Prøv avisen

Med Gud bliver man aldrig skuffet

Bettina Meisner, talskvinde for Islamisk Trossamfund, har kristen baggrund. Det fortæller hun om i dette interview med Kristeligt Dagblad om religiøs søgen, om tro og om væsentlige valg i livet. – Foto: Mette Frandsen.

Som barn kom hun både i folke- og pinsekirken. Men som 18-årig konverterede Bettina Meisner til islam, og i dag er hun talskvinde for Islamisk Trossamfund

Et beigefarvet tørklæde med perler som pynt rammer Bettina Meisners ansigt ind. På et lille kontor i trossamfundets bygninger på Dortheavej i København taler den 43-årige talskvinde for Islamisk Trossamfund energisk om sin tidligere søgen efter det rigtige religiøse ståsted.

Hun er vokset op med en mor, der var kordegn i flere sognekirker. Derfor var den lille Bettina med til gudstjenester, børneaktiviteter i kirken og krybbespil til jul.

Det var spændende, og jeg troede på Gud, siger Bettina Meisner i dag.

Straks begynder hun at fortælle om sin gamle ven fra barndommen, Ruth Vermehren, en af Danmarks første kvindelige præster.

Hvad betød Ruth Vermehren for din tro?

Mine forældre arbejdede for hende, så jeg kom meget hos hende, fra jeg var omkring syv år. Hun var på det tidspunkt omkring 80 år. Vi talte både om almindelige hverdagsting og om det religiøse, så hun prægede mig og vækkede min nysgerrighed. Jeg mindes, at vi læste Peter Jul, og hun fortalte mig meget om det vigtige i at tage sig af andre mennesker. Hun var et fantastisk menneske, og jeg oplevede en særlig varme hos hende. Samtidig var hun meget begejstret for, at jeg begyndte i pinsemenigheden som niårig og sagde hold fast i det.

Hvorfor begyndte du at komme i pinsekirken?

Allerede som niårig var jeg søgende, og jeg oplevede pinsemenigheden som mere intens end folkekirken. Jeg fandt hurtigt den spirituelle dimension i pinsemenigheden tiltrækkende, fordi den gav mig en opfattelse af at være tæt på Gud. Til min mors fortrydelse valgte jeg konfirmationen fra i folkekirken og fik i stedet en velsignelse i pinsemenigheden. Det var en fantastisk oplevelse. Hver især fik vi et personligt vers. Jeg fik verset, hvor der står, at Herren lader sine engle vogte over dig, at de skal bære dig på deres hænder, så du ikke skal støde din fod på nogen sten. Det vers vender jeg ofte tilbage til, fordi det netop fortæller mig, at hvis man er oprigtig omkring sin tro, så vil Gud også vejlede en. Det er netop, hvad jeg har følt gennem hele mit liv.

Men du blev ved med at søge i andre religiøse kredse. Hvorfor?

Jeg syntes, at der stod ét i Bibelen, og at de kristne gjorde noget andet. I pinsemenigheden oplevede jeg for eksempel, at jeg var mindre værd, fordi mine forældre ikke kom i pinsemenigheden. Samtidig blev der lagt pres på mig i forhold til, om jeg skulle døbes. Men jeg kunne ikke acceptere, at de skulle have et bevis fra mig om, hvorvidt jeg var seriøs med min tro eller ej. Det var jeg, men det var en sag mellem Gud og mig.

Du begyndte at interessere dig for islam. Hvad mødte du her?

Som 17-årig tog jeg til London og mødte en række muslimer. Vi diskuterede blandt andet forståelsen af treenigheden, der er den markante forskel på islam og kristendommen. Jeg kunne igen og igen se, at islam havde nogle bedre argumenter. Så jeg begyndte at læse bøger om islam. Det var i 1980erne, så der var ikke meget snak om islam eller muslimer på det tidspunkt, men efter nogen tid fandt jeg frem til Islamisk Kultur Center i Bellahøj, hvor der var en moské, og man praktiserede sunni-islam. Da jeg kom dertil, følte jeg mig hjemme. Jeg blev simpelthen taget med storm. Hurtigt fik jeg kontakt til en konvertitgruppe bestående af tre kvinder. Det hele var meget overvældende, men jeg kunne mærke, at jeg var på rette vej. Igen følte jeg, at Gud havde vejledt mig. Jeg konverterede tre måneder senere, lige da jeg var fyldt 18 år.

Hvad tiltalte dig i islam?

I kristendommen havde jeg savnet svar på en masse spørgsmål om livet. Dem kunne jeg finde i islam, fordi islam er et helt system. Her fandt jeg hele den pakke, jeg havde søgt efter med både religion, politik og hverdagsliv. Bønnerne tiltalte mig også meget. Jeg oplevede den spirituelle atmosfære, når man beder, og det fællesskab, bønnen giver med andre mennesker. Når man forlader sin bøn, så har man ikke alene gjort sin pligt, man er også blevet fyldt med overskud, glæde og fred. Samtidig føltes det rigtigt, at det var mig, det handlede om, og ikke, hvor jeg kom fra, eller om jeg havde bevis for min tro.

Du har levet med islam i 25 år. Hvad har religionen helt overordnet givet dig?

Når man lever uden tro, så er det en kamp hele tiden. Det er et hårdt liv uden troen, så jeg er taknemmelig for, at jeg har min tro. Det er jo naturligt, at mennesket tror på noget. Hvis ikke man tror på Gud, så har man forbilleder, og det er i dag mest tv-stjerner eller popidoler. Men man vil tit blive skuffet, når man ser, hvordan David Beckham eller Britney Spears egentlig lever. Men med Gud bliver man ikke skuffet.