For nylig havde Brita Haugen en drøm, der fyldte hende med så stor taknemmelighed, at hun måtte knæle og takke Gud, da hun vågnede. I drømmen mødte hun alle de mennesker, hun har elsket gennem livet, men som nu er døde.
”De samledes omkring mig, lyslevende som dem, de egentlig var skabt til at være. Alle var omsluttet af den kærlighedsmagt, der genopretter og gør alting nyt. Samværet var lykkeligt og ligetil,”siger Brita Haugen og tilføjer, at drømmen for hende var som et pant på opstandelsens realitet.
”Drømmen kom, kort efter at jeg var gået i gang med at sortere og brænde gamle breve og dagbøger. Jeg var nået pensionsalderen, og nu skulle der ryddes op. Jeg havde droslet ned på det meste af mit arbejde. Jeg havde været ramt af en voldsom bilulykke, som havde været et meget konkret møde med døden. Samtidig var det forbundet med sorg at mindes de mennesker, jeg havde taget afsked med, og som der bliver flere og flere af,” siger den 77-årige teolog, som i mere end 50 år har beskæftiget sig med myternes og kristendommens billedsprog.
Mange af årene sideløbende med, at hun har arbejdet som præst i Vestjylland.
Hun tilføjer, at hendes erfaring også efter denne drøm er, at Gud viser sig tydeligst for os, når vi er i mørket.
”Der, hvor vi intet er, bliver der på forunderlig vis plads til, at vi bedre kan høre Guds tale til os. Men det kan være svært at tage imod, fordi det sprog, vi har til rådighed for vores erfaring af Guds tiltale, er trængt,” siger hun.
”På Maria og Josefs tid levede man med sine drømme og visioner på en måde, der kan være svær at forstå for et moderne menneske. Vi tager typisk vores beslutninger og bygger vores liv på de informationer, som strømmer os i møde udefra, ikke mindst fra medierne. Tidligere tiders mennesker var mere henvist til indre informationer, stilhed, bøn og kontemplation, der kalder på drømme og visioner. Havde Maria og også Josef ikke lyttet til deres visioner og drømme og handlet derefter, havde historien ikke været den, vi lever på i dag i den kristne verden,” siger hun om søndagens tekst.
Mariæ bebudelse har betydet meget for Brita Haugen hele hendes liv. Maria har med sit uforbeholdne ja været et inspirerende forbillede. Hun har ladet sig trøste og inspirere af både den unge Maria, der trodsede frygten og sagde ja til at føde Guds søn, af den modne Maria, der mistede det dyrebareste, hun havde, sin søn, på den mest barbariske måde – og af den vise ældre Maria, der trøstede apostlene efter Jesu død.
Som barn havde Brita Haugen stærke oplevelser af Guds nærvær, selvom hun ikke var specielt kristent opdraget. Hendes far var ateistisk i sit livssyn, omend han opfattede Jesus som et humanistisk forbillede. Hendes mor bad aftenbøn med hende og viste næstekærlighed i ord og handling, men forældrene talte ikke om kristendommen og var ikke kirkeligt engagerede.
”Som barn led jeg af angst og havde det ofte så dårligt, at jeg knap kunne trække vejret. Men når det var værst, oplevede jeg, at Kristus kom og lagde sin røde kappe omkring mig og trak mig ind til sig. Min vejrtrækning faldt til ro, og jeg mærkede en stor fred. Jeg så ikke Jesus, men vidste, at det var ham, der kom,” siger hun:
”Jeg tror, at mange børn, mens de endnu får lov til at lege og skabe med fantasi, har sådanne oplevelser af gudsnærvær og har en stærk fornemmelse af den virkelighed, som bærer os. Som voksne bliver vi mere immune over for erfaringen af den del af virkeligheden, ikke mindst fordi vi ikke længere er så afhængige af skaberværket og af at leve i samklang med naturens gang og årets rytme. Min bedstemor tegnede altid med taknemmelighed et kors i det brød, hun bagte. Hun vidste, det var en gave, ikke en selvfølge,” siger Brita Haugen.
Netop rytmen – i kirkeåret, ritualerne og naturens gang – er en kilde til gudserfaring, mener Brita Haugen.
”Det er så fint, at Mariæ bebudelse hos os i Norden falder sammen med forårets store forvandling i naturen, hvor lyset bliver stærkt, og livet kaldes frem og spirer af jordens mørke skød. Fastetiden kan være tung, Jesus kæmper med den onde i ørkenen, tiden er præget af konfrontationen med ondskab, forsagelse og egen utilstrækkelighed. Men midt i fastens forsagelse kommer så dette store ja til livet og det guddommelige barn, som skal fødes, siger hun.
Også fortsættelsen af fortællingen, som antydes i søndagens tekst, nemlig beretningen om Marias besøg hos Elisabeth, har altid haft stor betydning for Brita Haugen, fordi den peger på fællesskabets nødvendighed.
”At dele gudserfaringen med andre er vigtigt, men kan være svært. Tidligere var der meget støtte at hente i kollektivet, fordi alle stort set fulgte en fælles rytme, som i påsken, den stille uge, hvor alt, der kunne distrahere fejringen af den største begivenhed i den kristne historie, var lukket. Hele kirkeårets og livets rytme var indlejret i fællesskabets traditioner og ri-tualer. I dag er det kommet på afstand. Derfor er det sværere for os at fastholde vores tillid til Guds nærvær,” siger hun.
I sin tid som præst oplevede Brita Haugen, at mange mennesker fandt trøst og tryghed i ritualerne.
”Ritualerne overbeviser os om, at der findes en god orden, selv i kaos. Og så har ritualerne den fordel frem for de rent intellektuelle forestillinger, at de er kropslige, de rører ved hele mennesket og er i dybeste forstand med til at styrke den inkarnation, som begyndte med Marias ja,” siger hun og tilføjer:
”I min tid som præst bad jeg, belært af påskefejring i Grækenland, min menighed om at svare, når min påskeprædiken udmundede i et ’Jesus er opstanden’ med ’Ja, sandelig, han er opstanden!’. De voksne glemte det fra år til år, børnene huskede det. Den historie, der begynder med Mariæ bebudelse, ender jo med opstandelsen, som et ekko af Marias store ja. Det var det, jeg oplevede i min drøm for nylig: Livet svigter ikke livet. Det ender godt.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville tage udgangspunkt i Maria og Josefs store betydning som Jesu jordiske forældre. Deres lydhørhed over for Guds kaldelse og deres mod til at handle på det.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud for dig?
Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Der sker noget, når vi hviler. Måske får vi øje på, at det væsentlige ikke afhænger af os. Vi kan lade skuldrene falde, lade alt stress fare. Vi er i gode hænder.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Det er en gudstjeneste med en mangfoldig menighed. Børn, unge og gamle – de, der er indenfor, ofte velbjærgede trygge i kristendommen, og de, der er fremmede, spørgende, søgende, og de, der er udsatte på den ene eller anden måde.
Hvordan er dit gudsbillede?
Det er umuligt at have et billede af Gud, der vil altid være noget mere. Noget af Guds inderste væsen er åbenbaret i Jesus og hans historie. Det er min tro.