Maria spreder glæde ved muslimsk højtid: ”Eid handler om medmenneskelighed”

Årets eid-fejring var for andet år udfordret af coronarestriktioner. Det holdt dog ikke Maria Mawla og hendes børn fra at sprede glæde blandt de yngste foran Det Islamiske Trossamfunds moské i København

Afslut­ningen på årets ramadan-måned blev i går markeret ved eid-fejringen af muslimer over hele landet. Ved moskeen på Dortheavej i Københavns Nord­vest­kvarter stod Maria Mawla og hendes børn klar til at uddele slik og balloner til moskéens børn i dagens anledning.
Afslut­ningen på årets ramadan-måned blev i går markeret ved eid-fejringen af muslimer over hele landet. Ved moskeen på Dortheavej i Københavns Nord­vest­kvarter stod Maria Mawla og hendes børn klar til at uddele slik og balloner til moskéens børn i dagens anledning. Foto: Niels Meilvang/Ritzau Scanpix.

“Slik, slik, slik!” udbryder treårige Elias, da en stor kurv med hundredevis af små cellofanposer fyldt med søde sager sænkes ned til ham og hans storesøster, syvårige Aisha, i ladcyklen. Klokken har knap passeret otte om morgenen, men Elias og Aisha har allerede været vågne i flere timer. I dag markerer nemlig en særlig dag i den muslimske tro, eid, som de to søskende har set frem til den seneste måned, hvor deres forældre har fastet som led i den årlige ramadan-fejring.

“Jeg og mine børn besluttede, at vi skulle lave noget sjovt og hyggeligt i anledning af eid, selvom der er corona,” fortæller Maria Mawla bag styret på familiens ladcykel, da familien triller gennem Københavns gader mod moskéen ved Det Islamiske Trossamfund i Nordvestkvarteret. Derfor har de planlagt at uddele balloner og slik til de børn, der i løbet af morgenen vil komme til bøn i den lokale moské.

Foran moskéen er de første personer allerede begyndt at ankomme til morgenens eid-bønner. Her afholdes bønnen i år ad tre omgange, så alle kan være med uden at gå på kompromis med afstand og corona-hensyn.

Maria Mawla og hendes to børn placerer sig lidt fra indgangen udenfor, hvor de gør klar til at tage imod besøgende børn med slik og store klynger af farverige balloner.

Det er dog ikke nemt at holde fingrene fra de store mængder slik, der lokker fra kurven på fortovet, og flere gange er både Aisha og Elias nødt til at lade hænderne glide igennem de knitrende cellofanposer. “Hov, hov! Corona!”, udbryder Maria Mawla, da hun får øje på de lystige børnefingre.

“Der er en grund til, at vi havde handsker på, da vi pakkede dem,” siger hun, og børnene hiver fnisende hænderne til sig.

Morgenens første bøn, salah, er allerede gået i gang på den anden side af den orange mur ind til moskéen, da en blond politibetjent, der i dag holder øje med sikkerheden, kommer gående i retning mod ballonerne. “Godmorgen, Hugo!”, siger Maria Mawla til manden, som lægger en hånd på brystet og hilser “eid mubarak”. Bønnen varer kun nogle minutter, og kort efter fyldes industrivejen, der for et øjeblik siden var helt stille, af stemmer, idet de første børn kommer ud af moskéen med deres mødre og fædre. En lille pige i festlig tylkjole lyser op ved synet af de farvestrålende balloner, mens Elias overrækker både slikpose og ballon til en lidt ældre dreng, der smilende stikker i gadedrengehop hen ad vejen. Lidt derfra åbner en anden dreng sin cellofanpose og stikker med det samme en skumfidus i munden, selvom klokken endnu ikke har passeret ni.

“I dag får de lov til lidt mere,” konstaterer Maria Mawla.

Flere hundrede mennesker er nu forsamlet ved moskéen, og selvom frivillige står klar til at uddele håndsprit og mundbind foran indgangen, bliver der hurtigt fyldt op med de 50 bedende, der maksimalt må befinde sig i hvert af moskéens bederum. I mangel af indendørs plads dækkes der i stedet op med bedetæpper på fortovet. I lange rækker knæler mænd synkront til lyden af bønnekaldet, der strømmer ud fra moskéens højtalere. Imens gumler Aisha og Elias på et stykke fra hver deres slikpose, som Maria Mawla omsider har givet dem lov til at tage hul på. De har taget plads på en krukke, hvorfra de kan spejde ud over rækkerne af bedende, der vokser sig længere og længere hen langs fortovet, som flere kommer til.

Da morgenens tredje og sidste bøn lidt efter er gået i gang, overlader Maria Mawla og børnene de resterende slikposer og balloner til nogle af de fremmødte, der i løbet af morgenen er stødt til for at hjælpe med uddelingen. Derhjemme venter nemlig gaver til børnene og et nyindkøbt bålfad, som om et par timer skal riste hotdogs og skumfiduser til familiens eid-fejring.

”Teologisk markerer ramadanen en måned, hvor vi renser vores sjæle og kroppe,” siger Maria Mawla på cyklen på vej hjem, mens Aisha og Elias synger i kor. Hun glæder sig derfor over, at morgenens fejring i moskéen lykkedes til trods for de mange coronarestriktioner og begrænsninger.

“Vi fik skabt glæde hos børnene i en situation, hvor corona har gjort det svært for børn at mærke festlighederne. Det er dét her, mine børn skal opleve. Eid handler om medmenneskelighed og at tænke på andre end sig selv. Selv under corona må vi gøre det bedste, vi kan.”