Mange går til præsten, når de tvivler. Hvor går den tvivlende præst hen?

Gudstroen er erstattet af en nagende tvivl hos den karismatiske provst i ”Herrens Veje”, Johannes Krogh, der ikke længere kan få sine prædikener til at løfte sig. Men hvad gør virkelighedens præster, når tvivlen kommer snigende? Kristeligt Dagblad har spurgt tre af dem

Marianne Pedersen, 42 år. Præst i Jakobs- kirken, Roskilde.

Kender du til tvivl som præst?

”Ja, for så længe man tør have en åbenhed over for troen, vil tvivlen også melde sig. Min største tvivl har dog ikke handlet om, hvorvidt Gud var der, men snarere om, hvorvidt han var der for mig. Den var udløst af den meningsløshed, der kan opstå, når man føler, at man er endt i en trummerum, hvor man ikke rigtig føler, man er det rigtige sted i livet. Til gengæld bliver jeg ikke anfægtet af at møde mennesker i dyb krise i mit arbejde. Der ser jeg snarere troen som en støtte.”

”Tvivl får et ekstra element for mig som præst, da den sætter spørgsmålstegn ved hele min livsbane og kan få konsekvenser for mit arbejde. Hvis jeg ikke genfinder troen, bør jeg jo finde noget andet at lave.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvad stiller du op med din tvivl?

”Jeg er taget på retræter og har søgt i litteratur. Og så har jeg søgt råd hos præstekolleger. Vi har et rigtig godt fællesskab blandt præsterne i vores provsti med læsegrupper. Der har jeg været en af dem, der har været med til at åbne for, at vi også holder andagter sammen. Det lyder nok lidt skørt, men der er faktisk en ret stor blufærdighed blandt præster om at tale om både tro og tvivl. Men det er vi heldigvis blevet bedre til. Derudover oplever jeg en stor styrke ved at tage til gudstjeneste.”

Jakob Nissen, 42 år.

Provst og præst i Mariehøj Kirke, Silkeborg.

Kender du til tvivl som præst?

”Ja, det gør jeg helt sikkert. Tvivlen er der nærmest hele tiden ved siden af troen. Det ændrer sig ikke, bare fordi man er præst. Så er der forskellige tidspunkter, hvor troen fylder mest, og hvor tvivlen fylder mest. Men det er sjældent, at jeg oplever at være fuldstændig afklaret i troen. Tvivlen er en følgesvend.”

”Det er især de oplevelser, hvor jeg som præst kommer helt tæt på folks hårde livsskæbner, der kan skabe tvivl. For eksempel det at skulle begrave et barn. Det føles fuldstændig forkert og rører ved noget, der siger, at det er meningsløst og helt urimeligt. Det er der, tvivlen rammer hårdest.”

Hvad stiller du op med din tvivl?

”Jeg tror ikke, at jeg som præst håndterer tvivl meget anderledes end andre. Jeg kan også finde på at opsøge en præst eller gå i kirke eller læse i Bibelen, hvis jeg oplever tvivl.”

”Jeg fornemmer egentlig ikke, at det er et tabu blandt præster at tale om sin egen tvivl. Og jeg har heller ikke selv noget problem ved at tale om min tvivl i prædikener eller til begravelser. Det ser jeg som en naturlig del af troen.”

Jesper Stange, 66 år.

Pastor emeritus, Tejn, Bornholm.

Kender du til tvivl som præst?

”Ja, selvom jeg ofte har mødt forestillingen om, at man som præst ikke tvivler. Men det er altså en vildfarelse. Tvivlen er en nådegave, man skal være glad for. Uden tvivl ville man være en fanatiker og dermed se sig i sin gode ret til at rette på alt og alle, der ikke tænkte og troede som en selv. For mig er den tvivl, hvor man spørger sig selv, om det nu kan være rigtigt, en del af troen.”

”Det modsatte af tro er ikke tvivl, men fortvivlelse, som Søren Kierkegaard siger. Og den har jeg heldigvis været forskånet for.”

Hvad stiller du op med din tvivl?

”Tvivlen er ikke en størrelse, man kan tænke sig ud af. Man må i stedet handle, og der plejer jeg typisk at gå i kirke. Der bliver jeg mindet om, at spørgsmålet om Vorherres åbenbaring i Jesus ikke er afhængig af, hvad jeg kan rumme i mit hoved. Det er noget langt større.”

”Digteren Søren Ulrik Thomsen har lidt finurligt sagt, at gudstjenesten er meningsløs, men fuld af betydning. Det er også den bedste måde, jeg kan forklare på, hvorfor jeg søger mod gudstjenesten, når jeg tvivler. Hvis man prøver at få mening ud af alting her i livet, havner man nemt i en blindgyde. Man skal i stedet spørge, hvilken betydning noget har. Det er det centrale.”