”Frugter kan uspået komme.” Det var denne slutlinje fra Thorkild Bjørnvigs ”Mørk er november” fra 1959, der først randt mig i hu ved gårsdagens nyhed fra Kirkeministeriet om, at der har meldt sig mere end 250 ansøgere til den nye adgangsvej til præstestillinger i folkekirken. Derfor vil jeg også begynde med de positive sider af udviklingen.
For det første er det positivt, at folkekirken optræder som en almindelig del af det danske samfund ved som alle andre at søge basale uddannelsesbehov dækket gennem samfundets eksisterende uddannelsessystem. Den nye uddannelse skal gennemføres som individuelt tilrettelagt uddannelse ved universiteternes teologiske afdelinger. Det er godt af flere grunde:
Gennemfører man en uddannelse på to et halvt år i de teologiske grundfag, inklusive græsk, og yderligere et halvt år på pastoralseminariet, får man en faglig ballast, så man har et væsentligt udgangspunkt for at blive en god præst. Og der er fortsat mange kreative kræfter både blandt lærere og studerende på de teologiske uddannelser. Hvor mange af landets kunstnere har ikke læst teologi, og hvor mange teologer bidrager ikke på mange områder til dansk kultur? Derfor har de nye studerende noget at glæde sig til.
Det bliver spændende at se, hvem ansøgerne er. Er der tale om arbejdsløse akademikere, som øjner en chance for at komme i arbejde? Eller er det gymnasielærere, som har det svært med deres elever og satser på, at det vil være lettere med konfirmanderne? Det vides ikke endnu.
Uanset hvem de er, vil folkekirken forhåbentlig finde ud af at byde dem velkommen, sådan som man engang gjorde det, når den lokale biskop inviterede de nye teologistuderende på besøg i kirken.
Hvad er så de mere negative sider ved den foreløbige succes for den nye uddannelse?
Under alle omstændigheder skal man ikke tro, at der myldrer 250 nye ansøgere ud i præsteembederne om tre år. Ved første time i græsk på Rønde Studenterkursus i 1966 kikkede læreren, kaldet Mumleren, ud over os med ordene:
”Nå, er De så mange, ja, det bliver De ikke ved med.”
Det bliver tilsvarende hårdt at studere 2,5 år uden SU og samtidigt selv betale op til 70.000 kroner for uddannelsen. Og det med en megen beskeden begynderløn som præst som gulerod.
Der er en fare for, at den nye uddannelse kommer til at virke som en sovepude, så folkekirken ikke får gjort de to ting, der er allervigtigst, hvis man vil have dækket præsterekrutteringen i egne fjernt fra Aarhus og København. Dels må man fjerne det optagelsesloft på kandidatstudierne, der betyder, at der ofte ikke er plads til at optage teologiske bachelorer fra de frie uddannelser med norsk akkreditering. Dels skal man fortsat bruge adgangslovens paragraf 2, så der i ”særlige tilfælde” er adgang til, at ikke-akademikere kan opkvalificeres til at blive præster.
Allervigtigst er det, at folkekirken omsider får lavet et ordentligt praktiktilbud til de teologistuderende. Roskilde Stift går foran fra den 1. september i år, så mon ikke snart de andre stifter lunter bagefter? Jeg kender recepten fra min tid som institut- og afdelingsleder på Det Teologiske Fakultet: Hyrer man en kvalificeret præst til at gennemføre et kursus i sjælesorg for teologistuderende, og kommer de så efterfølgende i praktik hos for eksempel en sygehuspræst, er det sikkert som amen i kirken, at flere håndfulde tidligere tvivlende teologistuderende nu er sikre på, at de skal være præster!
Det er den slags, folkekirken må arbejde for i en tid, hvor universitetsuddannelserne er alt for ufleksible. Kommende præster har det ofte som de gammeltestamentlige profeter og Grundtvig: De skal have et skub, før de tør sige ja til kaldet.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.