Det er en usædvanlig skæbne, som filminstruktøren Terrence Malick har valgt at skildre i sin seneste film, ”A Hidden Life” (et skjult liv), der får dansk premiere i dag. Heri fortælles historien om Franz Jägerstätter fra landsbyen Skt. Radegund nord for Salzburg, der nægtede at tjene som soldat i Nazitysklands hær og at sværge Hitler loyalitet. Han blev derfor dømt for at underminere den militære moral og henrettet den 9. august 1943 i en alder af 36 år.
På et tidspunkt, hvor millioner af kristne var soldater i den tyske værnemagt eller var faldet i kamp, blev Jägerstätter groft sagt et offer for sin dybe katolske tro og pålagde sin kone en stor personlig byrde. For selvom hun delte hans overbevisning, stod hun ikke desto mindre tilbage som mor til tre faderløse døtre og som enke til, hvad samtiden betragtede som en forræder. Samtidig tyder Jägerstätters egne breve ikke på, at han regnede med, at beslutningen ville gøre en forskel, eller at hans offer ville blive kendt – helt modsat de fleste andre modstandsfolk.
Malick er kendt for sin intellektuelle tilgang til at lave film, og der er næppe tvivl om, at det er en eksistentiel vinkel, der er bærende i filmen. For hvad er det for et mysterium, der gjorde Jägerstätter anderledes fra sine naboer i landsbyen, og som førte til, at mange af dem betragtede ham som en forræder, der svigtede fædrelandet?
Franz Jägerstätter blev erklæret ”martyr for troen” i 2007 og saligkåret samme år i Linz i en ceremoni, som hans kone og døtre også deltog i. Heri lå en officiel kirkelig anerkendelse af, at han på heroisk vis handlede ud fra evangeliets moralske budskab, som han fandt fuldstændigt uforeneligt med det nazistiske regime. Det forekommer oplagt i dag, men sådan var det kun meget få, der tænkte i samtiden, inklusive de præster og den biskop, han konsulterede før sin beslutning. Her vejede pligten over for fædrelandet tungere end modstanden mod Hitler.
Også efter krigen blev Jägerstätter kritiseret for at have svigtet sit ansvar som ægtemand og far, og selv da hans historie i 1960’erne begyndte at blive kendt og vakte bredere interesse, var de østrigske biskopper generelt uvillige til at prøve hans sag i en saligkåringsproces. Den gængse linje var her, at en saligkåring af Jägerstätter kunne antyde, at den katolske kirke foretrak pacifisme, og at det kunne få alvorlige konsekvenser, når kirken i andre sammenhænge hævdede, at nogle krige kunne være retfærdige og moralsk acceptable. Derfor er det særligt interessant, at Jägerstätter alligevel endte med at blive saligkåret udelukkende for sin principielle afvisning af nazismen som kristen, og fordi anerkendelsen kom under den tyskfødte pave Benedikt XVI, der selv havde førstehåndserfaring med at leve i Hitlertyskland.
Franz Jägerstätter er ikke den eneste helgen, der i lyset af Anden Verdenskrig og nazismen har bragt sine samtidige i forlegenhed eller vendt gængse kategorier om ret og rimeligt på hovedet.
Edith Stein (1891-1942) var en tysk-jødisk filosof, der blev døbt som voksen, og som i 1933 indtrådte i et karmeliterkloster i Köln, hvorfra ordenen i 1938 under indtryk af de nazistiske jødeforfølgelser flyttede hende til et kloster i Holland. Da de hollandske katolske biskopper i 1942 fordømte nazisternes racelære, reagerede den tyske besættelsesmagt ved at deportere de kristne jøder, der hidtil var blevet undtaget, og således endte Edith Stein i Auschwitz, hvor hun blev myrdet. Det var en skæbne, hun havde forberedt sig på længe inden, og allerede i 1939 skrev hun i sit testamente, at hun så sin egen død blandt andet som et offer for freden, for kirken og – mere kontroversielt – som en bod for det jødiske folks vantro.
I 1987 blev Edith Stein saligkåret af pave Johannes Paul II som martyr, selvom jødiske kredse argumenterede for, at hun ikke var blevet sendt i gaskammer for sin kristne tro, men fordi hun var af jødisk race. Dertil kom, at saligkåringen af hende kunne opfattes som en katolsk opmuntring til jøder om at blive kristne, ikke mindst fordi hun selv opfattede sin død som en ”bod” for det jødiske folk manglende tro.
I sin prædiken ved saligkåringsceremonien forsøgte Johannes Paul II at imødekomme den jødiske kritik ved at fastslå, at Stein døde som ”en datter af Israel” omend som overbevist kristen. Hvad angik hendes martyrium, tolkede de kirkelige myndigheder hendes død som en direkte konsekvens af de hollandske biskoppers fordømmelse af nazismens raceteorier. På den måde kunne hun ses som en martyr for kirkens moralske lære. Hun døde ikke kun, fordi hun var jøde, men også for den kristne tro.
Hvis man accepterer den logik, er det kendetegnende for både Stein og Jägerstätter, at de begge opfattede deres egen død som et forsvar for kristendommen og dens etik, også selvom det var helt uforståeligt for mange mennesker i samtiden og eftertiden. Der skulle gå rigtig mange år med offentlig debat om, hvad det vil sige at leve under et totalitært regime, før deres historier blev mødt med en bredere accept.
Centralt i begge skæbner ligger en eksistentiel og religiøs gåde gemt, som Malick udforsker og prøver at anskueliggøre i sin film. Deraf også titlen på filmen om Jägerstätter: ”A Hidden Life”.