Marias mor døde på hospice

EN VÆRDIG DØD: En gang massage, en tur i spa-bad og en stiv drink ved aftenstid var hverdag Nina Grønnebæk i tiden op til hendes død

Nina Grønnebæk var kun 60 år, da hun i 1997 fik konstateret dødelig kræft, men hendes sidste tid blev god, og hun døde uden angst. Hendes datter Maria Grønnebæk mener, at »ethvert menneske skulle opleve at dø sådan her«, og derfor har hun inviteret Kristeligt Dagblad på besøg for at fortælle historien om sin mors død. Moderen døde på det hospice, som Diakonissestiftelsen de sidste tre år har drevet på Frederiksberg, og her mødes vi. Nina Grønnebæk blev indlagt på et københavnsk hospital i september 1997, og der lå hun i efteråret og julen over. Men det var et forfærdeligt forløb. Hun var angst og forvirret. Hun var stærkt medicineret og kunne ikke samle sine tanker, og samtidig var hun stresset og urolig. Også Maria Grønnebæk blev påvirket, og hun tog orlov fra sit job for at få overskud. Mor og datter var enige om, at Nina Grønnebæk heller ikke kunne tage hjem og dø. Maria Grønnebæks far døde, da datteren var 17 år, hun er enebarn, og hun havde ikke selv stiftet familie, da hendes mor blev syg. Maria Grønnebæk var derfor »Palle alene i verden«, som hun siger og kunne derfor ikke tage ansvaret for sin mors pleje 24 timer i døgnet. Løsningen blev Diakonissestiftelsens nyåbnede hospice på Frederiksberg. Maria Grønnebæk er født på »Diakonissen«, og begge hendes forældre er blevet opereret der, dengang stedet endnu var et almindeligt hospital. Forkælelse I januar blev Nina Grønnebæk flyttet til hospice for at tilbringe sin sidste tid der, og forskellen var mærkbar fra dag et. - Det var som at komme fra asken til ilden. En sygeplejerske tog imod min mor og mig, og hun havde hele dagen sat af til at tage sig af os. Hun blev ikke afbrudt af telefoner og klokker, husker 38-årige Maria Grønnebæk. I de to måneder Nina Grønnebæk boede på hospice, fik hun livet tilbage. Hendes medicin blev reduceret med 50 procent, hun tog otte kilo på og ville have sin datter ud for at købe sommernederdele og smykker, så hun var klar til sommeren i hospicets gårdhave. - Min mor har altid været en kvinde, der gav meget omsorg, men da hun kom her, var det som om, hun lænede sig tilbage, slappede af og var i stand til selv at modtage omsorg, siger Maria Grønnebæk, der arbejder som familieterapeut. Og Nina Grønnebæk blev forkælet. På hospice er der ingen regler og ingen faste spisetider. Ønsker patienten rejemadder klokken fire om natten, bliver det serveret. Personalet holdt Nina Grønnebæk med selskab under måltiderne, og det fik appetitten tilbage hos den kræftramte kvinde. Om morgenen, når hun havde været i bad, blev hun smurt ind i bodylotion fra top til tå, og om aftenen blev hendes yndlingsdrink serveret - gin og tonic, isen var knust, som hun kunne lide det, og i den sidste tid fulgte der et sugerør med til drinken, da hun ikke længere kunne drikke af et glas. Stedet råder også over et boblebadekar, en såkaldt jacuzzi, og det benyttede både mor og datter. - Om aftenen, når jeg sad hos min mor, kunne der komme en sygeplejerske og smide et badelagen i hovedet på mig. Så havde hun fyldt badekarret og tændt stearinlys hele vejen rundt om det, så jeg kunne ligge og slappe af, fortæller Maria Grønnebæk, der også dagligt fik massage af hospicets fysioterapeut. Maria Grønnebæk finder hospicets foto-album frem, hvor der også er en serie billeder af hendes mor. Blandt andet er der et foto af Nina Grønnebæk i skumbad med tæerne stikkende op af alt skummet og smil i hele ansigtet. Billedet er taget få dage før hendes død. - Jeg har simpelt hen så mange positive oplevelser herfra at trække frem. Som den aften jeg ringede til min mor, og hun ikke ville forstyrres, fordi hun drak rødvin og så tv med sygeplejerskerne. Eller den nat min mor vågnede og ville have jordbærgrød og gin og tonic, og vi så sad sammen med en sygeplejerske og hyggede os, siger Maria Grønnebæk. Hospicet er for hende ganske enestående, fordi personalet engagerer sig og gør alt for at lære det enkelte menneske at kende, dets normer og grænser. Stemningsfuld afsked Familien Grønnebæk har aldrig været aktive kirkegængere, men i den sidste tid fik Nina Grønnebæk en fin kontakt til hospicets præst, Hanne Schmidt. De havde mange gode samtaler, og sammen planlagde de alle detaljer om begravelsen. - Min mor bestemte selv, hvilken farven kisten skulle have, at hun skulle til frisøren før sin død, så hun så ordentlig ud, og selvfølgelig skulle hun også have lakeret sine negle, før hun skulle i kisten, fortæller Maria Grønnebæk. De sidste otte dage af Nina Grønnebæks liv fik hendes datter en feltseng ind på moderens værelse, så de to kunne være sammen døgnet rundt, og lørdag den 21. marts 1998 om aftenen døde Nina Grønnebæk. - Det var meget stemningsfuldt. Min mors veninde, min veninde og jeg selv sad rundt om hendes seng. Der var tændt stearinlys, og personalet kom med kaffe og rødvin. Da hun døde, gik vi ud, så personalet kunne gøre hende i stand, fortæller Maria Grønnebæk. Bagefter holdt veninderne, Maria Grønnebæk, personalet og præsten udsyngning for Nina Grønnebæk. De sang to salmer og bad Fadervor, ligesom præsten velsignede den døde. Bagefter blev der tændt et stearinlys, som skulle brænde hos hende i 24 timer. Maria Grønnebæk tog hjem, men næste aften kunne hun ikke sove, og hun stod op og gik over til hospice. Da så hun lyset brænde på sin mors værelse. - Det var så smukt, fortæller Maria Grønnebæk, der stadig nogen gange går en tur forbi hospicet og hilser på personalet.