Prøv avisen

Mellemøstens regeringer strammer grebet om islam

I Saudi-Arabien har regeringen besluttet at sætte overvågningskameraer op i moskéerne. Foto: Daniel Karmann

Frygten for ekstremisme har fået Mellemøstens magthavere til at øge styringen med, hvad der sker i moskéerne. Set fra Vesten er det ikke udelukkende en beklagelig udvikling, mener forsker

Imamer i Saudi-Arabien må i løbet af i år finde sig i at blive kigget over skulderen, når de går på prædikestolen i moskéerne. Den saudiske regering har besluttet at sætte overvågningskameraer op i alle landets moskéer.

Selvom den officielle begrundelse for kameraerne er at forhindre tyverier, er der ikke mange, der er i tvivl om, at den egentlige grund er et ønske om øget kontrol med, hvad der bliver prædiket.

Ifølge magasinet The Economist er overvågningskameraerne i Saudi-Arabien blot et af de seneste eksempler på en tendens, der kan spores over hele Mellemøsten og i Nordafrika, hvor staterne øger kontrollen med, hvad der prædikes i moskéerne.

Det er først og fremmest et forsøg på at komme den religiøse fanatisme til livs, siger Michael Barak, mellemøstforsker ved Tel Aviv Universitets Moshe Dayan Center.

”Vi ser, at regeringerne i en lang række lande lægger stadig flere kræfter i at promovere en bestemt udlægning af islam. Hovedformålet er at forhindre ekstremisme,” siger han.

Ifølge Niels Valdemar Vinding, adjunkt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, kan tendensen også ses som en effekt af, hvad der skete under det arabiske forår, hvor protestbevægelser udfordrede Mellemøstens gamle regimer:

”Moskéerne har i mange år været nogle af de eneste steder i Mellemøsten, hvor der har været nogenlunde frihed til at udtrykke sig kritisk om regeringsmagten. Det betyder, at den politiske opposition ofte udspringer fra moskéerne og har fået et islamisk fortegn,” siger han.

Derfor var moskéerne også helt centrale under omvæltningerne i det arabiske forår. Når regeringerne nu gør en indsats for at tøjle moskéerne, er det også for at undgå, at de igen danner rammerne om regeringskritiske protester, forklarer Niels Valdemar Vinding.

Det er dog langtfra kun i Saudi-Arabien, at imamer må finde sig i, at deres prædikener bliver kontrolleret. I De Forenede Arabiske Emirater skriver imamerne ikke længere deres prædikener selv, men får dem udleveret af myndighederne, mens det i Kuwait er blevet fast rutine, at myndighederne lytter med i moskéerne.

Også i lande som Tyrkiet, Tunesien og Marokko er der eksempler på, at staten forsøger at bestemme, hvordan islam bliver udlagt i moskéerne.

Ifølge Michael Barak er det dog Egypten, der er motoren i tendensen med at statsstyre islam. Efter at præsident Abdel Fattah al-Sisi overtog magten fra Det Muslimske Broderskab, er myndighederne begyndt at kræve, at imamer skal statsgodkendes, inden de kan prædike i moskéerne.

De egyptiske myndigheder er for nylig også begyndt at bestemme, hvilke temaer der må prædikes over ved fredagsbønnen. Kontrollen med islam sker med udgangspunkt i al-Azhar-universitet i Kairo, Egyptens ledende religiøse institution, forklarer Michael Barak.

”Det er en tilgang til islam, al-Sisi kraftigt forsøger at få andre lande til at efterfølge. Han sender flittigt repræsentanter til både arabiske og europæiske lande for at promovere, at islam skal modereres,” siger han.

Udviklingen i Mellemøsten kan dog potentielt være farlig, mener den egyptiske forsker Amr Ezzat. Han siger til The Economist, at de religiøse institutioner med tiden vil miste deres legitimitet i befolkningen, hvis statens styring bliver for hård. Det kan være med til at skubbe muslimer over mod en mere ekstrem udgave af islam.

Set ud fra et vestligt perspektiv er det dog ikke udelukkende en beklagelig udvikling, at kontrollen med islam bliver øget i Mellemøsten, siger Niels Valdemar Vinding. Det kan meget vel være en hjælp til at få opdaget, hvis der er ved at opstå anti-vestlige, militante grupper i moskéerne.

”Modsat må man dog også sige, at det er en udvikling, der strider imod vestlige idealer om trosfrihed. Det er endnu et eksempel på, hvor vanskeligt det er at få frihed og sikkerhed til at gå hånd i hånd,” siger han.