Maria blev gravid som 16-årig: Der var en stemme indeni, der sagde, at det nok skulle gå

Da hun var 16 år, opdagede Maria Krogh Larsen, at hun var gravid, og blev omtrent lige så overrumplet som Jomfru Maria i søndagens tekst. Trods offentlige vanskeligheder stolede hun på, at der var en mening med, at hun skulle være mor

Da Maria Krogh Larsen blev gravid som 16-årig, selvom hun brugte p-piller, oplevede hun et stærkt pres fra kommunen for at få en abort. Hun var dog aldrig i tvivl om, at hun ville have barnet. I dag er sønnen Vincent tre år. – Foto: Michael Drost-Hansen.
Da Maria Krogh Larsen blev gravid som 16-årig, selvom hun brugte p-piller, oplevede hun et stærkt pres fra kommunen for at få en abort. Hun var dog aldrig i tvivl om, at hun ville have barnet. I dag er sønnen Vincent tre år. – Foto: Michael Drost-Hansen.

I forsommeren 2017 var Maria Krogh Larsen 16 år og gik på en kristen efterskole. Mens mange af de andre spiste flere portioner ved måltiderne på skolen, plejede hun kun at spise en enkelt portion. Men pludselig var hun meget mere sulten, end hun plejede, og veninderne begyndte at drille hende med, om hun var gravid. Hun skød tanken fra sig, men mistanken nagede. Da der en dag skulle være besøg af tidligere elever på skolen, blev der lavet ekstra meget mad, og duften fra madlavningen steg op til Marias værelse, der lå lige over køkkenet. Hun blev overvældet af kvalme, og mistanken om graviditet vendte tilbage. Hun besluttede at tage en graviditetstest, og resultatet afslørede, at det usandsynlige var sket: Hun var gravid, selvom hun havde brugt p-piller.

”Jeg fortalte det til de to, jeg delte værelse med. Jeg stod der helt nøgen i badet og smilede over hele hovedet, og samtidig anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige til min kæreste, som jeg ikke havde kendt særlig længe,” siger Maria Krogh Larsen, som nu er 19 år.

”Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville have børn, men på det tidspunkt var jeg begyndt at tænke, at jeg nok ikke ville have børn, men hellere ville hygge mig og have det sjovt. Jeg var ret vild, drak og gjorde meget oprør imod alting,” fortæller hun.

Det var på ingen måde en del af hendes drømme eller fremtidsplaner, at hun skulle have børn – og slet ikke på det tidspunkt. Fordi hun brugte p-piller, var graviditeten mildest talt også en overraskelse. På den måde kan hun sagtens forestille sig, at Jomfru Maria må være blevet både forbløffet og forskrækket, da hun – som det beskrives i søndagens tekst – bliver opsøgt af en engel, der fortæller hende, at hun skal føde en søn.

Men ligesom jomfru Maria – trods den store uvished – sagde ja til det, som englen fortalte hende, valgte Maria Krog Larsen uden tøven at sige ja til det barn, der var begyndt at vokse i hende.

”I det øjeblik jeg så de to streger på graviditetstesten, vidste jeg, at jeg ikke kunne få en abort.”

Hun er vokset op i en indremissionsk familie, hvor holdningen altid har været, at børn er en gave fra Gud, og at abort ikke er en mulighed.

”Jeg er vokset op med den holdning, at abort er forkert, og så har jeg set, hvor meget det har påvirket min mor, at hun har mistet et barn under graviditeten. Desuden har jeg altid ment, at hvis man er voksen nok til at dyrke sex, er man også voksen nok til at tage konsekvenserne,” siger hun.

Her får jomfru Maria at vide, at hun skal føde Guds søn. Bebudelsesmotivet er et motiv, som mange kunstnere i tidens løb har fordybet sig i. – Foto: Ritzau/Scanpix.
Her får jomfru Maria at vide, at hun skal føde Guds søn. Bebudelsesmotivet er et motiv, som mange kunstnere i tidens løb har fordybet sig i. – Foto: Ritzau/Scanpix.

Maria Krogh Larsens mor bakkede hende da også op og støttede hende, da sundhedspersonale og sagsbehandler kraftigt rådede Maria til at få en abort på grund af hendes unge alder – og siden truede med, at barnet ville blive tvangsfjernet umiddelbart inden fødslen, blandt andet fordi hun var så ung.

”Jeg tvivlede på intet tidspunkt på, at jeg ville have mit barn – selvom omgivelserne pressede på for, at jeg skulle vælge ham fra og truede med, at jeg ikke måtte få lov at beholde ham. Men selvfølgelig begyndte jeg at tvivle på, om jeg kunne være en god nok mor, når alle i systemet åbenbart mente, at det var bedre for min søn, at jeg ikke fik lov at tage mig af ham,” siger hun.

Samtidig oplevede hun imidlertid en form for ro og tryghed, og ligesom englen i søndagens tekst siger til Jomfru Maria, at hun ikke skal frygte for det, der skal ske, havde Maria Krogh Larsen en indre stemme, der forsikrede hende om, at det ville ende godt.

”Selv da jeg fik afgørelsen om, at min søn ville blive fjernet efter fødslen, var der en stemme indeni, der sagde, at det nok skulle gå,” siger hun.

Desuden fik hun støtte fra det meste af sin familie, og ligesom Jomfru Maria i søndagens tekst har en slægtning, Elisabeth, der allerede er gravid, og som hun kan støtte sig til, hjalp det Maria Krogh Larsen, at hun havde en veninde, der var blevet gravid som 15-årig og havde en søn på to år.

”Hun var en af de første, jeg fortalte det til, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og det hjalp meget at tale med en, der havde været igennem det hele,” siger hun.

For at undgå en tvangsfjernelse flyttede Maria Krog Larsen til en anden kommune, og hendes mor flyttede med for at støtte hende og hjælpe hende med at finde sine ben i rollen som mor. I den nye kommune blev sagen desuden vurderet anderledes, og Maria Krogh Larsen fik opbakning til at beholde sin søn, som kom til verden på Kolding Sygehus den 17. januar 2018 og fik navnet Vincent.

”Jeg har følt ham som en gave fra dag ét. Han er det gladeste og mest kærlige lille menneske. Hvis der er en dag, hvor jeg er træt og sidder og stener lidt i sofaen, kommer han hen og aer mig og spørger, om jeg er okay,” siger Maria Krogh Larsen, der i dag bor i Vejle og læser EUD Business. Når hun er udlært om to år, håber hun at få job i en tøjbutik og måske med tiden blive selvstændig.

”Det er hårdt at klare en uddannelse og rollen som mor samtidig. Men heldigvis har jeg fået mange veninder, der også har børn. De forstår, hvorfor jeg ikke går op i byture og i at kigge efter drenge,” siger hun.

Vincents far, som hun havde mødt på efterskolen, afsluttede deres forhold samme dag, som Maria Krogh Larsen havde besluttet at fortælle ham om graviditeten. I dag ser Vincent sin far og sine farforældre hver anden weekend, men i hverdagen er Maria Krogh Larsen alene om forældrerollen.

”Jeg har vænnet mig til det, for sådan har det jo været fra begyndelsen, Og jeg tænker faktisk tit på, at Vincent har reddet mig. Havde det ikke været for ham, kunne jeg godt være endt i stoffer eller den slags,” siger hun.