Prøv avisen

Menighedsråd i Aalholm Kirke svarer biskop igen

Et af punkterne i biskoppens skrivelse går på et menighedsrådsmedlems udtalelse om, at præsten ”ikke fortjener respekt”, fordi præsten kun ”har foragt tilovers for frivilligt arbejde”. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Det er præsterne, som skaber dårligt arbejdsmiljø i Aalholm Kirke, ikke os, siger menighedsrådet i konfliktramte Aalholm Sogn i København

Det er ikke menighedsrådet, der skaber dårligt arbejdsmiljø i Aalholm Kirke. Det gør præsterne derimod, ligesom de mangler forståelse for, hvad det er for et sogn, de virker i. Sådan lyder det fra menighedsrådsformand Ellen E. Grubb, der nu svarer på den kritik, menighedsrådet i Aalholm Kirke i Valby i København har mødt den seneste tid. Særligt har en skrivelse fra Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen om menighedsrådets påståede ”chikanøse adfærd” over for kirkens præster vakt opsigt. For slet ikke at tale om biskoppens beslutning om helt at lukke kirken for kirkelige handlinger på ubestemt tid.

Men tingene forholder sig lige omvendt, mener Ellen E. Grubb, der i et indlæg i Kristeligt Dagblad i dag giver udtryk for sin side af sagen. Ifølge hende er præsterne slet ikke villige til at indgå i en dialog om, hvordan samarbejdet med menighedsrådet skal fungere. Tværtimod mener hun, at de ”dikterer” – ikke bare menighedsrådet, men også kirkens ansatte. Som eksempel nævner Ellen E. Grubb, at der på et tidspunkt var så alvorlige samarbejdsproblemer mellem en af præsterne og en ansat i kirken, at den ansattes fagforening måtte med til et møde.

Den pågældende ansatte ønsker ikke at få sit navn i avisen, men Kristeligt Dagblad har været i kontakt med vedkommende, som bekræfter menighedsrådets udlægning af forløbet og i det hele taget deler opfattelsen af, at det er præsterne, der skaber dårligt arbejdsmiljø.

Ellen E. Grubb afviser langt de fleste af de påstande, som biskop Peter Skov-Jakobsen fremfører i sin skrivelse. Kun det punkt, der handler om, at et menighedsrådsmedlem forstyrrede konfirmandundervisningen, medgiver hun, var uheldigt. Men hun mener for eksempel ikke, at der var grund til at få Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning ind over et udredningsarbejde om samarbejdsvanskelighederne mellem præsterne og menighedsrådet. Hun ville hellere fokusere på forholdet mellem præsterne og kirkens ansatte, som menighedsrådet er arbejdsgivere for, forklarer hun.

”Det synes jeg, der var mere brug for. Og i øvrigt går hele menighedsrådet snart af,” siger Ellen E. Grubb.

Et andet punkt i biskoppens skrivelse går på et menighedsrådsmedlems udtalelse om, at præsten ”ikke fortjener respekt”, fordi præsten kun ”har foragt tilovers for frivilligt arbejde”. Det står Ellen E. Grubb inde for, og her kan man på mange måder finde kernen i hendes og rådets utilfredshed med præsterne, siger hun.

”Respekt er ikke noget, man bare kan få med det samme. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til, og det synes jeg ikke, den pågældende præst har. I det hele taget mangler begge præster en grundlæggende respekt for og fornemmelse for vores kirkes historie, når de ikke ønsker at indgå i menighedssamfundets arbejde og ikke lægger den samme vægt på det sociale arbejde,” siger Ellen E. Grubb med henvisning til Aalholm Kirkes historie som kirkefondskirke.

De to præster ved Aalholm Kirke, Maria Hjort og Lise Mortensen, har ikke ønsket at stille op til interview, men henviser i stedet til provst Finn Vejlgaard. Han kalder Ellen E. Grubbs udtalelser for ”søforklaringer”, som er ”langt ude”.

”Det her handler helt grundlæggende om modstridende forventninger. Kustoderne i menighedsrådet ønskede og forventede, at de ville få en tro kopi af den tidligere præst, da de ansatte en ny sidste år. Det kan en ny præst selvfølgelig ikke være. I stedet har de nu to præster, som gerne vil gøre op med en gammel, lukket kultur i kirken, og involvere flere fra sognet i livet omkring den,” siger han.

Finn Vejlgaard afviser, at præsterne skulle have været med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø. Han mener heller ikke, Ellen E. Grubb har ret i, at præsterne ikke udviser initiativ. Mere sandsynligt er det, mener han, at det ikke er en form for initiativ, som menighedsrådet bryder sig om.

”Helt konkret ved jeg, at præsterne ønskede at lave en sogneudflugt, som skulle være for alle i sognet. Det gav en masse ballade, fordi menighedsrådet mente, at udflugten skulle være for en mere snæver kreds,” siger Finn Vejlgaard.

Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, vil ikke kommentere den konkrete sag. Men lukning af gudstjenester som konflikthåndteringsmetode rejser principielle spørgsmål, siger han.

”Det rejser spørgsmålet om, hvor langt en biskop kan gå i løsning af samarbejdsvanskeligheder. Jeg så gerne at Kirkeministeriet forholdt sig til det emne på det principielle plan på et tidspunkt. Man kan spørge, om ikke folkekirkemedlemmer skal kunne få kirkelig betjening i det sogn, hvor de bor. Og om ikke biskoppen har pligt til at sikre, at der i erhvet pastorat er præster til rådighed. Og Aalholm Sogn er jo selvstændigt pastorat,” siger Søren Abildgaard.