Med Luther ændrede begravelsen karakter

Kirken har fra ældste tider lagt stor vægt på værdig omgang med de døde, men hvor katolikker holdt begravelse til hjælp for de døde, ville Luther gøre det til hjælp for de efterlevende

Med Luther ændrede begravelsen karakter
Foto: Adam Garff.

Kristentro og begravelse hører sammen. Det gælder både historisk og aktuelt. De første kristne var kendt for at tage sig omhyggeligt af deres døde og give dem en værdig begravelse med baggrund i deres tro på kroppen som et Helligåndens tempel og kødets opstandelse. Med kristendommens indførelse i Danmark fik vi også nye gravskikke, så man begyndte for eksempel at begrave børn.

Ceremonierne omkring dødsfald ændredes ved Reformationen. I katolsk tid var ceremonierne tænkt som gavnlige for den døde. Man afholdt dødemesser med forbøn for den døde, ud fra en tanke om at hjælpe de afdøde hurtigere gennem skærsilden. Men reformatoren Martin Luther opfattede disse messeofre som gerningsretfærdighed, der modsagde nådens og troens betydning. Han ville ellers af princip bevare de katolske ritualer, hvis de var forenelige med evangelisk tro. Det var ritualerne for dåb og vielse, men ikke det katolske begravelsesritual, der derfor blev afskaffet. Martin Luther lavede ikke selv noget nyt ritual, og folkekirken har aldrig haft noget ritual for begravelseshandlingen. Alle skulle dog have en værdig og kristen begravelse, og derfor skulle der ske jordpåkastelse ved en præst – det var det eneste faste og autoriserede. Man kunne derudover måske få præsten til at holde en prædiken, men dette var frivilligt for begge parter. Selv anbefalede Martin Luther, at der blev prædiket i forbindelse med begravelser:

”Vi synger ikke sørge- og klagesange over vore døde og ved gravene, men trøstesalmer, for at vor tro må blive styrket, og folk vækkes til ret andagt. Derfor lader vi ved graven ordet lyde om syndernes forladelse og liv og salighed for dem, der er hensovet i Herren.”

I luthersk tid skulle en præsts ligprædiken være de sørgende til trøst og de efterlevende til formaning og undervisning, hvor man i katolsk tid i højere grad havde holdt begravelse for de dødes skyld.

I datiden blev det også et økonomisk spørgsmål, om der skulle være en prædiken. Præsterne fik penge for deres ulejlighed med at holde en prædiken ved begravelser, og det kunne tage overhånd. I Danske Lov fra 1683 hed det om præsterne:

”Hvis de har tid og er bedt derom, skal de på prædikestolen holde en prædiken og formaning af Guds Ord til folket, og hvis der gives dem noget derfor frivilligt, må de modtage det. Men de må ingenlunde nogen foreskrive, hvad, eller hvor meget de vil have.”

En kort levnedsbeskrivelse fandt man det også naturligt at lade indgå. Fra officielt hold fik præsterne i kirkeritualet fra 1685 lov til at nævne, hvad afdøde havde skænket til kirke og skole som et godt eksempel for andre. Men det blev ellers indskærpet, at man ellers hverken måtte rose den afdøde eller falde for fristelsen til at kritisere vedkommende. Kun hvis afdøde vitterligt havde gjort noget forkert, måtte præsten stilfærdigt nævne det for at advare tilhørerne.

I perioder svulmede levnedsbeskrivelserne alligevel op. Jo mere rosende, des flere penge til præsten. Der var biskopper, der blev rige ved at holde taler over afdøde adelsfolk. Omkring 1820 holdt en biskop en begravelsestale på fem timer, fordi han blev aflønnet efter længden! Dengang i oplysningstiden var det kristne håb kommet i baggrunden, og vægten lagt på mennesket. Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt har beskrevet sådanne taler som ”københavnske oratorers farvelpræstationer med lyse slutakkorder”, men med vækkelserne senere i 1800-tallet svingede pendulet tilbage igen. Da den grundtvigske vækkelsesprædikant, senere biskop, Skat Rørdam var blevet præst i hovedstaden i 1880 nægtede han at efterkomme ønsket om personlige hyldesttaler, for han ville ikke gøre sig selv til nar ved den slags gøgl, men i stedet levere en tale om synd og nåde.

I dag er spørgsmålene igen til debat. Skal der autoriseres et egentligt begravelsesritual, så præster ikke blot har vejledende ritualer at holde sig til. Biskop Marianne Gaarden har talt for, at man kan velsigne de døde, og således er det gamle spørgsmål dukket op: Holder man begravelse for de dødes eller for de levendes skyld? Nogle ser en tendens til, at levnedsbeskrivelser i dag er ved at tage helt overhånd igen i præsternes begravelsestaler, og dermed er det også igen aktuelt at diskutere, hvor hovedvægten skal lægges ved en kirkelig begravelse.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.