Prøv avisen

Menighedsrådene har svært ved at skaffe medlemmer

Hvis man i første omgang giver folk en afgrænset opgave, så er det langtfra en umulig opgave at engagere mennesker i menighedsrådsarbejdet, vurderer eksperter forud for morgendagens opstillingsmøder. – Foto: Henning Bagger

I morgen holdes i kirker landet over de vigtige opstillingsmøder, hvor nye medlemmer til menighedsråd vælges. Menighedsrådene har mange steder svært ved at skaffe medlemmer, men fremtiden ser ikke så dyster ud, hvis man organiserer valg som i idrætsklubber og rekrutterer de frivillige mere målrettet, vurderer eksperter

En kvinde bliver medlem af menighedsrådet i et landsogn. Hun drømmer om at sætte nye aktiviteter i gang og glæder sig til arbejdet. Men på det første møde får hun et chok, da hun bliver præsenteret for et budget på 1,5 millioner kroner, som rådet skal tage stilling til.

”Jeg anede ikke, at vi skulle sidde med sådan et kæmpe budget. Jeg kan ikke engang overskue min egen privatøkonomi,” forklarede hun Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet, da han var på besøg i sognet for at tale med menigheden om lokal kirkeudvikling.

Mødet med den frustrerede kvinde fik ham til at tænke på et andet møde med en kirkeligt engageret nogle år tidligere i et sogn, hvor han selv var præst.

Der skulle nye aktiviteter til ved det årlige kirkemarked, og der manglede en, der kunne stå for den helstegte pattegris. En tidligere slagter blev spurgt, og selvom han ellers ikke var engageret i kirkens liv, sagde han ja.

Grilltjansen blev en positiv oplevelse, og langsomt blev manden involveret i flere aktiviteter i og omkring kirken. Nogle år senere blev han på opfordring medlem af menighedsrådet, hvor han var glad for at være med.

De to eksempler viser ifølge Henrik Bundgaard Nielsen nogle af udfordringerne og mulighederne, når det handler om at skabe engagement i det lokale kirkelige demokrati.

”Som regel skyldes succeshistorierne, at man rekrutterer målrettet efter de kompetencer, man har brug for i menighedsrådet, og at man går i gang i god tid og langsomt engagerer folk i kirkelivet i stedet for at hive dem direkte ind i menighedsrådet og sætte dem til at tumle med store budgetter,” siger Kirkefondets generalsekretær.

Flere undersøgelser af danskernes frivillige arbejde har peget på, at danskerne er omtrent lige så aktive i frivilligt arbejde som for 10, 20 eller 50 år siden.

Men hvor mange tidligere havde et livslangt engagement i store folkebevægelser som fagbevægelsen, er det nu mere interessebaserede aktiviteter som idræt eller enkeltsager hos for eksempel Ældre Sagen eller naturfredningsforeninger, der engagerer danskerne.

Desuden engagerer flere sig i kortere perioder i stedet for i bestyrelsesarbejde eller lignende tilknytninger, der forpligter dem i lang tid.

Udfordringen er med andre ord til at få øje på. Men som eksemplet med den tidligere slagter viser, er det ikke umuligt at engagere mennesker i menighedsrådsarbejdet.

Det kræver blot, at man finder frem til mennesker med de rette kompetencer og bruger tid på at indlemme dem i kirkens fællesskab, for eksempel ved først at give dem en afgrænset opgave, mener Henrik Bundgaard Nielsen.

Han mener, at menighedsrådene bør lettes for noget af det tunge administrative arbejde, så de kan bruge mere tid på at skabe et godt kirkeligt liv, sådan som kvinden i landsognet drømte om.

”Det kan gøres ved øget samarbejde mellem menighedsråd på provstiniveau, hvor man kan have et fælles kontor, der tager sig af administration og bogføring, eller ved at lave fælles menighedsråd, som vi allerede ser det en del steder. Den udvikling vil helt sikker fortsætte,” siger han.

Men samtidig er det vigtigt, at menighedsrådene har beslutningskompetencer inden for de områder, som er vigtige for det kirkelige liv, understreger Henrik Bundgaard Nielsen.

”Det er for eksempel unødvendigt, at menighedsrådets kontaktperson skal bruge tid på at lave ferieskemaer med videre for de ansatte, men det er vigtigt, at rådet udstikker den personalepolitiske linje og har ansvar for personalets trivsel,” siger han.

Det er Steen Marqvard Rasmussen, sociologisk vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, enig i.

