Påskens drama uden smålig skelen til videnskabelighed

Har man set Mel Gibsons ”The Passion of the Christ”, har man i princippet set Ralph Gormans bog, der nu genudgives, på det store lærred. Bogen er interessant, men kan ikke bruges som historiebog

I ”The Last Hours of Jesus” bruger Gorman de fire evangeliers passsionshistorier til at udlede den historie om Jesu sidste timer, som gemmer sig imellem dem. Her er det Caravaggios maleri af Jesus, der piskes. Arkivfoto.
I ”The Last Hours of Jesus” bruger Gorman de fire evangeliers passsionshistorier til at udlede den historie om Jesu sidste timer, som gemmer sig imellem dem. Her er det Caravaggios maleri af Jesus, der piskes. Arkivfoto. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

De mest afgørende timer i Jesu historie er timerne fra Getsemane Have skærtorsdag til korsfæstelsen langfredag. Det er Jesu lidelseshistorie. Thomas Kingos passionssalmer fra 1689 fortæller historien på vers. De står stadig i den danske salmebog, og syngende følger vi efter Jesus på vej fra nadveren til Getsemane, genkender Judas’ svigt og Peters svage tro.

Lidelseshistorien er tilsvarende central i det katolske Sophia Institutes genudgivelse af bogen ”The Last Hours of Jesus” (Jesu sidste timer) fra 1960 af Ralph Gorman. Gorman (1897-1972) var amerikaner og tilhørte passionistmunkene, en kongregation grundlagt i 1720 af den italienske mystiker Paul af Korset (1694-1775).

Har man set Mel Gibsons ”The Passion of the Christ”, har man i princippet set Ralph Gormans bog på det store lærred.

Gibson følger på samme måde begivenhederne fra Getsemane til graven, og begge inddrager de historisk stof, gør et nummer ud af sprog og geografi – og dvæler ved modbydelige detaljer ved romernes arsenal af straffe-instrumenter, selvom de er uenige om, hvorvidt Jesus bar hele korset (Gibson) eller kun tværliggeren (Gorman).

Mel Gibsons film blev i sin tid kritiseret for antisemitisme, fordi den lagde skylden for Jesu død på jøderne. Det er svært at komme udenom, at jøderne ifølge evangelierne bliver pålagt ansvaret. Gorman er ude i samme ærinde og fryder sig uklædeligt over den straf, der faldt over jøderne, da romerne ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 ”ikke havde nok træ til at korsfæste alle de jøder, der havde gjort oprør”. Helt grelt bliver det, da Gorman spørger, om nogle af disse kors-fæstede jøder ”mon kiggede ned fra deres kors og tænkte tilbage på den dag 40 år forinden, hvor deres fædre havde krævet Messias korsfæstet.”

Kirkehistorisk er der ingen tvivl: Det var romerne med Pontius Pilatus i spidsen, der afsagde dommen og bærer skylden for Jesu død, men det var ikke en historie, evange-listerne var interesserede i at fortælle. De ville stå på god fod med romerne. Og derfor iscenesatte de kristne sig som de eneste og sande jøder; det var ”de gamle” jøder, der var skyld i alle problemerne. Dét er, hvad vi kirkehistorisk kan udlede om synet på jøderne i lidelseshistorien.

Dermed står det også klart, at Gormans gennemgang ikke kan bruges som historiebog. Efter protestantiske principper er den heller ikke videnskabelig bibelfortolkning, langt snarere er den i familie med for eksempel Kingos passionssalmer.

”The Last Hours of Jesus” lægger de fire evangeliers passsionshistorier til grund, hvorved Gorman udleder den historie om Jesu sidste timer, som gemmer sig imellem dem, både i form af deres overensstemmelser og i hullerne og uoverensstemmelserne mellem de fire evangelier. Ud fra denne læsning fremtræder en såkaldt evangelieharmoni: en sammenskrevet historie, som Gorman helt i tråd med traditionen regner som den sande historie.

