På reolen mellem Peter Høegs "Fortællinger om natten" og John Irvings "The cider house rules" (Ælemostreglementet, red.) står en tynd, hvid bog med titlen "Historien om Viggo". Den er skrevet af hans mor, Johanne Ipsen. Lidt længere henne på hylden står en bog med titlen "Medfødte hjertefejl".
Fotografiet på væggen af Viggo viser en baby som alle andre babyer, med lyseblå og gul sut, blå trøje og blå øjne, som kigger lige ind i forældrenes kamera. Det er noget af historien om Viggo, som blev rutinemæssigt scannet på Hvidovre Hospital i 2009, hvor forældrenes glæde efter få minutter blev blandet med sorg. Viggo havde en alvorlig hjertefejl og døde tre måneder efter fødslen.
Viggo var en gave, en bebudelse om et liv med krav på respekt. Der var ingen tvivl i Johanne og Andreas Ipsens sind: De stod ikke over for noget valg, det var Viggos valg, og at vælge for ham, at vælge ham fra, ville ikke være at yde ham respekt. Det ville være at vælge for sin egen skyld, som om man kan bestemme over liv og død.
Livets gave fra Gud tager man imod, ligesom Maria gjorde, da hun fik at vide, at hun skulle føde frelseren, selvom hendes glæde også blev fyldt med forfærdelse.
Johanne og Andreas Ipsen er 25 og 27 år, hun er i gang med en uddannelse til sygeplejerske, mens han snart er færdig som teolog. Inden længe bliver lejligheden på Amager skiftet ud med en bolig et andet sted i landet – Andreas Ipsen vil gerne søge præsteembede i folkekirken eller i en frimenighed.
De er begge født og opvokset i Evangelisk Luthersk Missionsforening, den mindste af de tre historiske vækkelsesbevægelser, som også tæller Luthersk Mission og Indre Mission. Hun boede i Skjern, han i Rønne, men i den lille missionsforening kender alle hinanden, og sådan gik det også for Johanne og Andreas Ipsen. De blev gift for tre år siden og blev til en familie.
"Den efterårsdag i 2009 troede vi, at vi skulle på Hvidovre Hospital for at få at vide, om det var en dreng eller en pige. Det er de færreste, som venter en dårlig nyhed i den forbindelse, og det gjorde vi heller ikke. Men det blev hurtigt klart, at Viggo havde en hjertefejl," fortæller de.
Så gik alting hurtigt, og på Rigshospitalet kunne man samme dag fortæller, at Viggo led af en sjælden hjertefejl, som kun et til to børn om året fødes med. Det højre hjertekammer var underudviklet og kunne ikke fungere fuldt ud. Lægerne kunne også fortælle, at der var behandlingsmuligheder. En række operationer kunne give Viggo et velfungerende liv.
"Abort blev da nævnt som en mulighed, men for os er det helt ulogisk at skulle tage livet af et lille barn. Især da Viggo nu viste sig at være syg, holdt vi endnu mere af ham og ville gøre alt for at hjælpe ham, for at redde ham," siger Johanne Ipsen.
"Det er da en svær tanke at se i øjnene, at Viggo ville få et hårdt liv, og vi ville selvfølgelig skåne ham mest muligt. For os var Viggo en gave fra Gud. På en eller anden måde skulle Viggo selv være med til at vælge livet. Hvis vi fik en abort, var det ikke for Viggos skyld, men for vores egen," siger Andreas Ipsen, som tilføjer, at de følte, at deres kristne valg, som de ikke lagde skjul på, ikke bare blev rubriceret i "den religiøse tossekasse" af lægerne.
"Vi fik hele tiden af lægerne at vide, at det ikke var umuligt, og at der var masser af håb. Uden at skulle bruge hele den åndelige overbygning mener vi, at det er almindelig medmenneskelig logik, det er kærlighed, at man ikke slår et lille liv ihjel, det er unikt, det er ukrænkeligt," siger forældrene.
Og vist viste det sig, at Viggo fik et hårdt liv.
"Her bagefter kan vi da godt tænke, at når Viggo ikke blev ældre, end han gjorde, skulle vi måske ikke have forsøgt så meget med behandlinger og respirator, men vi kæmpede jo for, at Viggo skulle få et godt og langt liv. Der var håb. Hvis ikke, havde vi måske bare taget ham hjem og givet ham al den nærhed, som forældre kan, i den tid han levede. Det hører med til kristendommen, at her er der i særlig grad et syn for de svage. Jesus havde netop en forkærlighed for de svageste i samfundet, og de allersvageste er de ufødte. Viggo havde det indimellem skidt i sit liv, men han havde det også godt," siger Johanne og Andreas Ipsen.
Viggos historie handler også om den usikkerhed og angst, der opstår, når mennesker møder døden så tæt på. Men også om tryghed og tro i den viden, at Maria bar Jesus og fødte ham, og derfor findes der opstandelse.
"Det, som holder os oppe midt i sorgen, er glæden ved, at vi skal se Viggo igen. Men midt i sorgen og tvivlen er det, som om at ud af visheden om, at vi skal se Viggo igen, vokser også troen på opstandelsen. Spørgsmålet om, hvor Gud er henne i alt dette, er meget svært for os. Vi har selvfølgelig bedt for vores lille barn, og ikke bedt mindre, efter at vi fik at vide, at han var syg. Vores familie har bedt, vores venner og bekendte har bedt. Vi tror jo på, at Gud kan gribe ind, og Gud kan helbrede. Viggo fik et hårdt, men også godt liv, og det var os, der skulle bære den byrde. Det er altid forkert, når et menneske dør. Det er et spørgsmål uden svar, i hvert fald her på jorden," siger Johanne og Andreas Ipsen, som fortæller om deres overvejelser:
"Vi er kommet ud af det med en vældig ambivalens. Vi kan godt mærke, at der er opstået en lille tvivl i vores grundlæggende tillid til, at Gud vil os det godt. Vores tro på Guds godhed efter Viggos død er mindre bundet til konkrete erfaringer i livet og handler mere om at klynge sig desperat til Guds løfter på trods af vores erfaringer. Det er blevet en tro på Guds godhed på trods af vores erfaringer. Begrebet opstandelse er blevet meget mere konkret. Viggo gik ind i døden før os. Kan han gøre det, så kan vi også. Døden er ikke kun noget, som går ned i jorden, ned i graven, det går også den anden vej, op til Gud," siger Johanne og Andreas Ipsen.
Johanne Ipsen tilføjer:
"Jeg ville aldrig have undværet Viggo. Det var de værste tre måneder i mit liv, men også de bedste."
Forældrene fortæller om den lille kiste, de sidste år lagde i jorden på kirkegården i Skjern. For de bliver ikke boende i København.
Til juni kommer Selma. Det betyder smuk. Viggo betyder stridsmand. Johanne og Andreas Ipsen har det godt med de navne.