Titlen To verdener er velvalgt til Niels Arden Oplevs nye film. Det er mellem dem, 17-årige Sara er fanget og nødt til at vælge mellem Jehovas dogmer og friheden til at følge sit hjerte.
Men titlen er også meget dækkende for det sted, Niels Arden Oplev selv befinder sig i disse dage. På den ene side den stolte instruktør, der spændt afleverer sin film til publikum med alt, hvad det indebærer af pressehurlumhej og smokingklædte gallapremierer. På den anden side er han i den grad i arbejdstøjet og har målrettet fokus på forberedelsen af sit næste projekt: filmatiseringen af Stieg Larssons thriller Mænd der hader kvinder, hvor optagelserne begynder i Sverige på mandag. Der er intet valg mellem disse to verdener, så der tilbringes mange timer i fly for tiden. Men en sej jyde klynker ikke!
Inspirationen til To verdener fandt Niels Arden Oplev i artikelserien Skæbnefortællinger i Berlingske Tidende. Her fortalte den unge Tabita historien om, hvordan mødet med den store kærlighed medførte udstødelse af både Jehovas Vidner og den kernefamilie, hun var så tæt knyttet til.
Jeg blev stærkt berørt af den beretning. Det var på en måde sådan en historie, jeg havde ledt efter, siger Niels Arden Oplev og konstaterer med vanlig jysk munterhed, at en film om Jehovas Vidner ikke lød som nogen oplagt boxoffice-film.
Nu siger alle, at denne her film om tro er enormt relevant, men ingen andre instruktører har samlet sådan en historie op før. Men jeg fornemmede et stærkt realistisk nutidsdrama og kunne mærke de følelsesmæssige spændinger.
Ud over Tabitas historie bygger manuskriptet på grundig research, for det var vigtigt for filmens troværdighed, at miljøet omkring Jehovas Vidner blev fremstillet nuanceret og realistisk:
Alt andet ville være unfair. De er egentlig uselviske mennesker, der tror på, at hvis de giver dig den viden, de selv har, så kan du også blive frelst. Det kan man så være enig eller uenig i. Men grundlæggende er Sara del af en familie, hvor de elsker hinanden, og hun er tæt forbundet med de andre vidner i en beskyttet verden.
Netop derfor er det nemt at sætte sig ind i, hvorfor Sara har så svært ved at slippe sin tro trods sine stærke følelser for Theis. På den anden side tøver Niels Arden Oplev ikke med at kalde de krav, Sara mødes med, for religiøs fanatisme:
Det er vigtigt at belyse, hvad en tro, der er så hårdt sat op, gør ved mennesker. At sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er meningen med troen? Når vi siger ordet fundamentalisme, tænker de fleste på selvmordsbomber, had og vold i Allahs navn. Men i denne film handler fundamentalisme om kærlighed, der kræver fuldkommen overgivelse. Hvis du ikke opfylder troens betingelser, kan kærligheden ikke være der. Det er langt mere interessant end had. Fundamentalisme er forvrænget kærlighed, hvor man ikke kan skelne kærligheden til Jehova og kærligheden til sit eget kød og blod. Da Tabita fortalte, hvad faderen svarede på spørgsmålet: Elsker du Gud højere end mig?, stod hårene op på mit hoved, og det gør de stadig, når jeg ser den scene.
I og med at Niels Arden Oplev påpeger, at fundamentalisme også findes her, får filmen et politisk niveau. Han ser det som en bonuseffekt ved filmen, at den er med til at nuancere debatten om religiøs fundamentalisme i Danmark, men det var ikke det primære formål med den:
Det er den menneskelige historie, der er vigtigst at fortælle. Der er nogle børn og unge i denne historie, der bliver så kraftigt påvirkede af den barndom, de vokser op i, at det er meget svært for dem at frigøre sig og blive hele mennesker senere. Der er lovgivning om, at du ikke må underernære dine børn, slå eller misbruge dem seksuelt, men man må gerne indoktrinere dem til at blive racister, fundamentalister eller andre - ismer. Det kan man nok ikke lovgive om, men så kan man i hvert fald kulturoplyse! Det har været et stærkt incitament for mig.
Niels Arden Oplev er selv opvokset med en filosofisk anlagt far og en mor, der bad aftenbøn med børnene. Han har for længst frigjort sig fra barnetroen, men fascinationen af religion som begreb er der stadig. Efter arbejdet med To verdener er han dog tættere på at være ikke-troende:
Spørgsmålet om at tro er afsindig kompliceret. Jeg vil ikke udelukke eksistensen af en spirituel energi, men jeg har svært ved at bekende mig til de eksisterende religioner. Jeg synes ikke, man skal blande moral og religion og er egentlig mest tilhænger af at tilbede menneskerettighederne.
Ligesom i den selvbiografiske film Drømmen spiller det unge oprør mod autoriteterne en væsentlig rolle i To verdener. Og det er ikke noget tilfælde, at netop den slags historier appellerer til ham:
Som barn kunne jeg ikke forstå, at jeg talte mindre end en voksen. Jeg har aldrig haft det særlig nemt med autoriteter og har fra barns-ben følt det som min pligt at bekæmpe enhver form for autoritet, der blev trukket ned over mig. Den holdning har givet mig mange problemer, og det sidder stadig i mig. Men jeg er blevet bedre til at tage det på den rigtige måde, også fordi jeg selv er blevet en autoritet. Det bliver man jo, når man som filminstruktør er kunstnerisk chef. Jeg prøver bare at være det på en moderne og oplyst måde.