Gorman er dog nødt til at acceptere, at vi i dag tiltror historievidenskaben mere sandhed end bibelfortællingens egen historie. Denne gordiske knude skærer han over ved at regne evangelierne som virkelige historie- bøger, de ”fortæller denne historie objektivt og uden forsøg på at udelade eller farve fakta”.

Modsat al gængs forskning, katolsk såvel som protestantisk, regner han Johannes-evangelisten som et virkeligt øjenvidne, og måske også Markus. I Markusevangeliets beretning om Jesu tilfangetagelse i Getsemane, og kun i Markusevangeliet, optræder en ung mand, der fulgte med Jesus, ”kun med et lagen over sin nøgne krop”, som under tilfangetagelsen fik revet lagnet af og flygtede nøgen. Gorman spekulerer i, om denne mand ikke kunne være evangelisten Markus selv. Hvorfor? Jo, fordi Markus’ mors hus senere var mødested for de første kristne i Jerusalem. Har man været i Jerusalem vil man vide, at der er to huse, der anses som mulige steder for Jesu sidste nadver – deriblandt Markus’ mors hus, hvor der i dag er en assyrisk kirke.

Gorman får det til at passe sådan, at da Jesus var blevet taget til fange, gik en sandsynlig rute for soldaterne og deres fange forbi dette sted, hvorfor Markus kunne været blevet vækket og på grund af sit bekendtskab med Jesus selvfølgelig aldrig glemte dette syn og derfor indskrev sig selv i evangeliet. Det var Markus selv, der var den nøgne unge mand, skræmt og rystet over tilfangetagelsen af Jesus.

Gormans katolske baggrund fornægter sig ikke. I bogens noter finder vi den mest kendte af middelalderens skolastikere, dominikanermunken Thomas Aquinas (1225-1274). Gorman kan bruge Thomas til at forklare, hvorfor Jesus kunne mærke ægte frygt i Getsemane, da han bad sin Far i Himlen om at lade kalken gå ham forbi. Gorman skelner mellem frygt og kujoneri. En kujon stikker halen mellem benene, mens Jesus tillader frygten at komme over ham. Skolastikeren Thomas rationaliserer sig frem til, at Jesu guddommelighed er upåvirket, når frygten er et valg. Men Jesus var dog som menneske påvirkelig af udefrakommende fristelser. Ligesom Djævelen fristede Jesus i ørkenen, frister han på ny Jesus i haven. Ét ord, og Jesus kunne have valgt en anden vej end lidelsen.

Med andre ord kunne Jesus også have fravalgt frygten, men på den anden side, skriver Gorman, er Jesu frygt sandsynlig – fordi denne følelse i sig selv var kontroversiel på evangelisternes tid. Stoicismen, den græske mådeholdsfilosofi, var dengang på mode, og dødsangst udtryk for uværdige emotionelle kvababbelser. Stående over for døden var de senere kristne martyrer mere uforfærdede end Herren selv, hvad der i sig selv tjener som bevis for, at Jesus var noget andet og mere end en stoisk filosof.

Har man set Monty Pythons film ”Life of Brian”, vil man måske huske en scene, hvor de skildrede jøder bliver uenige om, hvilket jødisk parti de tilhører: farisæere, saddukæere, essæere, zeloter, jødiske nationalister og så videre. Gorman redegør for grupperingerne, og han ser en mulig forklaring i Jesu død i hans galilæiske baggrund. Galilæa var dengang et blandet område med både hedninger og jøder modsat det centrale jødiske område omkring Jerusalem, Judæa.

Fordi Jesus havde denne baggrund og ikke tilhørte de folkelige farisæere eller de præstelige og nærmest rationalistiske saddukæere, kom han i karambolage med de ledende kredse i det jødiske råd. Og her er vi nær ved Gormans forklaring på, hvorfor det netop var Judas Iskariot, der forrådte Jesus. Hans tilnavn afslører, at Judas var fra Carioth Hesron – dermed var han den eneste af disciplene, der ikke var galilæer. Han var judæer. Da Jesus gik imod autoriteterne i Jerusalem, så Judas Jesus-bevægelsen som et galilæisk oprør, og han valgte følgerigtigt side for judæerne – og svigtede Jesus.

Hver mandag skriver vi om bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.