Biskop Thomas er kodeordet, der får porten til at åbne sig, når man står foran en sandfarvet mur omkring biskoppens klosterlignende bygning ved en ørkenhovedvej mellem Kairo og Alexandria små 80 kilometer nord for Kairo. Lige så snart vagten har hørt, at der er aftalt møde med biskop Thomas, bliver porten slået op på vid gab.
Bag porten løber den støvede ørkenvej videre mellem levende hegn af blomstrende trillingranker i alverdens farver. Området består af frodige marker, frugtplantager og haver – hist og her med sandfarvede bygninger i små klynger.
Det kristne refugium hedder Anafora og er i 1999 grundlagt og siden drevet af biskop Thomas sammen med den svenske kvinde Katja Bexar. Hun kom i sin tid til Egypten for at interviewe den karismatiske koptiske biskop og blev grebet af hans spirituelle energi og tanker om dialog og solidaritet. Stedet fungerer som et åbent kloster. Hvem som helst kan, uanset religion eller nationalitet, tage ophold i kortere eller længere tid.
”Vi vælger ikke selv vores vej,” svarer den snart 60- årige biskop Thomas på spørgsmålet om, hvordan han kort efter at være færdiguddannet dyrlæge i Kairo en dag valgte at gå i kloster og blive munk.
I den koptiske kirke er der to spirituelle spor, man kan følge. Enten cølibatets vej, hvor man går i kloster, bliver munk, derefter præst i kirkens administration eller biskop og dermed teoretisk kandidat til en dag at blive valgt til at lede kirken som pave. Eller den vej uden cølibat, hvor det kræves, at man bliver gift og stifter familie. Den vej fører til præstegerningen i menighederne. For i det arbejde må man have erfaring med kødelig kærlighed, samliv og familie for at kunne rådgive og vejlede.
Biskop Thomas forlod alt, hvad han hidtil havde foretaget sig, for at blive munk i et af de mange koptiske ørkenklostre i Egypten. Derfra blev han sendt et år til Østafrika for at tjene kirken dér. Da han kom tilbage, blev han i 1988 udpeget til biskop. Han blev en ud af den koptiske kirkes 132 biskopper, hvoraf de 40 i dag er bosat uden for Egypten i den koptiske diaspora. På grund af den store emigration er der i dag koptiske kirker i 100 forskellige lande, hvor egyptiske kristne har slået sig ned.
Han oplevede et kald, som kan synes uforståeligt, hvis man prøver at forklare det med almindelige ord, siger han.
”Et kald er en indre viden. Den stærke følelse af et indre kald går langt ud over at være information. Når information parrer sig med sjælen, opstår der viden. Når viden modnes, skabes der en vision. Når visionen inkarneres, bliver den til handling. Man kan ikke komme fra information direkte til handling. Derfor er kaldet inkarnationen af en vision. Det, der er inde i dig, hvad det så end er, modnes som en vision, og det bliver dit kald. Derfor er det ofte ikke muligt at forklare, hvad det er, der sker, for med ord kommer det let til at lyde tomt. Det indre kald er dybt lejret i sjælen, og det får dig til at foretage en handling. Det kan være svært for andre at forstå, at en ung veluddannet mand smider alt, hvad han har, fra sig og går i kloster. Det er mit indre kald at tjene menneskeheden, tjene Gud og fremme medmenneskelighed og godhed. Det er en kraft stærkere end noget andet,” siger den koptiske gejstlige, der er biskop over El-Qussia og Mair stift.
I april ramte bombeangreb to koptiske kirker palmesøndag, henholdsvis i Alexandria og i byen Tanta i Nildeltaet, hvor i alt 43 mennesker blev dræbt og hundrede blev såret.
”Vores første reaktion er tilgivelse. Vi sender en positiv budskab til verden. Hele verden er i den konflikt, men jeg ser det ikke som en kamp imod mennesker, men som en kamp imod ondskaben som idé, som tanke. Det er ikke altid, folk forstår forskellen. Men jeg ser alle mennesker forbundet i kærlighedens cirkel, og det gør det let at elske,” siger biskop Thomas, der ser Egyptens terror som del af en global kamp.
”Vi står sammen imod ondskaben, mod de idéer og kræfter, der vil ødelægge menneskeheden. Problemerne er globale, ikke lokale. Ondskaben ønsker at sprede frygt. Med tilgivelsen siger vi: Vi er ikke bange,” forklarer han.
”Vi skal stå sammen, de gode mennesker med de gode hensigter. Vil skal stå sammen om retfærdighed. Kærlighed, tilgivelse og retfærdighed er stærke ytringer. Og når vi siger det, samtidig med at paven fra Rom kommer på besøg i Egypten, så skaber vi en ’mildhedens revolution’, som vil føre til en positiv forandring for hele menneskeligheden”.
Biskop Thomas’ slanke arme og hænder flyver rundt i luften. Ansigtet er indkranset af hans tætsiddende sorte munkekyse med hvidt broderi og det viltre grå fuldskæg. Smilerynkerne om de mørke øjne bliver flere og dybere, når han ivrigt forklarer om kærligheden til menneskeligheden.
”Skal jeg tage min bispehat på, så jeg ser ud som en biskop?”, spørger han pludselig midt i talestrømmen. Han finder den runde silkehat frem, sætter den smilende oven på kysen og fortsætter med samme engagement.
”Kræver det et særligt religiøst tilhørsforhold at være medmenneskelig? Det er et spørgsmål, vi må stille os selv. Og mit svar er, at medmenneskeligheden ikke tilhører nogen bestemt religion. Medmenneskeligheden er meget mere end det religiøse tilhørsforhold. Forstår vi ikke det, forstår vi ikke religionen. På den måde er medmenneskeligheden vigtigere end religionen. De, der ikke forstår medmenneskelighed, forstår ikke Gud.”
”I vores arbejde giver vi idéen, så andre kan implementere den. Vi er et ekko af Kristus. Som kirke er vores opgave ikke at overbevise, men ved at undervise i de gode principper at inspirere menneskets frie vilje. Vi underviser og giver menneskene redskaberne til at stå fast og være tro imod Kristi lære,” siger biskop Thomas.
