Prøv avisen

Marmorkirkens sørgmuntre bygningshistorie

I dag er det 250 år, siden grundstenen til kirken og den nye bydel Frederiksstaden med Amalienborgpalæerne blev nedlagt

Marmorkirken kalder vi den pompøse katedral, som har majestætisk sammenhæng med Amalienborgpalæerne. Men dens officielle og korrekte betegnelse er Frederiks-kirken, hvis planlægning er nøje knyttet til Frederiksstaden. I dag er det netop 250 år, siden Frederik V, enevældig konge af Danmark og Norge i årene 1744-66, nedlagde grundstenen til kirken, der skulle bære hans navn. Det hele eksisterede kun på papiret, da grundstensnedlæggelsen den 30. oktober 1749 afsluttede flere dages jubelfest til ære for den oldenborgske kongestammes 300 år på Danmarks trone. Kirken skulle bygges i »Taknemmelighed mod Gud for 300 års velgerninger mod Det oldenborgske Kongehus«. Inden da havde Sjællands biskop indviet grunden som kirkeplads. Rette anvendelse Noget tyder på, at der pludselig var hastværk med områdets tilpas fornemme udnyttelse. Den rigelige plads inden for Københavns volde var etableret allerede af Christian IV, der i 1606 byggede Rosenborg, anlagde Kongens Have og med en flytning af byporten til vore dages Østerport Station havde fordoblet byens areal. På overgangen mellem den gamle by og Ny København udlagdes i 1670'erne Kongens Nytorv, den første kongeplads i Norden. Her blev rytterstatuen med Christian V opstillet. Særlig fint havde det været, at Frederik III's enkedronning, Sophie Amalie, byggede et stort lystslot i italiensk-nederlandsk stil - omtrent ud for vore dages Fredericiagade. Slottet fik kun en kort levetid - det blev ødelagt af en brand, der på tragisk vis kostede 180 menneskeliv, og området kom derefter til at ligge hen. Kun navnet Amalienborg forblev knyttet til stedet, hvor en ekcerserplads længe var eneste udnyttelse. Driftige storkøbmænd henvendte sig i august 1749 til kongen med ansøgning om at supplere deres tømmerpladser ved Toldbodgade med det ledige Amalienborg-felt. Det førte til lynhurtig indgriben fra manden bag kongen, den uofficielle førsteminister og reelle magthaver, overhofmarskal Adam Gottlob Moltke. Sammen med sin betroede arkitekt, hofbygmester Niels Eigtved, udkastede han ret omgående storstilede planer for Amalienborg-området, som kongemagten i september 1749 overlod Københavns bystyre til byggemodning og udstykning. Under strengt opsyn fra overhofmarskallen og hofbygmesteren, der forlods bestemte kirkens og de fire Amalienborgpalæers placering som det strålende centrum i Frederiksstaden. 16 projekter på seks år Da 300 års-festen for den oldenborgske kongestamme kulminerede med grundstensnedlæggelsen til Frederikskirken den 30. oktober 1749, forelå kun én eneste tegning - afleveret til kongen få dage før! Det var Nicolai Eigtveds forslag inspireret af 12 års studier i udlandet, og han brugte forlæg fra kirker i Dresden, Torino og Rom, den sidste fra Sancta Agnese på Piazza Navona. Seks år senere var planlægningen nået til projekt nr. 16 - en i Danmark hidtil uhørt indsats af talent og kompetence. Nicolai Eigtved døde ung, og han nåede »kun« at tegne fem af forslagene, men satte til gengæld det afgørende præg på de fire Amalienborg-palæer. Efter Eigtveds død forestod arkitekten Laurids de Thura byggeriet i et par år, men Kirkebygningskommissionen (der havde A.G. Moltke som formand) fandt nu tiden inde til »nyt blod« og indkaldte den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin til at forestå projektering og opførelse af Frederikskirken. Efterhånden tegnede sig et smukt afklaret klassicistisk projekt, beslægtet med Sankt Paul i London og Saint Genevive i Paris. Kong Frederik havde besluttet, at kirkens mure ind- og udvendig skulle beklædes med norsk marmor. Til opfyldelse af majestætens ønske på bedst mulig vis besluttede Jardin, at murene helt igennem skulle være af marmor! Det var en vanvittig dyr løsning, som på forhånd dødsdømte kirkebyggeriet. Formentlig var det også den tanke, der allerede i 1770'erne gav Frederikskirken tilnavnet Marmorkirken. Efter Frederik V's død i 1766 kunne heller ikke A.G. Moltke beskytte en fortsat opførelse af Frederikskirken. Der var problemer med leverance af den norske marmor, og J.F. Struensee, magthaveren bag den sindssyge Christian VII, standsede i 1770 definitivt kirkebyggeriet. Jardin blev afsat og forlod Danmark. Tilbage stod en torso af en kirke med mure i op til knap 19 meters højde samt et lager af marmorblokke og bygningsmaterialer. Tietgen og Grundtvig En drejning hen mod realiteter kom, da finansfyrsten C.F. Tietgen i 1876 bad arkitekt Ferdinand Meldahl tegne en kirke, der kunne være et minde over den nuværende kongeslægt - efterhånden havde den oldenborgske kongestamme vel fået sit - og samtidig en »grundtvigsk katedral«. Finansieringen skulle dels bero på Tietgens midler, dels på en kraftig udnyttelse af byggegrunden til også at omfatte boliger med store velhaver-lejligheder. Tietgen ønskede tillige, at Grundtvigs sarkofag skulle placeres i en krypt under kirkens døbefont. Endelig ville Tietgen gøre kirken til en slags Pantheon for betydningsfulde mænd omkring Grundtvig. Han måtte nøjes med opstillingen af Vilhelm Bissens statue af Grundtvig ved kirkens hovedindgang. Samt at rejsegildet blev holdt den 8. september 1883 på 100års-dagen for Grundtvigs fødsel. Kirken blev indviet den 19. august 1894. Det var en romersk kuppel, der kom til at præge Frederiks-kirken. Ferdinand Meldahl havde formentlig, inspireret af sin nære medarbejder arkitekt Albert Jensen, foretaget særlige studier af Peterskirken i Rom. Det konstaterer vi så med glæde. Ikke uden en svag forbavselse over, at der overhovedet kom en færdig kirke ud af den grundstensnedlæggelse. Mens Moltkes Palæ på Amalienborg kunne indvies mindre end fem år efter Frederiksstadens grundlæggelse, og den ustyrligt kostbare rytterstatue af Frederik V rejses 19 år efter, tog Frederikskirkens fuldendelse 145 år. Kilder: København før og nu - og aldrig.