Hvis de nordiske folkekirker skal i spalterne i de brede dagblade og på tv-stationer, skal der gerne være ord som skandale, misbrug eller homoseksualitet i overskriften, og af og til ender det med en serie af udmeldelser fra det folkelige trosfællesskab.
I Sverige har over 13.000 forladt kirken, efter Aftonbladet og Sveriges Radio for nylig beskrev svindel i kirkens udenlandske afdeling. Desuden har det fået hård kritik, at kirkens midler er blevet brugt på luksusrejser for de ansatte. De senere år har der også i andre nordiske lande været en række enkeltsager i medierne, som har fået mange til at melde sig ud.
I 2011 meldte over 30.000 finner sig ud efter en ophedet debat om homoseksuelle i tv, hvor en kristen politiker blev opfattet som anti-homoseksuel. I april i år kom det frem, at antallet af udmeldelser i Norge steg markant efter vedtagelsen af homoseksuelle vielser, og lignende tendenser sås under den danske debat om spørgsmålet i 2012.
I øjeblikket er det Ateistisk Selskabs kampagne, der trækker opmærksomhed i de brede medier og ifølge dem selv har fået over 10.000 danskere til at forlade folkekirken.
Elisabeth Sandlund, der er debatredaktør for den kristne svenske avis Dagen, mener, at der er fællestræk mellem sagerne.
”Medierne spiller en afgørende rolle i at formidle information om, hvad der foregår i kirken, og de almindelige medier dykker kun sjældent ned i andet end de ofte simple og letforståelige sager. Det betyder også, at folket kun sjældent hører om kirken, og når der så dukker en eller anden omstridt enkeltsag op, bliver det det, der får dem til at melde sig ud,” siger hun.
Sandlund mener, at mange journalisters manglende viden om tro gør, at det nærmest kun er enkeltsager om homoseksuelle, misbrug eller svindel, der når den brede offentlighed.
”Medierne vil have skandaler og ikke teologi, og den generelle indsigt i spørgsmål om tro er for enormt mange journalisters vedkommende stærkt begrænset. Det betyder også, at andre aviser ofte ender med at ringe for at spørge os til råds de få gange, de rent faktisk skriver om kirkestoffet,” siger Elisabeth Sandlund.
Hun mener, at mange ofte skærer kirken over en kam og glemmer de store teologiske forskelligheder, som de nordiske kirker rummer. Sandlund mener ikke, at det betyder, at medierne har fået svenskerne til at melde sig ud, men at enkeltsagerne ofte bliver dråben, der får bægeret til at flyde over.
Ole Preben Riis, der er professor emeritus i religion i moderne samfund ved Universitetet i Agder, er enig i Sandlunds udlægning. Han sammenligner enkeltsagernes betydning i kirken med politik.
”Valgforskere vil meget gerne lægge vægt på enkeltsagers betydning, men det, der egentlig sker, er, at folk, som længe har været kritiske, får en lejlighed til at udtrykke deres holdning. Den samme mekanisme kan spores i kirken og rejser et spørgsmål om, hvor dybt konfessionen sidder i kirkens medlemmer,” forklarer han.
Riis peger på, at der i forhold til kirken stilles ekstraordinært store krav til moral, men at det særligt i større sogne er vanskeligt at få medlemmerne i tale i de spørgmål, der optager den brede offentlighed.
”Folkekirkerne lever af at være et troværdigt følelsesmæssigt fællesskab af værdier og etik. Men hvis man svigter medlemmernes tillid og opfører sig umoralsk, så ryger hele folkekirkens grundlag. I de små sogne, hvor præsten stadig er en del af det sociale fælleskab, er det lettere at gå ind i diskussionerne og forsvare kirken, men i de store byer er kirkerne ikke ret gode til at komme igennem og vise, hvad de står for. Det har skabt en kløft mellem de aktive, der selv søger kirken for diskussion, og den brede gruppe af sovende medlemmer, der ikke ser forskel på den lokale kirke og folkekirken som institution,” forklarer han.