Det var dagen, den israelske arkæolog Mordechai Aviam fra Kinneret College længe havde set frem til, da han for et par uger siden satte sig ind i sin jeep for at køre den halve time fra sit hjem i bjergene i den nedre del af Galilæa til den nordøstlige side af Genesaret Sø. Den lange vinter på universitetets kontor var forbi, og første dag i årets udgravningssæson lå foran. For en arkæolog er det lidt ligesom for en ko, der skal på græs.
Men hvor usædvanlig dagen endte med at blive, var han ikke forberedt på. Da han ankom til udgravningsstedet, der går under navnet el-Araj, var udgravningen omdannet til en ø fyldt af vand og nu et stykke fra land. For mens vi på vores breddegrader har haft det tørreste og mest solrige forår i mange år, har regnen fosset ned over Galilæa og fået Genesaret Sø til at gå over sine bredder.
Det vidste Mordechai Aviam selvfølgelig godt. Genesaret Sø er hele Israels regnmåler. Der rapporteres om dens vandstand på nationalt tv, og dette forår har den stigende vandstand været et lyspunkt i coronaens mørke.
Men hvor meget, vandet var steget, var en overraskelse for Aviam. Hverken med jeep eller gummistøvler kunne han komme frem til sine ruiner, og han måtte blot konstatere, at der var større chance for at fange Skt. Petersfisk end gøre antikke fund i det oversvømmede el-Araj.
Heldigvis er intet jo så skidt, at det ikke er godt for noget, og Aviam så straks den rekordhøje vandstand som en mulighed for at genåbne en af de seneste 200 års store arkæologiske debatter: Hvor ligger det bibelske Betsajda? Der er nemlig ud over Aviams el-Araj en anden kandidat, et-Tell, der ligger cirka tre km nord for den nuværende søbred. Men hvad værre er for et-Tell: Den ligger på en høj, 30 meter over søens nuværende vandspejl.
Med gummistøvlerne fulde af vand kunne Aviam ikke dy sig for at ringe en journalist op og udbryde: ”Der kan vi se, selv efter den mest regnfulde vinter er det kun el-Araj, der kan gøre krav på at være en havneby”.
Udgraveren af et-Tell, en anden israelsk arkæolog ved navn Rami Arav, ved selvfølgelig også godt, at Betsajda ifølge vores historiske kilder var en havneby. Men hans trumfkort er lava og seismisk aktivitet. Hele området ligger, hvor de tektoniske plader hvert år forskubber sig lidt i hver sin retning. Op igennem århundrederne har det forårsaget store jordskælv, der kan have omformet landskabet drastisk.
Man kan spørge, hvorfor det er vigtigt. Man kan også bare konstatere, at det har det altid været. Vi vil vide, om vi står på hellig grund. Da det romerske rige blev kristent, begyndte der derfor en kirkebyggeaktivitet uden sidestykke. En biskop, Euseb af Cæsarea, skrev ligefrem en ”navnebog”, hvor han udpegede så godt som alle placeringerne for byer og steder, der er nævnt i Bibelen.
I den jagt måtte Betsajda selvfølgelig lokaliseres. Det er en af de byer, der nævnes ofte i Det Nye Testamente som hjemby for de to brødre Peter og Andreas foruden også Filip. Tilmed er det stedet for bespisningsunderet af de 5000 ifølge Lukasevangeliet og senere helbredelsen af en blind.
Nærmest som den perfekte bibelske lokation fik Betsajda da også en kirke i antikken: Apostelkirken. En biskop fra Bayern, Willibald, kom en dag i 725 forbi og skrev hjem til sine brødre om den smukke kirke, der nu lå over Peters og Andreas’ barndomshjem.
Det bringer os tilbage til den arkæologiske strid mellem Arav og Aviam. Begge ved godt, at det kræver mere end vand i gummistøvlerne at gå ned i historien som Betsajdas udgraver. Der skal arkæologiske fund til.
Af den grund ærgrer vinterens regn trods alt nok Aviam en smule. Hans udgravningshold står nemlig over for et gennembrud. Det har lokaliseret en byzantisk kirke, det mener kan være den, Willibald kom forbi. Men man mangler den rygende pistol, og i år skulle være sæsonen, hvor man med lidt held finder kirkens dedikationsindskrift i håbet om, at der sort på hvidt står: Apostelkirken.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.