Prøv avisen

Martyrerne og de 72 jomfruer

Flere og flere opfatter Koranens beskrivelse af paradis og helvede metaforisk og taler om en paradisisk tilstand i stedet for et konkret, fysisk paradis, skriver Aminah Tønnsen i denne uges uddrag fra debatten på Kristeligt Dagblads hjemmeside

Jomfruer og paradisforestillinger i Koranen

Spørgsmål: Det her med de 72 jomfruer, der bliver stillet til rådighed i paradiset for den mand, der bliver sendt direkte derhen (en martyr), er det en rigtig oversættelse, eller er det blot 72 rosiner, som jeg har hørt?

Skal Koranen, og hvad deraf følger, tages bogstaveligt som Guds ord, der ikke kan rokkes ved? Er udsagnene konkrete - som to og to er fire, eller er de metaforiske, d.v.s. billedlige? Og hvis de er konkrete, hvad så med alle de jomfruer, hvor kommer de fra: Hvem producerer dem, og hvad med deres liv?

Det er ikke kun for sjov jeg spørger - disse jomfruer har jo kostet nogle liv! Det er paradisdrømmen: Livet her på jorden er uvæsentligt, det egentlige liv er i paradis. For mig er min næstes vel vigtigere end 72 jomfruer i himlen, som jeg intet kender til. (Forkortet af red.)

Ling

Forfatter Aminah Tønnsen svarer: Det er en misfor- ståelse at tro, at »livet her på jorden er uvæsentligt - det egentlige liv er i paradis«, som du skriver. Og man skal virkelig læse Koranen, som fanden læser Bibelen, hvis man tror, at man sådan uden videre kommer i Paradis efter at have dræbt sig selv og uskyldige mennesker oven i købet. Det er blevet sagt igen og igen efter den 11. september - for det er vel de begivenheder, du hentyder til.

Ifølge Koranen er det menneskets opgave at tjene/tilbede Gud ved at tjene skabelsen. Mennesket skal tjene Gud og Hans skaberværk, uselvisk og »af kærlighed til Gud«. Gud stiller en belønning - i form af paradis eller en paradisisk tilstand - i udsigt til den, der handler »som Gud vil det«, og derfor er livet her på jorden bestemt ikke uvæsentligt.

Koranens beskrivelse af paradis har i folketroen og blandt ikke-muslimer givet næring til de utroligste forestillinger om et paradis udelukkende for mænd - eller et paradis, hvor mænd får særbehandling på det erotiske plan.

Ifølge Koranen er det denne verdens retfærdige kvinder (også de gamle, visne og tandløse), der vil genopstå som rene, jomfruelige, omsorgsfulde, kultiverede og jævnbyrdige væsener (hur"n) (56:35-38).

Andre steder er der tale om tjenstvillige og evigt unge ynglinge (wildn) - altså væsener med mandlige træk (52:24, 56:17, 19). Der er en fælle eller en modpart (zawj) til alle, for paradisets lyksaligheder skal ikke nydes i ensomhed (2:25, 3:15, 4:57) - uden at Koranen dog sætter tal på disse fæller.

Flere og flere opfatter Koranens beskrivelse af paradis og helvede metaforisk og taler om en paradisisk tilstand og om et fuldkomment sjæleligt fællesskab i stedet for et konkret, fysisk paradis. Vi bliver af mange bogstavtro beskyldt for på kættersk vis at fornægte paradis, men sådan er der jo så meget. (Forkortet af red.)

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Tværreligiøse ægteskaber

Spørgsmål: Man hører ofte om, at en muslimsk mand gerne må ægte en vantro kvinde, mens en vantro mand ikke må ægte en muslimsk kvinde. Hvad er forklaringen på denne ulighed? Og hvilken normativ vægt har dette påbud i dag i et pluralistisk samfund?

Jens Andersen

Forfatter Aminah Tønnsen svarer: Koranen advarer generelt troende imod at gifte sig med hedninge eller afgudsdyrkere, men siger intet om ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en jødisk eller kristen mand.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, hvad tidligere overrabbiner Bent Melchior flere gange har udtalt om emnet - senest i en kronik om islam og demokrati i Berlingske Tidende den 23. juli:

»I Danmark har vi i hvert fald, siden Henri Nathansen for snart hundrede år siden skrev »Indenfor Murene«, diskuteret blandede ægteskaber. Fronterne er ikke mere så skarpt trukket op, men ingen tvivl om, at det er minoriteten, der har mest at miste, fordi den samlede påvirkning af hjem og samfund vil trække i majoritetens retning. Hvis man har en religiøs holdning til tilværelsen, så vil man ikke blot forsøge at præge sine børn med den religiøsitet, men man ser også gerne sine børnebørn følge trop. Det kræver et stærkt og bevidst valg i et hjem, hvis der skal være chance for at modstå samfundets indflydelse på religiøse traditioner. Modstanden imod blandede ægteskaber bliver da mindretallets udtryk for selvopholdelsesdrift. Heldigvis er unge mennesker i dag mere tilbøjelige til ikke bare at se hinanden dybt i øjnene, men også at se problemerne i øjnene, og det er medvirkende til at finde løsninger i fordragelighed.«

Du bruger ordet »vantro«. Der er i vore dage - både hos muslimer og kristne - en sørgelig tendens til at stemple alle anderledes troende som »vantro«, hvilket er en komplet misforståelse - i hvert fald set ud fra Koranen:

Ordet kufr/kafir bruges om den bevidste fornægtelse af Gud og tro; men Koranen taler også om, at der blandt troende jøder, kristne og muslimer er nogle, der igennem deres handlinger gør sig selv til vantro - f.eks. ved at bespotte profeter eller Gud, ved at foretrække mammon for Gud, ved at dyrke personer frem for Gud, eller ved at undlade at udvise omsorg for mennesker, dyr og natur.

Og så er det op til den enkelte at få genoprettet sit forhold til Gud igennem anger, bøn om tilgivelse og konkret anderledes livsførelse.

Derfor burde man efter min opfattelse afholde sig fra at bruge ordet »vantro«, for i sidste ende er det kun Gud, den Almægtige, der har indsigt og viden nok til at vurdere det enkelte menneskes tro, ord og gerninger.

(Forkortet af red.)

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Påsketid

Spørgsmål: Hvordan beregner man påske og anden påskedag i den danske kalender?

Hossein

Sognepræst Leif. G Chris- tensen svarer: Du spørger om, hvordan man udregner dato- erne for den kristne påskefest. Det er faktisk heller ikke så enkelt, idet f.eks. påskedag kan falde i hele perioden fra den. 22. marts til den 25. april. Årsagen er historisk og går helt tilbage til oldtiden. De første kristne menigheder blev i begyndelsen opfattet som en særlig gruppe inden for jødedommen.

Og da Jesus døde i Jerusalem under en påskefest, var det kun naturligt, at man fulgte den almindelige jødiske kalenderudregning, der indleder påskefesten på fuldmånedagen i måneden Nisan, og som fra år til år falder på forskellige ugedage.

Efterhånden bredte troen sig også til jøder uden for Palæstina og til ikke-jøder, og det var ikke længere så naturligt at følge den jødiske påskeberegning.

Nogle kristne mente, at det ville passe sig bedre at holde sig til søndagen som opstandelsesdag. Og på et kirkemøde i år 325 i Nicæa ved Byzans besluttede man, at påskedag altid skulle fejres den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

2. påskedag falder så derefter altid på en mandag, idet Jesu opstandelse er så væsentlig en begivenhed, at den fejres over to helligdage.

Med venlig hilsen

Leif G . Christensen