Med tiltro kommer tilgivelse

Den, der har tiltro til, at Jesus tilgiver, vil også opleve tilgivelsen. Det er budskabet i søndagens prædiketekst fra Lukasevangeliet, mener forfatter Jens Christian Grøndahl

Gennem hele sin historie har kristendommen rummet en enten latent eller udtalt kritik af det hierarkiske samfund, hvor nogle er bedre end andre, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl. –
Gennem hele sin historie har kristendommen rummet en enten latent eller udtalt kritik af det hierarkiske samfund, hvor nogle er bedre end andre, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl. – . Foto: Leif Tuxen.

Man kan ikke undgå at støde på dem på sin vej gennem København. Folk, der er faldet uden for samfundets normer og rammer: narkomanerne, alkoholikerne, de hjemløse. Forfatter Jens Christian Grøndahl er med egne ord ikke altid lige god til at vise næstekærlighed, men det sætter sig i ham, når han vælger blot at passere forbi de udsatte individer, han møder.

For Jens Christian Grøndahl er det særligt kristendommen, der prikker til ham. Den bliver virksom i ham og gør ham bevidst om, at han af og til bør træde ud af sin komfortzone og række hånden ud til de mennesker, der har brug for det.

Det er en bibeltekst som søndagens prædiketekst fra Lukasevangeliet med til at minde ham om, fortæller han. I teksten hører vi, at farisæeren Simon har indbudt Jesus til en middag, som bliver afbrudt af en kvinde, der lever i synd. Kvinden vasker Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og smører dem ind i olie. Ifølge Jens Christian Grøndahl er det en meget intim og meget grænseoverskridende situation, da man forestiller sig, at kvinden er prostitueret.

”Men Jesus accepterer hende fuldt ud. Og det er det, der er centralt i denne fortælling. En af samfundets nederste og mest foragtede – et absolut udskud, som har forbrudt sig mod samfundets normer – bliver uden tøven taget ind i varmen og accepteret,” siger han.

I teksten fortæller Jesus kvinden, at hendes tro har frelst hende. Ifølge Jens Christian Grøndahl er det kvindens tiltro, der sætter hende fri.

”Hun kommer ind i et hus, hvor hun er en foragtet kvinde, med en forestilling om, at Jesus vil tage imod hende. Hendes tro slår mig derfor i dette tilfælde som tiltro. Tiltro til, at Jesus ikke viser hende bort,” siger han og uddyber:

”Jeg behøver slet ikke at gå ind i en metafysisk forestilling om tro for at forstå, hvad Jesus siger. For når jeg tilføjer det lille ’til’, hedder det først og fremmest, at ’din tiltro har frelst dig’, din tillid til, at Jesus ikke støder dig væk, at Jesus vil favne dig og fortælle dig, at du er god nok, og at han har en plads til dig i sit fællesskab.”

Med begrebet tiltro kan man ifølge forfatteren forbinde situationen med sit hverdagsliv, for så handler teksten pludselig om alle de gange, man selv møder verden og mennesker med åbenhed, eller selv går til folk med en tiltro til, at de ikke vil afvise én. Dermed taler teksten ind i forholdet mellem mennesker, mener Jens Christian Grøndahl, og det er netop én af grundene til, at han aldrig har kunnet give helt slip på kristendommen.

”Den fortæller mig hele tiden, at jeg skal være nærværende over for det liv, jeg lever, og de mennesker, jeg er sammen med. Jeg skal ikke fortabe mig i store forestillinger om det metafysiske og det hinsides. Jeg skal se på det menneske, der møder mig, og være åben – måske særligt over for det menneske, som er mig allermest fremmed,” siger Jens Christian Grøndahl, der beskriver sig selv som agnostiker.

I forfatterens optik er der noget ”revolutionerende ved kristendommen”. Gennem hele sin historie har kristendommen rummet en enten latent eller udtalt kritik af det hierarkiske samfund, hvor nogle er bedre end andre, mener han.

”Det er ikke mindst kristendommens sociale dimension, der gennem århundreder har ført os frem til et samfund, som er mere accepterende og åbent for alle. Det er også derfor, at man ikke kan komme uden om, at selvom vi lever i et verdsligt samfund, som forstår sig selv gennem politiske termer, er det også et samfund præget af kristne værdier,” siger Jens Christian Grøndahl.

Ifølge forfatteren skærer Jesus i bibelteksten budskabet ud, så alle kan forstå det ved at fortælle en lignelse om to skyldnere, der får eftergivet deres gæld. Den, der får eftergivet mest, er også den, der påskønner det mest – det betyder, siger Jesus til farisæerne, at den, der får mest tilgivet, også er den, der elsker mest.

”Det går igen i mange af kristendommens centrale fortællinger, at den første til at modtage Guds nåde, er den sidste, som man ville tro havde gjort sig fortjent til det. Men tilgivelsen, nåden og accepten kommer – ligesom den gjorde til den prostituerede kvinde i fortællingen,” siger Jens Christian Grøndahl, der mener, at det bør minde os om, at selv samfundets laveste har en plads hos Gud og derfor også bør have det hos os mennesker.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike over denne tekst på søndag?

Jeg ville tale om, at der er en social dimension, som handler om, at vi som mennesker skal inkludere selv de mest foragtede i samfundet, og at der er en eksistentiel dimension, der handler om, at man skal have tiltro – tiltro til, at man kan tilgives og elskes. Det er de to kernepunkter i fortællingen.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det ottende bud om, at man ikke må vidne falsk mod sin næste. Det taler direkte ind i det informationssamfund, vi lever i, hvor ikke mindst de sociale medier er kommet til at spille en rolle, som vi ikke havde forudset. Der florerer stadig flere falske historier, som også de etablerede medier tager op, og begreberne sandt og falsk er ved at gå i opløsning.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Som agnostiker er jeg meget konservativ. Fordi jeg selv er så flakkende, sætter jeg stor pris på, at kirken er så uforanderlig som mulig. Jeg forstår godt, hvis man måske synes, man må følge lidt med tiden, men kirken i Danmark er en tradition, der er over 1000 år gammel. Når man træder ind i kirkerummet, er man i en anden tid med et andet åndedræt og en anden måde at være til stede på. Det skal kirken blive ved med at være.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg har ikke noget gudsbegreb – det forekommer mig nærmest at være en blasfemisk tanke. Det må være Gud, der har et billede af mig, ikke omvendt. Et billede, jeg ikke kender, men som jeg en sjælden gang imellem mærker som en følelse af at være omfattet af et blik, der er større end noget, jeg kan forestille mig.