På fodboldbanen møder vi frelse og fortabelse, himmel og helvede

Fodboldfans dyrker deres klubhold, som en menighed dyrker Gud. Begge dele handler om mødet med himmel og helvede, fortabelse og forløsning, siger Povl Götke, lektor på Syddansk Universitet og redaktør på antologien "Fra Buddha til Beckham"

Brasilianske fodboldfans var tydeligt berørt, da deres landshold i 2006 tabte VM til Frankrig.
Brasilianske fodboldfans var tydeligt berørt, da deres landshold i 2006 tabte VM til Frankrig. Foto: André Penner/AP/.

Artiklen blev første gang bragt i 2006

Hvad har en fodboldfan tilfælles med en kirkegænger?

En hel del, siger Povl Götke, lektor i kristendom ved Syddansk Universitet i Odense. For når fodboldfans står med en stadionpølse og en bajer i hånden, så oplever de noget af det samme, som en kirkegænger, der har bænket sig til gudstjeneste søndag formiddag.

"Der er påfaldende mange ligheder mellem mennesker, som er engageret i sport, og mennesker, som er engageret i religiøse aktiviteter," siger Povl Götke.

"Fodboldfans synger slagsange, mens kirkegængere synger salmer, og ligesom fodboldfans på stadion råber i kor, så synger og beder kirkens menigheder også i kor. Både fodboldkampen og gudstjenesten bindes sammen af ritualer, og det er dem, der gør, at vi finder sammen i fællesskabet, hvor vi sammen føler glæde, sorg, fryd og frustration. Begge dele handler om fællesskab, og begge dele opbygger og forløser store følelser. På en fodboldbane møder vi frelse og fortabelse, himmel og helvede, ligesom man kan gøre i kirken," siger Povl Götke.

Han er en af redaktørerne på antologien "fra Buddha til Beckham", som udkom for nylig. Her beskriver en række forskere de fænomener, som man finder både inden for religiøs praksis og sportskulturen, der i dag bliver større og større:

"Sport og religion er med til at fortælle os, hvem vi er, fordi vi føler et bestemt tilhørsforhold til en gruppe, som er med til at give os identitet. En af de ting, som engagement i både en religiøs bevægelse eller som supporter for en fodboldklub giver os, er, at tilhængerne får lov til at opleve store følelser i et univers, der er til at overskue."

Fodboldfans kan have et helt utroligt tilhørsforhold til deres klubber. Det handler om at lære et sprog og nogle ritualer. Det at udføre ritualerne er med til at vise, at man er del af en bestemt gruppe, som står over for "de andre". Den fælles identitetsdannelse er vigtig for at kunne opbygge og forløse de store følelser, forklarer han.

Men følelserne kan også kamme over. Det er derfor, vi ser fodboldfans som medlemmerne af fodboldklubben AGF's ekstremistiske supportergruppe, White Pride, der i december angreb 12 deltagere i et politisk møde for venstreorienterede på en café i Århus.

"Samme skade kan ske med religiøse grupper, der bliver fanatiske, hvor det eskalerer i vold, som hos de kristne korsriddere, der hærgede sig igennem Mellemøsten, for nu at vælge et tilpas ukontroversielt eksempel," fortæller Povl Götke.

Ligesom en krig føres på liv og død, kan det at stå på et stadion og heppe på sit hold også føles som en kamp om liv og død for fansene, siger Povl Götke.

Han understreger dog, at langt de fleste både fodboldtilhængere og religiøse mennesker sagtens kan skelne mellem forskellige verdener og forskellige rum med forskellige spilleregler:

"Fodboldfans ved godt, at det "bare" er en fodboldkamp, selvom de lever sig enormt meget ind i kampen, mens den står på. Og det er i virkeligheden slet ikke så tosset. For det er godt at have steder, hvor man kan få skabt og få afløb for de store følelser. Ellers ville de komme til udtryk et andet sted.

Både fodboldfans og kirkegængere bindes sammen af ritualer, som skaber fællesskab. Men fodboldkulturens ritualer er langt nemmere at afkode end folkekirkens," erkender Povl Götke.

Fodboldkultur konkurrerer med folkekirken

Efter reformationen, hvor kirken i Danmark blev en integreret del af statsadministrationen, og den lutherske tankegang, hvor ordet er i centrum, for alvor vandt indpas, mistede kirken en del af sine ritualer, og der blev dermed lagt låg på de følelsesmæssige udbrud. Derfor har kirken også mistet en del af sin tiltrækningskraft, mener Götke. Men det betyder ikke, at fodboldens verden truer og efterhånden vil overtage kirkens rolle i samfundet

"Fodboldkulturen er ikke en konkurrent til folkekirken, men skal mere ses som et supplement. Tilhængerne erstatter ikke nødvendigvis det ene med det andet."

Tværtimod mener han, at religion, også i form af folkekirken, bliver mere synlig i det offentlige rum for tiden. Fra 1960'erne til 1980'erne var det politisk ukorrekt at være religiøs, og menneskers engagement blev derfor lagt i politiske ideologier som for eksempel marxismen.

"Men marxismen var også en form for religiøs vækkelse. Og den var i virkeligheden fundamentalistisk, fordi den krævede folks fuldstændige engagement."

Grunden til, at folk vælger at lade sig forføre og underlægge sig religiøse bevægelser, er ifølge Götke, at det giver mening og stabilitet. Det er dejligt og trygt at være i et fællesskab, og ifølge lektoren viser det sig også ofte, at jo mere religiøse bevægelser kræver af medlemmerne, jo mere er det med til at fastholde dem:

" Nogle religiøse bevægelser kræver jo, at du skifter din familie og vennekreds ud, at du holder op med at drikke te og kaffe eller eksempelvis tager et andet arbejde," siger han.

Her står folkekirken med et problem, mener han. Fordi den ikke kræver noget af sine medlemmer, og fordi de med rette kan have svært ved at se, hvilken konkret forskel det gør på deres liv. Derfor skal folkekirken i fremtiden satse mere på at tale direkte ind i medlemmernes hverdag ved at påtage sig flere samfundsmæssige opgaver, for eksempel i form af par- og familievejledning.

"Ligesom fodboldfans oplever sammenhæng på et stadion, er det også en af folkekirkens funktioner at skabe sammenhæng. Sammen med folkeskolen er folkekirken en af de institutioner i Danmark, der binder samfundet mest sammen. Derfor ser vi heller ikke en liberal regering gå ud med udmeldinger om at skille kirke og stat. Senest har Anders Fogh holdt et foredrag i Vartov om Grundtvig og Kierkegaard, som er en form for kirkefædre i forhold til den mest almindelige form for folkekirke-kristendom," siger han.

Så fodbold eller ej. Folkekirken skal nok bestå i fremtiden.