En far er lykkelig over at have fået et barn og kan i sin store glæde ikke finde ord for sine følelser. Hvad gør han så? I dag ville han måske gribe til salmeskatten eller den moderne poesi for at finde ord for sin glæde. Men på Det Nye Testamentes tid var det oplagt at gøre brug af vendinger og litterære former fra den religiøse tradition, ikke mindst profeterne.
Derfor er det ikke så underligt, at Zakarias i dagens evangelietekst ifølge forfatteren bliver fyldt af Helligånden og profeterer ved at lovprise Gud. Det siger Else Holt, lektor emeritus ved Aarhus Universitet med speciale i Det Gamle Testamente.
”I dag kan Zakarias’ ord synes højstemte og fremmedartede, men i samtiden har det været en velkendt form. Zakarias’ profetiske tale trækker på udbredte litterære former, især fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente og fra den profetiske tradition. At lovprise Gud for et barn og tale profetisk om barnets fremtid er også noget, vi kender fra både Det Gamle og Nye Testamente,” siger hun.
Hun påpeger, at den gammeltestamentlige tradition for profeter især handler om, at profeterne taler ind i tiden om politiske og samfundsmæssige spørgsmål:
”De siger ofte også noget om fremtiden, men så er det i form af advarsler om, at hvis man ikke gør noget ved bestemte forhold, vil der sker noget frygteligt.”
Zakarias’ profetiske tale adskiller sig fra den mest almindelige gammeltestamentlige form for profeti ved snarere at være en lovprisning, som dog også indeholder en forudsigelse om sønnens fremtid. Og Else Holt mener, at den skal ses lige så meget som et glædesudbrud som en profeti. Desuden var der i samtiden ikke noget usædvanligt i at ytre sig åbent religiøst, påpeger hun.
”Man var vant til vandreprædikanter og til, at folk talte åbent om religiøse erfaringer og havde visioner, for eksempel om et barns fremtid. Det er noget ret nyt, at vi er blufærdige omkring den slags. Min mand havde for eksempel en tante, der så ned i vuggen til ham, da han var spæd, og udbrød, at han ville blive biskop. Det blev han nu ikke, og det er selvfølgelig afgørende her, at forfatteren til søndagens evangelietekst har villet fortælle noget bestemt om Johannes Døber, der igen skal fortælle noget sandt om Jesus. Man skal ikke forestille sig, at det er en præcis gengivelse af en hændelse. Det er en litterær brug af traditionen med et ganske bestemt formål,” siger hun.
I de første kristne menigheder begynder man at opfatte Det Gamle Testamentes profetier som forudsigelser af Jesu liv, død og opstandelse, forklarer Else Holt:
”Set fra en kristen synsvinkel bliver Det Gamle Testamentes profetier sandhedsudsagn om det, der skal komme. Man synes nu, at man forstår det, der før kunne virke tvetydigt eller dunkelt. Fra Det Nye Testamente kender vi ikke ret mange profeter, bortset fra Johannes Døber, der beskrives som en profet, der går ud i ørkenen og profeterer om Jesus.”
I kristne kredse diskuteres det fortsat, hvordan man kan skelne sande profeter fra falske, påpeger Else Holt:
”Det siges, at man i den tidligste kirke kunne kende en sand profet på, at vedkommende ikke selv udråbte sig til profet, at han eller hun ikke tjente penge på sine profetier, og at vedkommende ikke blev længere end tre dage hvert sted – altså ikke misbrugte folks gæstfrihed. I en kristen sammenhæng vil man desuden sige, at det afgørende er, at man peger på Kristus og Guds kærlighed og ikke taler om sig selv eller om, hvordan mennesker kan opnå noget for egen vindings skyld. Bruger man de kriterier, er nutidens amerikanske tv-prædikanter næppe sande profeter, mens Zakarias ifølge beskrivelsen i søndagens evangelium er udtryk for sand profetisk tale.”