Mellemøstens kristne kan regne med Rusland

Ruslands politik i Mellemøsten skal ifølge russiske politikere beskytte kristne. Spørgsmålet er, om Vestens kamp mod den syriske præsident Assad omvendt har forværret de kristnes position

Selvom den amerikanske regering netop har meldt ud, at den vil bekæmpe forfølgelse af religiøse minoriteter, er det indtil nu forblevet et temmelig overset spørgsmål i vestlig politik, at den kaotiske situation i Syrien og Irak har haft voldsomme og tragiske konsekvenser for disse landes ældgamle kristne minoritetssamfund. Deres medlemmer er i stort tal gennem de seneste år blevet enten fordrevet, dræbt eller tvangskonverteret til islam.

Vestlige aktørers uvilje mod at optræde som forsvarere af forfulgte kristne mennesker – om ikke ligefrem af kristendom som sådan – synes ikke at have nogen entydig grund. Måske er det blot sekulær ligegyldighed. Måske handler det snarere om taktik i forhold til en muslimsk domineret region og hjemlige muslimske miljøer. Eller måske er der ligefrem et bevidst ideologisk ønske om ikke at identificere sig med kristendom i det hele taget. Flere svar er mulige.

Uanset årsagen har Vestens manglende vilje til at forholde sig til problemet imidlertid nogle påfaldende konsekvenser. Ikke mindst det forhold, at Vesten (især koalitionen bestående af USA, Storbritannien og Frankrig), ved så betingelsesløst at bekæmpe Syriens præsident Assad, i praksis har støttet de mere eller mindre islamistiske oprørere (blandt andre Islamisk Stat), der ikke blot kæmper mod Assads regime, men også med stor brutalitet har forfulgt de kristne mindretal, som under Assad syntes at nyde en højere grad af beskyttelse, uanset hvad han i øvrigt har bedrevet. Vesten kan altså hævdes ikke blot at have ignoreret de kristnes situation, men måske ligefrem indirekte at have bidraget til at forværre den.

Det er i al fald også under henvisning hertil, at Rusland er kommet på banen siden september 2015, dels som politisk og militær støtte for Bashar al-Assad og hans regime, dels som erklæret forsvarer af de kristne i Mellemøsten. Hvor grunden til det vestlige standpunkt er uklar, er det russiske til gengæld ganske klart.

Her siges det ganske udtrykkeligt, at Rusland ser det som en opgave at forsvare de kristne i Mellemøsten. Russiske politikere og meningsdannere har i de seneste fire-fem år gerne gjort opmærksom på perspektivet i denne situation: At Vestens manglende interesse i at forsvare Mellemøstens forfulgte kristne er et direkte, konsekvent udtryk for, at Vesten har opgivet at se sig selv som kristent, mens Rusland står ved sin kristne og europæiske identitet. Til trods for at Rusland officielt er en sekulær stat (ifølge forfatningen af 1993), multinational og multireligiøs, understreges Ruslands ortodokse identitet ofte af mere eller mindre officielle repræsentanter.

Et nyligt eksempel er den russiske professor og parlamentariker for regeringspartiet Forenet Rusland, Aleksej Pusjkov, som i marts i år fastslog, at en løsning på den katastrofale situation for de kristne i Mellemøsten og en stabilisering af hele regionen er “den Russiske Føderations vigtigste udenrigspolitiske opgave” og som sådan af geopolitisk betydning. Heri står russerne dog i direkte modsætning til amerikanerne og deres europæiske allierede, hvis politik i regionen ifølge Pusjkov handler om destabilisering og er som et ”korstog uden kors”. ”Forsvar for kristendommen er ikke værdi og mål for den vestlige alliance”, hvis medlemslande efter Pusjkovs opfattelse gennemgår en “afkristning” og derfor nu repræsenterer ”falske værdier” og en ”anden civilisation”.

Holdninger som disse er ikke nye, men helt i tråd med tidligere udtalelser både fra Ruslands politiske establishment (inklusiv præsident Putin og udenrigsminister Lavrov) og fra den russisk-ortodokse kirke. Da den russiske militære aktion i Syrien begyndte i september 2015, mente kirkens daværende talsmand, fader Vsevolod Chaplin, endda, at der var tale om en “hellig krig” mod terrorisme. Rusland som forsvarer af kristendom og “traditionelle værdier” har allerede længe været en fast bestanddel af russisk politisk retorik både indadtil og udadtil.

Som forholdet til Mellemøstens kristne demonstrerer, får den stående konflikt mellem Rusland og Vesten således en stadig tydeligere ideologisk eller åndelig dimension, som i al fald fra russisk side udtrykkeligt handler om forholdet til kristendommen. Om dette også anerkendes fra vestlig side, er uklart og forhindres måske også allerede af den udbredte sekularisme, for hvilken religiøs motivation er svær at tage alvorligt.

Men selvom mange i Vesten vil afskrive de russiske holdninger som uoprigtige påskud for magtpolitik, som for eksempel indgriben i den syriske borgerkrig, er der dog grund til at påpege, at Ruslands engagement i Mellemøsten ikke er af ny dato, men derimod er en fortsættelse af en tradition, der går tilbage til tsartiden. Således blev den citerede tale af Aleksej Pusjkov næppe tilfældigt afholdt ved et møde i Det Kejserlige Ortodokse Palæstinaselskab, en organisation som i 1882 blev grundlagt af tsar Aleksander III med det formål at fremme russisk støtte til Mellemøstens oldkirkelige ortodokse samfund, videnskabelig forskning og russisk pilgrimsfærd til det Hellige Land.

Som verdens største ortodokse land har det russiske samfund og den russiske kirke en lang historisk tilknytning til Mellemøstens kristne, som overvejende er ortodokse, og hvis historie går tilbage til apostlene. Efter en lang dvaleperiode i sovjettiden blev selskabet genoprettet i 1992 med sit oprindelige formål og i nær tilknytning til den russisk-ortodokse kirke.

Selvom analogier til den kolde krig er problematiske, er det dog nærliggende at se Ruslands og Vestens optræden på hver sin side af den syriske borgerkrig som en art stedfortræderkrig (a la Koreakrigen og Vietnamkrigen), hvor hovedrepræsentanterne for forskellige verdenssyn og politiske interesser kæmper med hinanden via en tredjepart. Det paradoksale i forhold til den kolde krig er, at rollerne nu synes at være vendt om: Hvor Vesten hævder at repræsentere moderne sekularitet, hævder Rusland at repræsentere traditionel religiøsitet.

Hvis man hørte til de forfulgte kristne i Mellemøsten, ville man nok vælge at holde med Rusland.

Christian Gottlieb er dr. phil i ortodoks kristendom og sognepræst.