En yngre mand fra valgmenigheden Aarhus Bykirke tog for fire år siden kontakt til en af menighedens præster. Han ville drøfte menighedens syn på samliv før ægteskabet, fordi han skulle flytte sammen med sin kæreste, hvilket stred mod menighedens grundlag. Efter nogle samtaler blev han og præsten enige om, at han burde melde sig ud, hvis han skulle bo med sin kæreste før ægteskab. Han meldte sig derefter ud, men var fortsat velkommen ved gudstjenester.
At et menighedsmedlems privatliv kan få konsekvenser for vedkommendes plads i menigheden, er noget, der oftest forbindes med trossamfund som Jehovas Vidner. Men faktisk er eksklusion af medlemmer også en mulighed i flere frimenigheder og i nogle valgmenigheder under folkekirken. Det foregår gennem muligheden for såkaldt kirketugt – en sanktion, der kan indebære en påtale eller eksklusion.
Mindst 16 fri- og valgmenigheder under det konservative Evangelisk Luthersk Netværk har en paragraf om eksklusion af medlemmer i deres vedtægter. Det samme har flere fri- og valgmenigheder under Luthersk Mission og Dansk Oase.
I tilfældet fra Aarhus Bykirke var det dog ikke decideret kirketugt, der førte til, at den yngre mand ophævede sit medlemskab. Det siger menighedens præst, Daniel Lind, som ikke husker at have gjort brug af menighedens paragraf om eksklusion.
”Vi går ikke rundt og tjekker, hvordan vores medlemmer lever deres liv. Men hvis et par offentligt melder ud, at de er flyttet sammen uden at være gift, vil jeg som deres præst tage en samtale med dem. Så kan vi snakke om deres syn på ægteskabet og så videre. Og afhængigt af, hvordan samtalen går, kan det være, at vi i fællesskab når frem til, at deres syn på ægteskabet ikke hænger sammen med et ansvarligt medlemskab af menigheden. Det er i alle tilfælde endt med, at de har valgt en anden menighed, uden at vi har vredet armen om på dem. Det har vi ikke tænkt os at gøre,” siger han.
I et blogindlæg i 2015 på Aarhus Bykirkes hjemmeside skrev dens daværende præst, Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard, at kirketugt kun skulle ”udøves i forhold til Bibelens bud om ubodfærdige syndere” – altså personer, der ikke er villige til at ændre en livsstil, der strider mod menighedens etik. Men ikke alle deler den fortolkning. I Skjern Bykirke vil et medlems privatliv for eksempel ikke være anledning til eksklusion gennem kirketugt. Det siger frimenighedspræst Jens Lomborg, som også er formand for Evangelisk Luthersk Netværk.
”Vi lever i en verden med alle mulige former for brudthed, og jeg synes ikke, at et medlemskab skal ophøre, fordi nogen træder ved siden af. Vi har ikke gjort brug af eksklusionsparagraffen i Skjern Bykirke. Hvis den skal tages i brug, skal det være, fordi et medlem lader sig gendøbe eller gør noget andet, der peger på, at vedkommende ikke er lutheraner,” siger han.
Professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet vurderer, at muligheden for kirketugt og eksklusion er synlig hos valg- og frimenigheder, fordi det i disse menigheder er nødvendigt med en vis grad af ensartethed.
”Kirketugt har altid eksisteret i den kristne kirke. Men det har altid haft et pædagogisk formål frem for at være et ønske om at være linjevogter på folks privatliv. Hos valg- og frimenigheder er det en sikkerhedsventil, der kan sikre dem, at de kan ekskludere et medlem, hvis det kommer ind og modarbejder fællesskabet. Der kan også være situationer, hvor fællesskabet ikke kan holde til et medlems livsstil, for eksempel hvis nogen lever i åbenlys modstrid med det 6. bud ved at have forhold til flere partnere på én gang,” siger han.
Lektor i teologi Lars Sandbeck fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter mener, at eksklusionsparagrafferne hos fri- og valgmenighederne er udtryk for en ensretningstendens hos nogle af de teologisk konservative.
”I folkekirken er der ingen kirketugt. Dog kan man indimellem se en tendens i de kirkelige debatter, hvor nogle af de mest konservative præster er hurtige til at kræve eksklusion af de kolleger, de er teologisk uenige med. Hvis nogen er på kant med deres udlægning af folkekirkens bekendelsesskrifter, opfordrer de gerne til, at vedkommende tager sin afsked. Men det er jo ikke reel kirketugt, og den fremfærd strider også mod den dominerende teologi, der går ind for et mere inkluderende fællesskab med plads til flere synspunkter,” siger han.