Menighedsråd vil save toppen af kirkebænkene

Menighedsrådet ved Haderslev Domkirke savner udsyn fra bænkene. Vandalisme at save kirkebænkenes gavle ned, siger domkirkens arkitekt

Jeg tror ikke, at kirkens formål om at udbrede Bibelens budskab bliver begrænset af gavlene. Der findes også kirkegængere, der kommer i kirken for at sidde i stilhed og være en del af gudstjenesten, siger menighedsrådsformand Paul Erik Brodersen.
Jeg tror ikke, at kirkens formål om at udbrede Bibelens budskab bliver begrænset af gavlene. Der findes også kirkegængere, der kommer i kirken for at sidde i stilhed og være en del af gudstjenesten, siger menighedsrådsformand Paul Erik Brodersen. Foto: Soren Gylling.

De arkitekttegnede og årtier gamle kirkebænkegavle i Haderslev Domkirke begrænser udsynet til børnegudstjenester og hæmmer fællesskabet, så derfor skal toppen af kirkebænkene saves af.

Det mener et flertal i Haderslev Vor Frue Domsogns menighedsråd, som skal stemme om forslaget den 18. august. Forslaget har skabt splid i menighedsrådet, hvor blandt andre formanden er imod.

Det samme er domkirkens tilsynsførende arkitekt, Jørgen Toft Jessen.

”Det er hærværk. Simpelthen. Man kan jo sagtens se præsten og prædikestolen fra bænkene. Det er vandalisme, og hvad bliver det næste? Skal man også flytte prædikestolen?

Kan man ikke fange menigheden på en anden måde, så duer det ikke. Man skal ikke tilpasse kirkerummet til udvalget af underholdning, sådan at man skal kunne se en kok, der optræder, eller et børnekor,” siger Jørgen Toft Jessen.

Menighedsrådet har af Nationalmuseet og Den Kongelige Bygningsinspektør fået tilladelse til nedsavningen af kirkebænkene, der har været en del af domkirken siden 1945.

Menighedsrådsmedlem Peter Vibe ser frem til at få sat punktum for sagen, der har været oppe før.

”Mit indtryk er, at der er et stort flertal for at save toppen af. Jeg synes, det er generende med de høje bænke. Kirkebænkene dækker for udsynet.

Til fastelavnsgudstjenesten er der mange børn, og der foregår ting og sager på gangene, men børnene kan ikke se det, med mindre de rykker sig frem og tilbage,” siger Peter Vibe, der også tror, at en afkortning af kirkebænkene vil føre til et bedre fællesskab i menigheden.

”Jeg forestiller mig, at man bedre vil kunne høre og opleve hinanden, hvis toppen af bænkene saves af,” siger Peter Vibe.

Paul Erik Brodersen er menighedsrådsformand i Haderslev Vor Frue Domsogns menighedsråd og en del af det mindretal i menighedsrådet, som ikke ønsker, at der saves i kirkebænkene.

”Jeg tror ikke, at kirkens formål om at udbrede Bibelens budskab bliver begrænset af gavlene. Der findes også kirkegængere, der kommer i kirken for at sidde i stilhed og være en del af gudstjenesten.

Man behøver ikke nødvendigvis kunne se, hvem der sidder på bænkene i modsat side,” siger Paul Erik Brodersen, der mener, at indgrebet vil være ødelæggende for kirkerummet.

”Vi har nogle meget smukke kirkebænke, der er en del af et sammenhængende lokale.

Når vi begynder at ændre på det, ændrer vi hele rummets udtryk.

Fra et smukt gotisk rum til et amputeret rum. Jeg synes simpelthen ikke, at det tilkommer os som menighedsråd at lave sådan et indgreb. Men nu har jeg fået pistolen for panden af et flertal i menighedsrådet,” siger Paul Erik Brodersen.

Henning Wehner er sognepræst i Haderslev Domsogn, og selvom han ikke har fået klager fra kirkegængere, der savnede udsyn, er han for et forslag om at skære toppen af kirkebænkene i domkirken.

”For mig er det et spørgsmål om at skabe et rum, der svarer til den tid, vi lever i.

Det visuelle har tidligere haft en lav plads i den lutherske kirke, men man skal ikke underkende betydningen af det. Og så er der det med de høje gavle, at man kan føle sig låst inde i en bås, hvor man ikke føler sig som en del af fællesskabet,” siger han.

Det har ikke været muligt at få biskoppen i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, i tale, men fungerende biskop og domprovst i Haderslev Domprovsti Kim Eriksen er imod, at der skæres i kirkebænkene.

”Jeg elsker rummet, som det er. Jeg synes, at det er et godt træværk, og at man sidder godt på kirkebænkene.

Personligt har jeg ikke følt, at det var et stort problem, at man skulle dreje hovedet, hvis man eksempelvis ville have et glimt af dåbsbarnet,” siger Kim Eriksen.