Naturoplevelsen, fællesskabet eller ensomheden på ruten, indre rensning af sjælen, meditation, bøn. Der er mange grunde til at tage på pilgrimsrejse under sommerens sol. Én ting forener dog pilgrimsrejsende til alle tider trods de forskellige grunde til at spænde vandreskoene: rejsepengene i rygsækken.
Derfor har pilgrimme ofte været et eftertragtet bytte. Heldig, hvis ikke salig, var den butiksejer, der kunne få pilgrimsruten bøjet forbi sin dør, og det har af og til ført til intens strid om ruteplanen. Én af de mest kendte pilgrimsruter, Via Dolorosa i Jerusalem, har for eksempel ligget en række forskellige steder i byen, og den nuværende er knapt mere end 150 år gammel.
Et nyere eksempel har vi i en lille galilæisk pilgrimsstrid mellem det israelske turistministerium og en driftig israelsk hostel-ejer. Sidstnævnte tog for et par år siden initiativ til at få afmærket en sti fra Nazaret til Kapernaum under navnet Jesus-stien (The Jesus Trail). Nu har det israelske turistministerium åbnet en alternativ rute, Evangelie-stien (The Gospel Trail), der tager sine vandrende igennem nogle andre landsbyer og dermed forbi nogle andre overnatnings- og spisesteder. Som én fra turistministeriet siger det: Ingen ved jo med sikkerhed, hvor Jesus gik, så det kan lige så godt være på vores sti Med den logik kommer der sikkert snart en tredje rute.
LÆS OGSÅ: "En pilgrimsvandring kan sagtens foregå i løb"
Én, der mere end nogen vidste, at pilgrimsrejsende kan gøres til en blomstrende industri, var Herodes den Store. Arkæologiske udgravninger i Jerusalem de seneste årtier har afdækket en hel utrolig rigdom blandt den øverste klasse i form af kolossale byvillaer med dyrt, importeret inventar fra hele paletten af, hvad det romerske rige kunne opbyde. Arkæologer og historikere har været nødt til at spørge sig selv: Hvor kom al den rigdom fra, som flød i Jerusalem frem mod byens ødelæggelse af romerne i år 70? Selvom Judæa ikke er ren ørken, så er området omkring Jerusalem heller ikke en landmands paradis. Der er heller ingen forekomster af diverse ædelmetaller eller andet godt fra undergrunden, der kunne skabe en sådan rigdom.
Svaret ligger lige for: Jerusalems rigdom kom fra pilgrimsindustrien, der genererede store indkomster til templet, til præsterne og til Herodes.
Det var ikke fordi, Jerusalem ikke også før Herodes den Store var et mål for pilgrimme, men Herodes foretog et par strategiske investeringer, der løftede rejseaktiviteten til nye højder og ligefrem skabte en pilgrimsbølge.
På den ydre side sørgede Herodes for selve udgangspunktet for denne bølge: fred og sikkerhed på vejene. Herodes lagde sig her i kølvandet på sin patron i Rom, kejser Augustus, der havde som sit helt store mål at skabe den romerske fred (pax Romana). For eksempel etablerede Herodes nogle fremskudte militærposter på vejene mod Perserriget i øst, hvor fjendtligheden var størst.
Men det var frem for alt på den indre side i Jerusalem, at Herodes foretog nogle store pilgrimsinvesteringer. Først hævede han seværdighedsniveauet for selve tempelbygningen, der blev ombygget og forskønnet, så de senere jødiske rabbinere skrev, at den, der ikke har set Herodes tempel, ved slet ikke, hvad en smuk bygning er. Og den jødiske historieskriver Josefus fortæller, hvordan man næsten ikke kunne holde ud at se på det, da genskinnet i templets guld og marmor blændede en.
Dernæst udvidede Herodes pladsen rundt omkring templet til i alt cirka 144.000 kvadratmeter. Der er lavet sammenligninger med pladsen rundt omkring Kabaen og den sorte sten i Mekka, der under de store valfartsfester i dag kan rumme cirka 500.000 mennesker. Hvis vi sammenligner med Herodes tempelplads, så ender den med en pilgrimskapacitet på 400.000 mennesker.
Disse mange pilgrimme skulle ikke blot have et sted at spise og sove. De skulle også have noget at ofre. Til det formål havde Herodes omkranset tempelpladsen med søjlegange, der fungerede som et stort handelsområde. Her kunne pilgrimmene veksle deres lokale mønter til den særlige sølvmønt, der alene blev godtaget som tempelskat, og her kunne de købe lydefri offerdyr uden fejl.
Der er uden tvivl mange gode grunde til en pilgrimstur i sommerlandet, og der er heller ingen tvivl om, at en pilgrimsrejse på Jesu tid var en højtidelig, festlig såvel som social begivenhed. Det Gamle Testamentes valfartssalmer har gjaldet gennem bjergene, og høj som lav har været i godt humør.
Men pilgrimmes penge i rygsækken har til tider været en stor fristelse for driftige forretningsmænd, og de senere års arkæologiske udgravninger i Jerusalem har givet os en bedre ramme for at forstå, hvorfor der engang var en pilgrim fra Galilæa, der gik amok over den store pilgrimshandel, da han endelig nåede sit pilgrimsmål i Jerusalem.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift, TEL