Hvad er den vigtigste pointe i søndagens tekst?
Jesus begynder jo med at forkynde et herligt budskab, som skulle kunne glæde alle. Der bliver udråbt et nådeår fra Herren, fattige glædes, fanger frigives, de blinde får synet tilbage, undertrykte sættes i frihed. Og det sker lige her hos dem. Men straks efter er Jesus klar med knytnæven, før tilhørerne har mulighed for at reagere. Det er en god start på adventen og et nyt kirkeår. Det, der rammer dem lige i bærret, og som er en pointe i teksten, er Jesu opgør med deres selvforståelse, at fordi de er Israel, er de særligt privilegerede hos Gud. Men Jesus gør klart, at han ikke kun er sendt til dem, men til alle folk.
Det er nærliggende at koble det til situationen i Israel i dag. Her er et styre med den samme selvtilstrækkelighed og selvforståelse, som vi ser i søndagens tekst. Når de får kritik for at opføre sig privilegieblindt, bliver de rasende. Hvis jeg skulle prædike, ville det være svært – og fejt – ikke at lade prædikenen få det med. Men samtidig ville det være vigtigt også at lade den handle om, at vi selv skal vogte os for at tage vores egne privilegier som en nærmest gudgiven selvfølge, som vi ikke har pligt til at lade andre få del i.
Hvordan lægger teksten op til, at man personligt kan handle anderledes?
Evangeliet er altid et spejl, det er en kritik, der siger: ‘Tag dig sammen’. Det lærer os, at vi skal have åbenhed og tolerance over for andre og være klar over, at menneskelighed gælder alle mennesker, ikke kun dem i din egen ”stamme”, din egne klasse, men også dem, der er fattige, er fremmede, er undertrykte.
Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?
Jeg har i hele min barndom fået fortalt bibelhistorier. I skolen havde vi dygtige fortællere, der kunne fortælle, så vi sad på pinde. Jeg kan stadig huske, første gang jeg hørte historien om den barmhjertige samaritaner i anden klasse på N. Zahles Seminarium, hvor frøken Lund fortalte den for os elever. Jeg havde den umiddelbare reaktion, som man har, når man er et medlevende menneske. ‘Øj, hvor var det godt, ham samaritaneren kom og tog sig af den forslåede mand.’ Jeg blev så lettet.
Synes du, det mangler i dag, bibelfortællinger i skolen?
Ja, og ikke bare i dag. Da jeg blev præst i 1972, underviste jeg konfirmander i 8. klasse fra klokken fire til halv seks om mandagen, hvilket var et svært tidspunkt. Jeg testede tidligt mine konfirmanders viden i Gammel Testamente og Det Nye Testamente ved at forhøre mig om, hvorvidt de kendte historien om Josef og hans brødre, den barmhjertige samaritaner eller den fortabte søn. Jeg måtte konstatere, at det gjorde mange af dem ikke. Så jeg sluttede hver time af med at fortælle bibelhistorier. Astrid Lindgren sagde, at børn skal ikke pakkes ind i vat, men i gode historier – og til dem hører jo bibelens mange gode fortællinger, som er så centrale i vores kultur. Hvis børn får fortalt bibelhistorierne fra en tidlig alder, så har de dem med sig resten af livet. I dag bliver børn faktisk forsømt, de bliver jo ikke pakket ind historier, men skærm.
Hvor tit går du i kirke?
Ikke tit nok. Men jeg hører mange radiogudstjenester, og jeg går da også regelmæssigt i kirke, men når jeg siger, at det ikke er tit nok, er det, fordi jeg godt kan lide at gå meget i kirke. Selv om jeg har det lidt svært med mange af de nye salmer. De er for tynde i sammenligning med den store kunst og vægtige teologi, der findes i salmebogen.
Hvad har været din bedste oplevelse med en gudstjeneste?
Jeg har en god oplevelse med en gudstjeneste, hvis vi får lov til at synge nogle gode samler, og når man kan mærke, at præsten virkelig har gjort sig umage. Hvis jeg kan høre, at den her prædiken vedrører præsten selv, gør det indtryk på mig, også selv om jeg er uenig med det, der bliver sagt. Noget, jeg ikke kan lide ved mig selv, er, at jeg tit sidder lidt for meget med det professionelle blik, fordi jeg har skrevet så mange prædikener og holdt så mange gudstjenester.
Hvordan undgår man at have det blik?
Det ved jeg ikke. Bøn og faste?
Hvad har været din dårligste oplevelse med en gudstjeneste?
Det værste er gudstjenester, der går til i sentimentalitet, hvor præsten bliver sødladen eller salvelsesfuld. Gudstjenester, hvor man tænker, at nu er selvhøjtdeligheden rendt med præsten. Det er ikke godt. Nogle vil sige, at det salvelsesfulde mest truer mændene, men det er ikke rigtigt, ligesom sødladenheden ikke kun rammer de kvindelige præster; jeg har godt nok også hørt nogle mænd, der bliver kælne i deres form og prædikener. Jeg kan ikke holde det ud. I en gudstjeneste skal der være en vis disciplin. Det må godt kunne improviseres og også være sjovt. Men rammen om gudstjenesten, den skal altså være på plads. Jeg elsker trygheden i ritualet.