Den amerikanske kongres vedtog for nylig en omfattende reform af lovgivningen omkring erhvervslederes adfærd og ledelse, og præsident George Bush har lovet at sætte sin underskrift på den. For blot to måneder siden var udsigterne til en så bred reform nærmest lig nul, fordi såvel Kongressens republikanere som præsidenten selv dengang gik ind for mindre omfattende tiltag.
Sammen med andre reformer skaber den nye lov en uafhængig oversigtstavle med det formål at kontrollere regnskabsbranchen og begrænse ledelsesmisbrug. Denne reform kan vise sig at være genskabelsen af det offentliges kontrol med private interesser.
Men loven tager ikke fat på den dybereliggende skandale: Den egentlige årsag til erhvervslivets stadig mere omsiggribende misbrug i USA skal findes i en manglende respekt for selve de demokratiske institutioner.
Politikere på begge fløje har længe hævdet, at skandalerne kunne spores tilbage til nogle få rådne æbler i en ellers sund frugtkasse. Men nogle få radikale frygter, at det er kassen selv - selve det kapitalistiske system - der er rådden.
Men forretningssvindel skyldes hverken modsætninger i det kapitalistiske system eller private synder, som jo normalt har god grobund i kapitalismen og, ikke mindst, i den menneskelige natur.
Den sker som følge af et sammenbrud i de demokratiske værktøjer, som er blevet svækket gennem tre årtiers amerikansk markedsfundamentalisme, privatiseringsideologi og modvilje mod overordnet styring.
Det er ikke kapitalismen, der er for stærk. Det er demokratiet, der er for svagt.
Vi er ikke blevet for overmodige som producenter og forbrugere. Vi er som borgere blevet for tilbageholdende og finder os stiltiende i liberalisering og privatisering - af luftfartsselskaber, regnskabsfirmaer, banker, mediefusioner og så videre - samt i pengenes stadig større magt over politik.
Den nedbrydende effekt af denne tendens ses ikke kun på Wall Streets børsmarked. Præsident Bushs regering, som går ind for energiproduktion frem for energibesparelser, har skabt et tilbageslag for en hel generations fremskidt på miljøfronten, som blandt andet truer med at svække krav til luftkvalitetsstandarder og undlade overvågning af den globale opvarmning.
Denne politik kan spores direkte tilbage til den stolte foragt for det offentlige styre, som er fælles for alle markedsfundamentalister, uanset om de er republikanere eller demokrater.
Sådanne holdninger repræsenterer en forkærlighed for en »vi kan selv«-økonomi, som underminerer den sociale kontrakt mellem samfund og erhvervsliv og gør erhvervslivets synder til dyder på bundlinjen i regnskaberne.
Selv i udenrigspolitikken, hvor politisk enegang og afvisning af internationale partnerskaber signalerer en politik, hvor regeringen spiller med musklerne, er der en tendens til at behandle den internationale sektor som en - sagt med filosoffen Hobbes ord - »naturtilstand«, som er lovløs og uregerlig, og hvor »magt og svig er afgørende dyder«, og hvor livet er »kort, råt og brutalt«, og hvor den, som handler kraftigst vil have fremgang.
USA kan ikke se, at de internationale aftaler, som det ikke vil underskrive, den krigsforbryderdomstol, som det nægter at anerkende, og det FN-system, som det ikke yder tilstrækkelig støtte, alle repræsenterer fælles internationale anstrengelser for at udvikle en ny global kontrakt til at dæmme op for kaos.
Den amerikanske nedvurdering af disse anstrengelser afslører en strategi, som forstærker globalt anarki og undskyldes med retten til national suverænitet.
På den måde er den ny globale uorden lige så lidt i stand til at dæmme op for global kriminalitet, som det liberaliserede hjemlige marked er i stand til at begrænse erhverslivets lovovertrædelser.
Markedsfundamentalismen, som definerede Ronald Reagan- og Margaret Thatcher-æraen, opmuntrer til myten om de selvregulerende markeder og delvis selvregulerende stater. Men forbrugere er ikke indbyggere, og markeder kan ikke udøve demokratisk suverænitet.
Den tiltagende markedsideologi hævder, at den gør os fri, men i virkeligheden frarøver den os den frihed som borgere, hvormed vi kontrollerer de sociale konsekvenser af vore egne private valg. For eksempel får vi i USA formentlig ikke en helt igennem offentlig og demokratisk plan for World Trade Center-grunden ved at lave afstemning blandt de myriader af udbydere af ideer, som har privatøkonomiske interesser i udviklingen af grunden.
Demokrati er mere end forbrugerafstemning. Det kræver overvejelser om, ikke blot hvad enkeltpersoner ønsker, men også om, hvad samfundet har brug for.
Sandheden er, at ustyrlige kapitalister, miljøignoranter, uansvarlige bogholdere, amoralske narkotikasmuglere og antimoderne terrorister alle trives, fordi vi har formindsket den offentlige sektors magt.
Ved at privatisere regeringsfunktioner og nægte at hjælpe med oprettelsen af internationale demokratiske institutioner til den globale styring, har USA givet afkald på sin autoritet i forhold til at styre disse kræfter.
I USA har vi en tåbelig tro på, at vi besidder en privat frihed, som giver os mulighed for at arbejde og få succes individuelt, ikke sammen eller i overensstemmelse med en social kontrakt.
I det internationale samfund synes vi at mene, at vores krav på national suverænitet giver os ret til at handle uafhængigt - USA kommer i første række - og ikke sammen eller i overensstemmelse med en global kontrakt.
Den 11. september var der ingen, der rettede blikket mod Bill Gates eller andre prominente erhvervsledere for at kræve nationalt lederskab. På denne dag huskede amerikanerne den sande mening af ord som borger og embedsmand og satte deres lid til brandmænd, borgmestre, Kongressen og præsidenten.
Hvorfor forventer vi så i dag, at erhvervslivets ledere eller »de markedsprofessionelle« skal helbrede den lovløse markedskapitalismes dårligdomme, når den med Theodore Roosevelts formulering kun kan styres med demokratisk opsyn?
Og hvordan skal vi forvente, at en »vi kan selv«-supermagt skal kunne afmontere en terrorisme, der udnytter den indbyrdes globale afhængighed, som USA så nødig vil anerkende eksisterer?
Alle disse problemstillinger er delvis offentlige anliggender. At deltage i behandlingen af dem, er alle borgeres fælles ansvar. Det er også præsidentens og Kongressens hovedansvar, og deres problem er ikke, at de måske engang har været meddelagtige i kapitalismens synder, men at de i dag ikke er tilstrækkelig meddelagtige i demokratiets dyder.
New York Times Syndicate
Oversat af Finn Juhl Pedersen