Kommunisme og kristendom går normalt dårligt i spænd, som verden igen er blevet mindet om i dette efterår, hvor den kinesiske regering har bebudet nye love, der vil ramme kirker i landet. Men antallet af kristne, især protestanter, er ikke desto mindre vokset med eksplosiv kraft i Kina. Så meget, at nogle forskere spår, at landet om få årtier vil have det største antal kristne i verden.
Hvordan i alverden er det gået til? Det er et spørgsmål, som den kinesiske sociolog Yanfei Sun har fundet nogle overraskende svar på. I første omgang fokuserede hun på, hvorfor protestantismen er vokset mere end andre religioner.
”Protestantismen har en høj grad af forkyndelse og rekruttering, og samtidig er der et stærkt sammenhold i menighederne. Men sådan var det jo også før 1949 (kommunisternes magtovertagelse, red.). Selv om de udenlandske missionærer havde brugt langt tid på at omvende kineserne, var der kun omkring en million kristne i 1949,” siger Yanfei Sun, som Kristeligt Dagblad har mødt under et besøg i Danmark.
Hun begyndte derfor at se på, om der var nogle af de gamle, kinesiske traditioner, der kunne have forhindret protestantismens fremvækst:
”Dyrkelsen af forfædre var særdeles vigtig før 1949, men som kristen var det ikke tilladt. Desuden var de folkelige religioner stærke, og hver landsby havde sine egne guder. Alle skulle tilbede dem for at få gudernes velsignelse. Hvis man blev kristen, brød man derfor med to vigtige traditioner. Det var alvorligt, for man blev ekskluderet af samfundet,” forklarer hun.
Yanfei Sun peger også på slægtens betydning i Kina. Alle med samme slægtsnavn dyrkede deres fælles forfædre, og slægterne var samlet i magtfulde organisationer. Efter kommunisterne kom til magten i 1949, blev de hårdt ramt.
”Med jordreformerne i 1951 blev den jord, der tilhørte slægtsorganisationerne, konfiskeret, og dermed mistede de deres økonomiske magt. Samtidig blev dyrkelsen af forfædre set som en feudal tradition og forbudt,” siger hun.
”Så kommunisterne gav faktisk protestanterne en utilsigtet, hjælpende hånd ved at opløse de gamle traditioner og magtstrukturer. Det er lidt ironisk,” tilføjer hun.
Efter Maos død i 1976 kom der endnu en hjælpende hånd fra partiet i form af økonomiske reformer og mindre kontrol, også på det religiøse område. Protestantismen er en af de i alt fem tilladte religioner – de andre er buddhisme, islam, katolicisme og daoisme – men de skulle stadig indordne sig statslige organisationer.
Men fra starten af 1980’erne lød startskuddet til den såkaldte huskirke-bevægelse, der bestod af menigheder uden for det statslige system.
”Huskirkerne var de første til at bryde reglerne, og de havde stor succes med at rekruttere medlemmer først på landet og siden i byerne. De kunne gøre det, fordi regeringen ikke var i stand til at forbyde dem, da protestantisme var en lovlig religion,” siger hun.
Huskirkerne fik også støtte fra udlandet, især amerikanske missionærer, men det kunne partiet ikke forhindre.
”Kina forsøgte på det tidspunkt at få et godt forhold til Vesten, fordi landet havde brug for økonomisk og teknologisk bistand,” siger Yanfei Sun, der også peger på protestantismens tiltrækningskraft:
”For mange kinesere har protestantismen et moderne og vestligt image. Det appellerer især til de unge og veluddannede, mens de ældre på landet mere er tiltrukket af troen på, at Gud kan helbrede dig.”
På den baggrund er protestantismen vokset så meget, at der ifølge nogle forskere i dag er flere kristne end de 88 millioner, der er medlemmer af kommunistpartiet. Forskeren Fenggang Yang anslår endda, at Kina i 2030 kan have over 247 millioner protestanter og dermed flest kristne i verden.
Tallet kan være overdrevet, men tendensen er ubestridelig, siger Yanfei Sun. Også selvom der har været tilbageslag med nedrivning af kors og kirker i Zhejiang-provinsen, hvor hun selv kommer fra.
Hun peger dog på, at kampagnen har været afgrænset til den ene provins og kun har haft den effekt, at protestanternes sammenhold er blevet styrket.
”Jeg tror ikke, at regeringen vil ændre drastisk på sin politik. Hvis der bliver så mange protestanter i Kina, vil det klart give dem større indflydelse på civilsamfundet, og den kan ikke forblive apolitisk. Mange fra eliten er protestanter, og de kan have en vision for, hvordan Kina bør være.”8