Noget af det værste er at løbe ind i problemer på jobbet lige før sommerferien. Det skete for biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen i sommer. Mens han mentalt var på vej i sommerhus, blev han ringet op af en aarhusiansk lokalavis, der havde fået nys om, at der i Aarhus ville blive holdt en såkaldt AGF-gudstjeneste forud for det lokale fodboldholds første kamp i forårssæsonen.
”Jeg tænke åh nej, fordi jeg så det som en potentiel konflikthistorie om en kirke, der var lidt for frisk i sin måde at forsøge at få folk i kirke på. Det er jo aldrig rart at få skældud, og selvom jeg har været biskop i tre et halvt år, er det ikke noget, jeg lige vænner mig til,” siger biskoppen, som i dag bliver 60.
Men det endte ikke så galt. AGF-gudstjenesten, der i virkeligheden var en andagt, forløb uden nævneværdig kritik, og man formåede at få fuldt hus i Sankt Lukas Kirke i centrum af Aarhus. Henrik Wigh-Poulsen kunne efterfølgende med ro i sindet give et tv-interview fra sit sommerhus om succesen. Han så den som et udtryk for styrkerne ved folkekirkens forskellighed og det lokale engagement.
”Jeg så jo, at hundredvis af AGF-fans myldrede ind i kirken og fik forkyndt evangeliet. Og ja, så sang koret godt nok ’I troede, vi var døø’e og borte’,” siger han og imiterer den lokale dialekt og citerer en populær AGF-slagsang, der blev sunget i kirken.
”Men der blev også sunget salmer, og mange mennesker, som ellers ikke så tit kommer i kirke, fik evangeliet forkyndt. Det er godt og vigtigt, at vi har kirker og præster, der på hver deres måde og med hver deres virkemidler forsøger at knække koden for folk, der har svært ved at forstå den kirkelige tradition. Evangeliets trøst skal blive flest muligt til del. Det er og bliver det vigtiste.”
Henrik Wigh-Poulsen fejrer i dag sin runde fødselsdag i hjemmet i Aarhus med familien. Sammen med hustruen, provst i Kolding Grete Wigh-Poulsen, har han tre voksne sønner, der kommer med deres kærester. Dagen skal nok gå med at spise og tage nogle gåture og blive drillet af sønnerne, siger biskoppen. Han er vant til at blive drillet og siger selv, at han har godt af det. Denne gang kommer drillerierne formentlig til at gå på hans alder. Alderen er et ømt punkt, indrømmer han.
”Ja, jeg er da lidt i krise. Men det var jeg også, da jeg blev 50, så der er nok tale om en længerevarende overgangskrise. Men jeg mærker da mere og mere, at jeg fysisk ikke er helt på toppen længere, og at jeg er nødt til at nøjes med to løbeture langs stranden om ugen. Hver gang gør det ondt et nyt sted, og mine venner bliver nogle gamle mænd,” siger han.
Inden Henrik Wigh -Poulsen blev valgt som biskop i Aarhus Stift i 2015, havde han prøvet lidt af hvert. Efter at have læst teologi på Aarhus Universitet blev han først sognepræst ved Kolding, dernæst højskolelærer, senere ansat på et reklamebureau, redaktør for Danske Kirketidende og ph.d. på en afhandling om Grundtvigs og Jakob Knudsens realisme. Til sidst blev han domprovst i Odense, hvor han var i syv år, inden han blev biskop.
Efter tre et halvt år i embedet har han fået et nyt blik på folkekirkens mangfoldighed, som han oplever som en større styrke, end han tidligere har gjort. Han ser den som den største årsag til folkekirkens høje medlemsprocent sammenlignet med vores nabolande.
”Det er virkelig en glæde og fornøjelse at komme rundt og besøge sognene i stiftet og opleve folkekirkens mangeartethed. Når folkekirken har så stor folkelig opbakning, tror jeg ikke mindst, at det skyldes dette. At de lokale menighedsråd holder af og passer på deres sted, selv kan kalde deres præster og måske gå lidt utraditionelle veje, som man gjorde med AGF-gudstjenesten i Sankt Lukas Kirke. Så selvom jeg selv stadig er små-konservativ, hvad angår sådan noget som gudstjenesteformer, har jeg i højere grad fået øjnene op for, at mangfoldigheden er en enorm styrke,” siger han.
Udefra er det imidlertid ikke alle, der udelukkende ser mangfoldighed i folkekirken som noget positivt. Forrige sommer foreslog daværende næstformand for Socialdemokratiet Mogens Jensen, at sognepræster i folkekirken ikke burde have lov til at afvise at vie folk af samme køn. Da ritualet for vielse af homoseksuelle blev indført i 2012, blev præster, der var modstandere af ritualet, samtidig lovet såkaldt samvittighedsfrihed, så de kunne blive fritaget fra at gøre brug af det. Mogens Jensen, der er i spil som posten som kirkeminister efter folketingsvalget, mener stadig i dag, at den frihed skal fjernes.
”Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at folkekirkens mangfoldighed er under pres fra politisk side. Men jeg tror, at holdningen kommer af en form for statskirkelighed, som jeg tror mange danskere deler. Bagsiden af folkekirkens store folkelige succes er, at mange kommer til at opfatte den som en statskirke eller servicekirke frem for netop en folkets kirke, hvor menighedsrådene selv vælger deres præster, og tingene kan vokse nedefra. Det mener jeg er meget vigtigt at holde fast i, og det er vores opgave som kirke at gøre opmærksom på det,” siger han.
Folkekirkens mangfoldighed har imidlertid også fået biskoppen i problemer. For en anden gang, hvor der blev eksperimenteret med gudstjenesteformerne i Aarhus, blev det ikke taget lige så pænt imod som AGF-andagten. Aarhus Domkirke lagde i februar 2017 kirke til teaterforestillingen ”Befri gudstjenesten”, der fik overvældende meget kritik i flere medier. Blandt andet for at invitere en muslim og en ateist til at holde oplæg undervejs i forestillingen. Disse oplæg blev kaldt prædikener.
”Jeg havde ikke med selve indholdet og planlægningen at gøre. Arrangementet vakte nogen vrede rundt omkring. Mange syntes måske, at det var lidt for pjattet, og at man ramte for meget ved siden af skiven. Men man skal heller ikke tage fejl af, at rigtig, rigtig mange syntes, at det var godt og en god anledning til at komme ind i kirken og nærme sig gudstjenestens ritualer ad en anden vej. Med sådan noget er det altid en balancegang mellem ambitionerne om at kaste nyt lys på traditionen og det at have respekt for den.”
Selv har han i over et år arbejdet intensivt for at vise respekt for traditionerne i en meget lille menighed, han blev præst for i april sidste år, nemlig kongehuset. Efter at være blevet udpeget som såkaldt kongelig konfessionarius har han læst op på traditionerne og på, hvad det vil sige at være kongehusets præst og Dronningens personlige sjælesørger:
”Det er enhver præsts opgave og privilegium at sætte sig ind i sit sogns og sin menigheds traditioner og skikke – og dem er der mange af i kongehuset.”