Arne Nørgaard vil ikke finde sig i mere fra biskoppens side. Derfor trådte han i fredags tilbage med øjeblikkelig virkning og er ikke længere menighedsrådsformand i Kristkirken i Kolding.
Beslutningen kommer efter længere tids strid mellem Kristkirkens menighedsråd og biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen. Som Kristeligt Dagblad skrev i sidste uge, skal Kristkirken snart ansætte en ny præst, og i den forbindelse har biskoppen opfordret til, at det bliver en med andre teologiske holdninger end de to nuværende præster – for eksempel en person, der gerne vil vie fraskilte og homoseksuelle.
Begrundelsen er, at der i sognet har været utilfredshed med Kristkirkens konservative teologiske profil og derfor mange sognebåndsløsninger.
Men Marianne Christiansen er gået længere end en opfordring. Hun har besluttet at udskyde valget af en ny præst til efter menighedsrådsvalget i september, hvor afgørelsen vil ligge på nye folk i menighedsrådet. Omtrent halvdelen af menighedsrådet genopstiller nemlig ikke.
”Jeg vil ikke affinde mig med, at biskoppen vil vippe os af brættet, fordi hun vil have en bredere flok til at vælge den nye præst. Jeg ser det sådan, at et dygtigt og seriøst menighedsråd bliver sat ud af spillet. Det smerter mig meget at gå af, for jeg ville gerne have fortsat, men jeg kan ikke, når det er under de vilkår,” siger Arne Nørgaard.
I begyndelsen af maj informerede Marianne Christiansen menighedsrådet om, at hun overvejede at udskyde præstevalget, og i slutningen af maj besluttede hun endeligt, at en ny præst først vil blive ansat efter menighedsrådsvalget. Den udmelding har vakt stor utilfredshed i kirkens menighedsråd.
Marianne Christiansen er ked af, at hendes beslutning har ført til, at Arne Nørgaard er trådt tilbage, og at der generelt er en modstand mod hendes beslutning i menighedsrådet. Men hun mener stadig, at det er en rigtig beslutning.
“Jeg har valgt at udskyde valget af en ny præst, dels fordi det kommer til at ligge tæt på menighedsrådsvalget ligegyldigt hvad, dels fordi der er uro i sognet i forhold til det teologiske præg i sognet, og der er tilsyneladende en efterlysning efter større teologisk bredde.”
”Jeg vil gerne understrege, at jeg har den største respekt for vores dygtige og flittige præster i Kristkirken og for menighedsrådets store, frivillige arbejde. Min beslutning rummer ikke en kritik at det eksisterende kirkeliv i Kristkirken. Jeg synes dog, at det vil være forkert ikke at give muligheden til folk i sognet for at tage ansvar for kirkelivet, hvis de ikke føler sig repræsenteret teologisk. Hvis der viser sig ikke at være interesse for det, så giver det jo også menighedsrådet et klart mandat til at videreføre den teologiske retning, der har været hidtil,” siger Marianne Christiansen.
Og spørger man retsteolog Kristine Garde, er der ikke noget juridisk i vejen for at gøre, som Marianne Christiansen har gjort. En biskop har nemlig pligt til at tage højde for hele sognet – og det involverer de mange sognebørn, som føler, at de ikke har fået tilgodeset deres ønsker.
”Biskoppens handlemåde kan ikke anfægtes juridisk og i virkeligheden heller ikke kritiseres. Det er et utraditionelt initiativ, som har til formål at tilgodese sognebørn, som ikke føler sig repræsenteret af det siddende menighedsråd og de præster, som dette råd har valgt,” siger Kristine Garde.
Hun tilføjer, at hun i sin vurdering lægger vægt på, at menighedsrådsvalget er umiddelbart forestående, og at det havde været en anden sag, hvis der for eksempel først var menighedsrådsvalg om et år.
“Det nuværende menighedsråd har jo mulighed for demokratisk genvalg og vil derefter kunne besætte den ledige stilling med en præst, der har en såkaldt konservativ teologisk profil. Det klæder ikke et demokratisk valgt menighedsråd at brokke sig over, at det kirkelige demokrati kan gøre sig gældende i sogneanliggender som for eksempel præstevalg, når et menighedsråd ifølge menighedsrådsloven skal varetage hele sognets interesser,” siger Kristine Garde.