jeg på den anden tryglede og bad om et mirakel. Heldigvis blev bønnen hørt, og min hustru er i dag sund og rask.

Det lærte mig så også noget om, hvor skrøbeligt et lerkar, at ikke kun vores tro, men også vores liv, er. Men jeg erfarede også, hvordan Gud gav mig styrke til at klare det. Ikke at jeg kunne se det, mens jeg var i det, men efterfølgende har det stået helt klart for mig, at jeg fik hjælp, fordi jeg bad om det.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Når man har set døden i øjnene, som jeg har gjort det, dengang min hustru var syg, så ved man, at man skal skønne på livet og være taknemmelig. Men ellers formes jeg meget af både statiske og dynamiske ting. Det kan være passager, som jeg læser i Bibelen. Men det kan også være oplevelser, både store og små som for eksempel i øjeblikket, hvor jeg kan se, hvordan forårsblomsterne er ved at komme frem på markerne her uden for mit vindue på Rådhuset i Store Magleby som en påmindelse om livets styrke og genkomst.

Set i det store perspektiv vil jeg pege på det at blive far. Jeg har i dag tre sønner, og jeg husker tydeligt følelsen, da min ældste søn blev født. Pludselig havde jeg ikke længere kun ansvaret for mig selv, mit eget liv og min egen tro. Jeg havde også ansvaret for hans liv og hans tro, og det var så meget større og vigtigere, men det gav mig også en følelse af afmagt, som jeg med tiden har lært at forholde mig til.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det tror jeg egentlig, at mine medarbejdere, kollegaer og borgere vil være bedre til at svare på. Det, jeg kan sige, er, at jeg altid prøver at møde mine medmennesker med den tillid og tro, der kommer af at have et menneskesyn, hvor ethvert menneske er unikt og har en uendelig værdi.

Jeg elsker at være sammen med andre mennesker og at skabe rammer, så mennesker kan leve og trives. Det er blandt andet derfor, at jeg er en af initiativtagerne til det første kristne gymnasium i hovedstadsområdet, som vi – som det ser ud i øjeblikket – planlægger skal åbne ved skolestart i august 2018.

Men også som borgmester er det vigtigt for mig, at både medarbejdere og borgere ved, at min dør altid er åben for alle, så man – uanset hvem man er – kan få et møde med mig.

Det er så ikke altid, at jeg kan lade være med at tage arbejdet med hjem, når for eksempel en kommende eller nylig enlig mor har været forbi. Det er dyrt at bo i Dragør Kommune, så der er mange, der ikke kan blive boende, når de bliver skilt. Vi kan ikke bygge mere, og en stor del af den eksisterende boligmasse er dyre ejerboliger. Så det gør ondt, og jeg kan godt gå ked af det hjem efter sådan et møde.

For jeg er et holistisk menneske, og hverken job eller privatliv er kasser for mig, som jeg bare kan hoppe ind og ud af efter behag.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har stor glæde og fornøjelse af den gruppe af andre lokalpolitikere og folketingsmedlemmer fra forskellige partier, som jeg indimellem mødes og drikker morgenkaffe med, mens vi diskuterer livs- og trosspørgsmål.

Men skal jeg nævne en, som jeg beundrer, bliver det Dagfinn Høybråten fra det norske Kristeligt Folkeparti, der tidligere har været sundhedsminister i Norge i de to omgange, men som siden 2013 har været ministersekretær i Nordisk Ministerråd. Hans respektfulde måde at møde andre mennesker på – uanset hvem de er – har altid sammen med hans evne til at få tingene til at ske været en stor inspiration for mig.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det er teologen Søren Kierkegaards ord om, at livet skal leves forlæns, men forstås baglæns, som på mange måder er overskriften over mit liv. For eksempel blev jeg her i januar færdiguddannet som God Arbejdslyst-konsulent, hvilket betød, at jeg i en lang periode en dag om ugen skulle med toget fra hovedbanen i København klokken fire om natten, så jeg kunne sidde på skolebænken til tiden i Aarhus, inden turen gik mod København igen om aftenen. Det var lige at tage munden for fuld, og jeg var ret træt af det konstante rejseri. Men i dag er jeg både glad og stolt over, at jeg gennemførte.