Menighedsrådene tiltrådte i sidste weekend deres nye valgperiode. De nyvalgte medlemmer har skullet aflægge det såkaldte menighedsrådsløfte, og sådan ligner de præsterne som forud for deres ordination aflægger præsteløftet. Det nuværende præsteløfte er fra 1870, og heri lover præsten at beflitte sig ”på at forkynde Guds ord rent og purt”, som det findes i Bibelen og ”i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”. Disse bøger er folkekirkens bekendelsesskrifter, altså skrifter, der beskriver, hvad man tror på. Løftet viser tilbage på Danske Lov fra 1683, hvori kirkens bekendelsesskrifter er nævnt.
Det er tre bekendelser fra oldkirken, hvoraf Den Apostolske Trosbekendelse vil være mest kendt. Dertil kommer Luthers Lille Katekismus fra 1529 og Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 af Philipp Melanchthon.
Menighedsrådsløftet lyder i al korthed: Jeg ”erklærer på ære og samvittighed at ville udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”.
Ordningen med menighedsråd fra 1903 var midlertidig, fordi man regnede med, at der ville blive skrevet en forfatning for folkekirken. Det skete ikke, i stedet blev menighedsrådene i 1912 permanente.
De første menighedsråd havde andel i præsternes opgave ved at skulle ”vække, styrke og lede” et kristeligt liv i sognene. Det hørte ellers til præstens opgave. Det blev ændret, og præsten blev uafhængig af rådet i sin embedsførelse. Det gælder stadig, og derfor kan menighedsrådet ikke blande sig i præstens forkyndelse. For at præst og menighedsråd ikke skulle stå i modsætning til hinanden, blev menighedsrådet forpligtet i menighedsrådsløftet, og løftet gled ind i den kirkelige lovgivning efter Genforeningen i 1920 og de afledte nye love for kirken.
Hvad betyder løftet i praksis? Det er med til at holde præst og menighedsråd fast på samme sag. Præsten virker ved sin forkyndelse, undervisning og sjælesorg. Og sammen virker de i rådet om sognets drift og de kirkelige aktiviteter ved siden af præstens virksomhed. Løftet gør menighedsrådsmedlemmerne forpligtede på en anden måde end almindelige kirkemedlemmer. I 2008 blev rådsmedlemmernes læremæssige ansvar skærpet, så de nu kan miste deres valgbarhed, hvis de ”aktivt, vedholdende og offentligt” udbreder synspunkter, ”der er i åbenlys modstrid med folkekirkens lære”. Menighedsrådsmedlemmerne er derved indirekte forpligtede på folkekirkens lære. Efterhånden som rådene har fået mere ansvar for sognenes kirkelige forhold, kunne man kalde det en tiltrængt ligestilling med præsternes forpligtelse på folkekirkens bekendelse.
Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst, ph.d. i kirkehistorie.