Menighedsråd har fået nok af Manu Sareens kritik

"Jeg blev simpelthen rigtig ked af at læse Manu Sareens kritik, fordi vi knokler så meget for at få det til at løbe rundt,” siger menighedsrådsmedlem Bente Grathwohl om daværende kirkeminister Manu Sareens (R) kritik af folkekirken for dens pengeforbrug. De frustrerede menihedsrådsmedlemmer møder opbakning fra Landsforeningen af Menighedsråd

Menighedsrådsformand Bente Grathwohl kan ikke genkende Manu Sareens kritik af folkekirkens pengeforbrug. I hendes sogn har de rispapirlamper hængende, mens blandt andet kaffekopper og potteplanter er fra Kirkens Korshær.
Menighedsrådsformand Bente Grathwohl kan ikke genkende Manu Sareens kritik af folkekirkens pengeforbrug. I hendes sogn har de rispapirlamper hængende, mens blandt andet kaffekopper og potteplanter er fra Kirkens Korshær. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Bente Grathwohl har fået nok. Efter i sidste tirsdags udgave af Kristeligt Dagblad at have læst forhenværende kirkeminister Manu Sareens (R) kritik af det kirkelige baglands pengeforbrug, for hun i blækhuset, som hun skriver i et læserbrev i dagens avis. Hun er ganske enkelt træt af ”at blive nedgjort som et uansvarligt menighedsrådsmedlem, der ødsler med pengene”, skriver hun blandt andet.

I Skælskør og Eggeslevmagle Sognes Menighedsråd, hvor Bente Grathwohl er menighedsrådsformand, kan man nemlig ikke genkende det billede, Manu Sareen tegner af folkekirken, som en institution, hvor man ikke tænker sig om, inden man åbner pengepungen.

I Skælskør og Eggerslevmagle har man møbleret blandt andet kirkekontor og præstekontor med genbrugsmøbler og billige møbler fra Ikea, sovseskåle, stegefade og bestik er købt i Kirkens Korshær, og i sognet har man ikke dyre koglelamper fra Poul Henningsen, men rispapirlamper. Dermed går hun også i rette med etikprofessor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet, der har kritiseret folkekirken for at bruge for mange penge på dyrt design og beklædning.

”Fordi der er en tyv i Danmark, betyder det ikke, at vi alle er tyve. Fordi et menighedsråd har brugt mange penge, betyder det ikke, at vi alle gør sådan. Jeg blev simpelthen rigtig ked af at læse Manu Sareens kritik, fordi vi knokler så meget for at få det til at løbe rundt,” siger Bente Grathwohl om baggrunden for sit læserbrev.

I Landsforeningen af Menighedsråd forstår formand Inge Lise Pedersen udmærket den frustration, som Bente Grathwohl giver udtryk for i sit læserbrev.

”Det må da være frustrerende at være et af de steder, hvor det er småt med penge i forhold til de aktiviteter, man ønsker at sætte i gang. Når man selv sidder og agerer sparsommeligt, så bliver man da sur over at høre, at man er flottenhejmere alle sammen, og der er en del steder, hvor der ikke er mange penge at rutte med,” siger Inge Lise Pedersen.

Hun understreger, at hun ikke sidder inde med et samlet overblik over, hvordan den økonomiske tilstand er i landets sogne, men det er ikke første gang, at hun har hørt om historier som den fra Skælskør og Eggeslevmagle Sogne. Derfor stiller hun sig også uforstående over for Manu Sareens udtalelser.

”Jeg forstår ikke, hvorfor det er så vigtigt for ham at udtale sig om det. For det første er det ikke længere hans ressortområde, og som kirkeminister har man alligevel ikke ansvar for økonomien lokalt, da folkekirken er decentralt opbygget. Han kan moralisere, men det er der ingen grund til at gøre,” siger Inge Lise Pedersen.

Tidligere biskop over Haderslev stift Niels Henrik Arendt, der i dag er præst i de to vestjyske sogne Staby og Madum, kalder Manu Sareens kritik for ”billig”.

”Når han nu selv har været kirkeminister, synes jeg, at han skulle være kommet med sin kritik, da han var kirkeminister. Jeg synes heller ikke, at kritikken rammer plet. Det passer simpelthen ikke, når han beskylder folkekirken for at opføre sig overdådigt. I mange menighedsråd kan de få en halv time til at gå med at diskutere, hvordan de kan finde 500 kroner i deres budget. Man er generelt meget opmærksom på, at man har at gøre med betroede midler,” oplever Niels Henrik Arendt.

Den tidligere biskop er selv en sparsommelig mand, der er kendt for at gå i genbrugstøj. Også i sin tid som biskop. Grundlæggende finder han det positivt, at menighedsråd som i Skælskør og Eggeslevmagle køber genbrugsmøbler og ikke designermøbler.

”På den måde kan kirken udøve en kulturkritik i et samfund, hvor alt handler om at bruge og smide væk. Det er da også pinligt, når vi ser disse sager med overforbrug i menighedsrådene, for jeg synes, at man bør være tilbageholdende med at bruge penge, men jeg finder det ikke grundlæggende forkert, når folkekirken bruger penge på kunst. Når alt kommer til alt, har kirkerne et af de bredeste publikummer i Danmark.”

I læserbrevet i dagens avis inviterer menighedsrådsformand Bente Grathwohl daværende kirkeminister Manu Sareen til at besøge sognene. Til Kristeligt Dagblad takker Manu Sareen for invitationen, men grundet sine nye ministerområder, kan han ikke takke ja. Han har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Menighedsrådsformand Bente Grathwohl kan ikke genkende Manu Sareens kritik af folkekirkens pengeforbrug. I hendes sogn har de rispapirlamper hængende, mens blandt andet kaffekopper og potteplanter er fra Kirkens Korshær.
Menighedsrådsformand Bente Grathwohl kan ikke genkende Manu Sareens kritik af folkekirkens pengeforbrug. I hendes sogn har de rispapirlamper hængende, mens blandt andet kaffekopper og potteplanter er fra Kirkens Korshær. Foto: Petra Theibel Jacobsen