Hvordan vil du beskrive din tro?
Det er svært at tale om min egen tro, fordi jeg ikke har nogen faste kategorier, som tro kan puttes ned i. For mig er gudstro en helt integreret del i mit samlede univers. Men det, jeg har arbejdet med hele mit liv, er jo, hvordan mennesker kan ændre verden. Så derfor er tro for mig ikke en skæbnetro. Jeg er helt overbevist om, at vi som mennesker er fuldstændig ansvarlige for det, der foregår imellem os. Men det ændrer ikke på tro som en livsdimension. Jeg føler både mig og mennesker meget ensomme, hvis der ikke var noget, som var større end os selv. Noget, vi kan længes efter, inspireres af og forpligtes til. Vi har brug for at blive mindet om det ansvar, vi har for vores handlinger, og en del af den påmindelse finder jeg i troen.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Religion var især til stede som noget håndværksmæssigt, fordi begge mine forældre var sognepræster. For dem handlede det jo om at formidle religiøsitet og kristentro i konkrete situationer. Mine forældre har eksempelvis altid sunget folk ud ved dødsfald. Mine egne børn har ikke haft en udpræget religiøs opvækst. Jeg har bedt aftenbøn med dem, hvis de ville, og jeg har taget dem med i kirke, og de er døbt alle tre ved eget valg. Vores hjem er spændt ud mellem tro og ikke-tro, og derfor har det religiøse været til stede ved mit eksempel.
Hvad har udfordret din tro?
Næsten alle religiøse organiseringer udfordrer min tro. Jeg synes, det er mærkeligt, at tro, som for mig er en inspiration til at have ordenlige og kærlige relationer til mennesker, kan blive til noget hadsk og negativt, der vendes mod andre mennesker. Jeg har engang selv sammenfattet således: Stol på Gud, frygt kirken. Man skal ikke pådutte andre tro. Da jeg var barn, arbejdede min far i Dansk Santalmission for at hjælpe folkene i Bangladesh. Succeskriteriet var ikke, at folk skulle døbes og være kristne, men at de skulle være selverhvervende, og at deres børn skulle være sunde og raske. Det er blevet en del af mit fundament. Det handler ikke om at prakke folk noget på, men om at give dem et fundament til selv at tage stilling til det, de har foran sig. Ens tro bliver hverken større eller mindre af, at andre deler den. Men ens værk bliver så meget større, hvis andre mennesker har det bedre.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Salmerne har spillet en meget stor rolle for mig. Jeg har været med i kirke, fra jeg var helt lille. Jeg har været med til mange foredrag, og jeg er faldet i søvn på kirkebænken, mens der blev sunget fra salmebogen og højskolesangbogen. Så for mig er Grundtvigs, Brorsons og Ingemanns tekster et helt univers at kunne gå ind i. Det er en meget direkte vej til at møde budskaber, spørgsmål og indsigter. I påsken hørte jeg salme nummer 213 ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Den er fantastisk. Det er Grundtvig gone Die Hard. Den handler om, hvad Jesus egentlig lavede, mens han var død. Jeg havde aldrig tænkt over det før. Jeg har sagt trosbekendelsen og hørt påskeevangeliet tusinder af gange, men jeg har aldrig skænket det en tanke. Salmen svarer på noget, jeg aldrig havde tænkt på, og det er det rene action.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?
Jeg ved ikke, om den gør en forskel, for jeg kender jo ikke alternativet. Min tro er der i sagens natur hele tiden, men den gør ikke en forskel i mit arbejde. For mig er politik helt sekulært, så i den forstand tænker jeg ikke over, om min tro gør en forskel. Som kirkeminister mente jeg, at jeg faktisk skulle gøre en dyd ud af ikke at gøre det til et spørgsmål om religiøsitet. Man har jo også et ansvar for de andre trossamfund. Jeg synes, det er vigtigt, at de politiske positioner ikke bliver farvet af religiøsitet, som kan gøre, at man vægter noget højere end noget andet af grunde, der ikke er saglige. Hvis man bringer religiøsitet ind i politik, så stopper diskussionen, for man kan ikke argumentere imod det, folk tror på.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
For noget tid siden var jeg i Madrid, hvor jeg besøgte Reina Sofia museet. Der var et fantastisk maleri af Mark Rothko. Det var kæmpestort og helt sort. Midt i billedet var det sorte malet med en anden retning på strøgene. Rothko var meget deprimeret og malede billedet, få år inden han begik selvmord. Det var så deprimerende, men fordi penselstrøgene var anderledes, og lyset derfor faldt anderledes, så var det, som om man kunne gå ind i billedet, og at noget af det sorte var lysere end det andet sorte. Selv i det mest håbløse og deprimerede sind var der noget, der var mindre sort end det andet. Det er for mig eksistentiel inspiration, og det har jeg taget med mig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Min far er lige holdt op som præst, som man jo skal, når man fylder 70 år. I sin prædiken reflekterede han over sit liv og sit arbejde. Han sagde om begravelsen, at han jo aldrig kunne trøste folk, men måske kunne han bidrage til at gøre mindet stærkt. Og det gælder måske i mange sammenhænge. Det handler ikke om at gå væk fra sorgen eller fortvivlelsen, men om at finde en vej, hvor det, der var, bliver noget, man kan tage med sig som noget stærkt. Han sagde også, at tro ikke kan læres, tro må leves. Det, synes jeg, er rigtigt. Det hænger sammen med besværet om at være i nuet, og jeg synes også, at det er okay at stille krav til hinanden om at være her i nuet. Jeg synes eksempelvis, at gudstjenesten stiller det krav, og hvis man først er gået derind, så har man accepteret det. Nu er jeg her.