Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Genforeningen gav vækst i tyske frimenigheder i Sønderjylland

På billedet er sønderjyske drenge og piger samlet for at vente på resultatet af folkeafstemningen, der ifølge forskere førte til vækst i de tyske frimenigheder. Men væksten var ikke udtryk for en reel kirkelig interesse, men en politiske manifestation, fortalte en forhenværende sognepræst fra Haderslev Domsogn. Arkivfoto. Foto: Thorvald Larsen/Ritzau Scanpix

Folkekirkens betjening af landets tyske mindretal var på programmet, da Selskabet for Danmarks Kirkehistorie afholdt seminar om genforeningstiden i Sønderjylland

”Jeg siger jo altid, at jeg kommer fra hertugdømmerne,” sagde en mand til en anden. Da det gik op for ham, at det var den anden også, slog han prompte over i sønderjysk.

Og andelen af sønderjyder på Københavns Universitet var nok noget større end normalt, da Selskabet for Danmarks Kirkehistorie i fredags afholdt et seminar om Genforeningen.

Som optakt til hundredåret for Genforeningen af Sønderjylland med resten af landet, der fejres i 2020, havde selskabet sammen med Afdeling for Kirkehistorie på Københavns Universitet inviteret forskere, præster og museumsfolk til at belyse Sønderjyllands kirkehistorie gennem tiden ud fra forskellige synspunkter.

Der var masser af tweed, uld og brocher at spotte blandt de omkring 60 tilstedeværende, som blandt andet hørte oplæg fra museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen om, hvordan religion er kommet til udtryk i bygninger og genstande i området gennem alt fra hollanske kakler og religiøse motiver på ovnplader til missionshuse og en enkelt præstegård besmykket på facaden med spørgsmålet ”Wo wirst du die Evigkeit zubringen?” (Hvor vil du tilbringe evigheden?).

Kirkehistoriker Martin Schwarz Laustsen fortalte om sin morfar, der var præst i Sønderjylland i genforeningstiden efter Første Verdenskrig. Det var han i en tid, hvor man skulle tage stilling til, hvordan det tyske mindretal i det Sønderjylland, der nu var blevet genforenet med Danmark, skulle serviceres af folkekirken.

Og netop mindretallet var også emnet for forhenværende sognepræst ved Haderslev Domsogn Christian de Fine Licht, der i dagens afsluttende oplæg satte fokus på to modeller, der blev taget i brug i genforeningstiden. Fra ministerielt hold kom der nemlig en betænkning om, at dansk- og tysksindede skulle betjenes lige af kirken. I købstæderne Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg, hvor der boede mange tysksindede, gennemførte man en national deling, som reelt delte menigheder i to: Der var i hvert sogn danske præster, der betjente de dansksindede, og tysksprogede præster, der betjente de tysksindede.

I landsognene havde man før Genforeningen helsognspræster, der både betjente dansk- og tysksindede, og det havde ikke altid været uden sproglige udfordringer. Der går blandt andet historier om tyske præster, der var kommet af sted med på dansk at sige ”flæskets opstandelse” og ved en begravelse sige ”nu mødes vi ude ved grøften”, som er en direkte oversættelse af det tyske ord for grav.

Efter Genforeningen blev 35 af de 42 sognepræster i det tidligere tyske område genvalgt, og man fandt en løsning, hvor den danske folkekirke kunne klare betjeningen af det tyske mindretal ved at at lade præster hjælpe i nabosognene, hvis deres tyskkundskaber var gode nok til at prædike på tysk. Af statskassen blev de belønnet med 25 kroner pr. gudstjeneste, de holdt uden for deres eget sogn, fortalte Christian de Fine Licht.

”Det var det, den tyske frimenighedstanke også udsprang af. Man syntes ikke, det var godt nok, at en nabopræst, der tidligere på dagen holdt dansk gudstjeneste, nu kom og holdt tysk gudstjeneste,” sagde han og fortsatte:

”Man var også i de tyske kredse kede af at have fået afbrudt enhver forbindelse med den slesvig-holstenske kirke, så da man dannede frimenigheden i Tinglev i 1923, stillede de sig frivilligt ind under den slesvig-holstenske kirkes styrelse, hvilket de har fortsat med til i dag.”

Tyske frimenigheder voksede hurtigt, fortalte Christian de Fine Licht, og der var kritikere, der mente, at det ikke skyldtes en reel kirkelig interesse, men derimod var en politiske manifestation – at de tysksindede ønskede at udskille sig fra den danske folkegruppe.

”Det er nogle udtryk, der klinger meget af den udvikling, der kommer i 1933, hvor de (tyske frimenigheder, red.)virkelig vejrer morgenluft og bliver nazificeret fra en ende af. De tyske frimenighedspræster interneres i 1945 eller er rejst forinden, og den tyske frimenighed skal sådan set nygrundlægges efter Anden Verdenskrig, så det er ikke helt retfærdigt at bebrejde de nuværende tyske frimenighedspræster alt det, der skete mellem 1923 og 1945.”