Prøv avisen

Med fandens spadserestok i den hemmelige have

HAVEVANDRING: Fredfyldt hengemt mellem de gamle bygninger ligger Charlottenborgs nyrenoverede Billedhuggerhave som en lille oase, der fortæller historien om stedets botaniske og kulturhistoriske fortid

Den tunge gitterlåge går i bag os. Formiddagsstøjen fra Kongens Nytorv i København er langt væk, selv om vi kun er et stenkast derfra. Jeg er på havebesøg denne solrige tirsdag, og Morten Stræde, billedhugger og professor ved Kunstakademiet, viser mig rundt i skyggen fra valnødderne og fandens spadserestok og de talrige andre krogede træer, som jeg knap kender navnene på.

Vi er på fortroligt område i mere end en forstand. Billedhuggerhaven i København, der ligger kilet inde bag Kunstakademiets bibliotek, er forbeholdt de studerende på akademiets billedhuggerskole. Den er ikke offentligt tilgængelig, men fungerer som et arbejdsrum, hvor der er mulighed for de store bevægelser. Men haven har også sin egen stemning, noget hemmelighedsfuldt og svangert, en skjult og tilsyneladende tilfældig orden, men en orden ikke desto mindre.

Billedhuggerhavens nuværende udseende skyldes en nylig renovering, som blev sat i værk på initiativ af Morten Stræde og lektor Erik Varming. Efter mange års slitage af havens beskedne arealer var det efterhånden på høje tid at genfinde noget af den ånd, som engang hørte stedet til.

En arkitekt og en landskabsarkitekt blev sat på opgaven. Tilfældigt opstillede skure langs den langstrakte gule længe, som er en del af Holmens gamle reberbane, blev revet ned, så bygningen igen kunne komme til sin ret. Mange års halvfærdige og herreløse elevprojekter blev fjernet, mens de talrige dekorative ruinfragmenter, der stammer fra C.F. Hansens nedbrændte Christiansborg i 1884, stadig har en fremtrædende plads.

Stumper og stykker fra den gamle slotsruin dukker op i alle tænkelige varianter, mens vi går der i skyggen. En enkelt søjle står knejsende midt i haven, angiveligt fra Kongens trappe. Søjlekapitæler, gesimser og akantusblade, som engang var tænkt som genbrugsmateriale til akademiets studerende, men som over årene er kommet til at se ud, som om de er vokset op af jorden. Andre gamle stenrester er sammen med nye belægninger blevet anlagt som fliser og trædesten i et nænsomt spil mellem farver, teksturer og størrelser.

En markant nyskabelse er den aflange værkstedspavillon langs den gamle reberbane, udført i sibirisk lærk. Pavillonen, der både rummer depoter og en åben huggeplads, er moderne og elegant i sit udtryk, men den folder sig også naturligt ind i haven som en rumdeler, der skærmer de mere larmende og robuste aktiviteter af billedhuggerfaget af fra det vegeterende liv på den anden side.

Selv om der ikke er sparet på noget, gør haven ikke noget væsen af sig. De seneste år var bevoksningen efterhånden blevet en uskøn affære, nogle steder ganske udtyndet, andre steder overgroet. Ved at bevare noget af den ældste og mest værdifulde bevoksning og samtidig føje en lang række nye, botanisk interessante vækster til listen er det lykkedes arkitekterne at genskabe en naturligt variereret og imødekommende frodighed. Det er, som om haven altid har set sådan ud med sit væld af bladranker, de mange klatrende vedbend og det blomstrende bunddække.

Historien om Billedhuggerhaven går langt tilbage. Haven er faktisk den sidste stump af det barokhaveanlæg, som Ulrik Frederik Gyldenløve anlagde i forbindelse med opførelsen af Charlottenborg i slutningen af 1600-tallet. Slotshaven blev omdannet til botanisk have i 1778, og det siges, at Billedhuggerhavens paradisæbler har deres rødder helt tilbage dertil.

Ferdinand Meldahls byplaner fra 1866-67 vedrørende Gammelholms fornyelse betød, at størsteparten af det gamle haveareal blev omdannet til gader, og det var også i den forbindelse, at Holmens reberbane, med undtagelse af den gule længe, blev revet ned. Tilovers var en lille, grøn plet i det sydvestlige hjørne, og her nåede Billedhuggerhaven endeligt sin form i forbindelse med opførelsen af udstillingsbygningen i 1881-1883. I mellemtiden var Charlottenborg for længst blevet overdraget til Kunstakademiet, og havens nære tilknytning til Billedhuggerskolen gav den sit nuværende navn.

En del år tidligere havde også Bertel Thorvaldsen haft residens her. Det var dengang, han i 1838 vendte hjem fra Rom til en fyrstelig modtagelse og fik bolig og atelier under Kuppelsalen. Det siges, at det er hans bord, der stadig står i havens store midtercirkel. Sandt er det i hvert fald, at det var her, det berømte fotografi med billedhuggeren, der står ved et staffeli og sender et diskret djævletegn ud til fotografen, blev taget.

Den store kunstner har nu fået sit eget lille mindesmærke i Billedhuggerhaven: en bronzeafstøbning af hans skitse til »Selvportræt med håbet« (1839) er blevet opstillet i skyggen under et af de store træer. Også Nicolai Abildgaard har sat sine stilfærdige spor. Lidt længere henne, lidt undseligt lænet op af en stamme, står hans mindesten over hunden Iordano, der døde »i det mærkelige år, da et pund sukker kostede 43 skilling«.

Jeg kunne blive hængende længe endnu i denne lille oase af beskedne attraktioner. Men det er tid at vende tilbage til virkeligheden på den anden side af gitterlågen.

Et lille skrift er udgivet i forbindelse med renoveringen af Billedhuggerhaven: Billedhuggerhaven. 35 sider. Charlottenborg 2002.

kultur@kristeligt-dagblad.dk