Når man skal fremhæve noget særligt ved folkekirkens magtstruktur, vil det ofte være, at beslutninger skal komme nedefra. Selvom der både findes et kirkeministerium og 10 biskopper, består den bærende demokratiske enhed i den store institution af almindelige folkekirkemedlemmer, der frivilligt involverer sig i sognets menighedsråd og derfra bestemmer, hvilke aktiviteter der skal foregå lokalt.
Denne struktur er der i dag så stor opbakning til, at det kan være svært at forestille sig, at nogen inden for folkekirken nogensinde har haft problemer med menighedsrådenes indflydelse. Men sådan forholdt det sig ikke desto mindre i mange år. Menighedsrådene skulle ikke have for meget magt - og de skulle slet ikke forsøge at forholde sig til andet end arbejdet i deres eget sogn, fortæller Inge Lise Pedersen. Hun er tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd og ved at lægge sidste hånd på en bog, der blandt andet gennemgår, hvordan menighedsrådenes interesseorganisation blev til.
”Der var meget modstand mod menighedsrådene og deres landsforening i sin tid. I mange år arbejdede både præster og kirkelige retninger på at forhindre dem i at få betydning. De skulle ikke have nogen organer på landsplan, men kun beskæftige sig med praktiske ting i deres eget sogn,” siger hun.
Modstanden ændrede dog ikke ved, at det i morgen er præcis 100 år siden, at Landsforeningen af Menighedsråd blev oprettet under et møde i Odense. Indtil da havde de omkring 2000 menighedsråd, som blev stiftet efter 1903, ikke haft en fælles organisering.
I Fyens Stift dannede rådene deres egen organisation i 1916, og i bladet Kirke-Tidende foreslog den fynske sognepræst S.Th. Balslev i 1919 et landsorgan. Ifølge Inge Lise Pedersen kom forslaget på opfordring fra redaktøren af Kirke-Tidende, Peder Severinsen. Hvor Balslev ønskede et centralnævn for menighedsråd, som kunne komme med vejledende forslag til de kirkelige myndigheder, fik Severinsen drejet det i retning af en forening for menighedsrådene.
”Kort efter blev der holdt protestmøder, hvor mange grundtvigske stemmer tordnede imod planerne om en organisation. De kirkelige retninger Indre Mission og grundtvigianerne stod meget stærkt dengang, og de mente ikke, at der skulle laves et nævn. Nogle frygtede, at foreningen ville blive en kirkepolitisk aktør. Særligt de grundtvigske frygtede, at der kunne komme en kirkeforfatning, som ville betyde en selvstændiggørelse af kirken i forhold til staten,” siger Inge Lise Pedersen.
At organisationen alligevel blev til noget, skyldes ifølge hende, at der var brug for den.
”I begyndelsen havde menighedsrådene meget få beføjelser, men de fik efterhånden mere og mere at skulle have sagt økonomisk. Det har ganske givet været svært for dem, når de ikke har haft nogen præcedens,” siger hun.
Opbakningen til foreningen voksede langsomt gennem årene, og ifølge Inge Lise Pedersen blev den politiske indflydelse for alvor tydelig i 1959, hvor den daværende kirkeminister, Bodil Koch (S), deltog i foreningens årsmøde. I de efterfølgende år begyndte foreningen også mere systematisk at være repræsenteret, når regeringen nedsatte udvalg.
”Det tog 50 år, før landsforeningen for alvor fyldte noget, og vi skal ind i 1970’erne, før der begyndte at være bred opbakning til den. Men landsforeningen har fået en stærk position i dag, fordi der var et magt-tomrum, den kunne fylde ud. Det har også gjort, at den i dag har stærkere status i Danmark end i for eksempel Norge, hvor menighedsråd mere er aktivitetsudvalg uden samme ansvar for økonomi.”