”Man kan lette menighedsrådenes administrative arbejde meget. Men dilemmaet er, at man nemt kan komme til samtidig at fjerne kompetencer fra menighedsrådene og lægge for meget ansvar over til nogle Djøf’ere på provstiniveau, som ikke har samme føling med det lokale kirkeliv,” siger han.

Men kan menighedsrådene bevare deres demokratiske legitimitet, hvis der også i fremtiden er en stemmeprocent nede omkring 15 som ved det seneste valg i 2012, og hvis de valgte medlemmer af rådene fortsat har en langt højere gennemsnitsalder end sognebørnene?

Til det siger Poul Langagergaard, teolog og ledelseskonsulent med 25 års erfaring inden for det kirkelige område:

”Spørgsmålet er, hvad det vil sige at have demokratisk legitimitet og repræsentati-vitet. Hvis du kigger på de 179 folketingsmandater, og hvor mange stemmer de hver især fik i den lokale valgkreds, da det blev bestemt, at de skulle opstilles som folketingskandidat for deres parti, så vil man se, at 10-20 stemmer her kunne gøre en verden til forskel og være bestemmende for, hvem der kom på stemmesedlen. Repræsentativitet er en meget flagrende størrelse i denne sammenhæng, og i mange sammenhænge kan masser af valg til menighedsråd pege på større repræsentativitet end ved folketingsvalg og EU-valg for nogle kandidater.”

Generalsekretær i Kirkefondet, Henrik Bundgaard-Nielsen, supplerer:

”Det er ikke nødvendigvis et problem, at menighedsrådet ikke afspejler sognet aldersmæssigt eller på andre måder. Det vigtigste er, at menighedsrådet formår at skabe rammerne for et kirkeliv, hvor alle i sognet kan genkende sig selv, når de kommer til en kirkelig aktivitet.”

Han tilføjer, at det måske er mere relevant at sammenligne menighedsrådsvalg med generalforsamlinger og bestyrelsesvalg i idrætsklubber og andre foreninger.

”Jeg er medlem af en løbeklub med 300 medlemmer, hvor der er indkaldt til stormøde i morgen, og der er 12-13 tilmeldte. Sammenlignet med det står menighedsrådene meget godt,” siger han.

Både Henrik Bundgaard Nielsen, Poul Langagergaard og Steen Marqvard Rasmussen mener, at det kan være en løsning at ændre valgsystemet, så menighedsråd fremover bliver valgt ved en form for generalforsamlinger a la de valgforsamlinger, som har været afprøvet i over 100 sogne i 2012 og 2014 i forbindelse med, at sognene kunne søge dispensation til at prøve en toårig valgperiode.

”Det er en anden form for demokratisk legitimitet, man opnår, hvis man organiserer menighedsrådene mere som den lokalhistoriske forening eller idrætsklubben. Man kan sige, at det vil være en måde at tilsløre på, hvor galt det er fat. Men man kan også anskue det som en naturlig konsekvens af, at det mange steder er blevet sværere at finde folk, der vil forpligte sig til et generelt bestyrelsesansvar,” siger Steen Marqvard Rasmussen og tilføjer, at han tror, at der lokalt vil være mennesker, der træder til, hvis kirkens overlevelse er truet.

Kirkeministeren har nedsat et udvalg, der blandt andet med afsæt i eksperimentet med toårig valgperiode og valgforsamlinger skal komme med forslag til en fremtidig organisering af det kirkelige demokrati.

Landsforeningen af Menighedsråd sidder med i udvalgt, og foreningens formand Søren Abildgaard ser det bestemt som en mulighed, at valgloven for menighedsråd vil blive ændret.

”Men uanset hvad udvalget når frem til, er det vigtigt at have et bredere perspektiv på menighedsrådenes legitimitet som andet og mere end den demokratiske legitimitet, man kender fra politiske valg på kommunal-, regions-, eller folketingsniveau,” siger han.

”Folkekirkens kirkesyn indebærer, at vi opfatter menigheden som et myndigt lægfolk, der kan tage medansvar for det kirkelige liv i sognet. Hvis menighedsrådet formår at sætte rammer for et kirke- og menighedsliv, som sognebørnene finder relevant, giver det dem i sig selv legitimitet,” siger han.

Og hvad det angår, står det ikke så dårligt til, vurderer Poul Langagergaard:

”Strukturerne i folkekirken kommer til at ændre sig dramatisk. Mindre sogne bliver lagt sammen til større enheder, og det kan give en god dynamik. Så jeg tror, at vi vil se et stort engagement og en stærk dynamik i landets mange menighedsråd også om 15-20 år.”