Menighedsrådsmedlemmer træder tilbage i protest

Tre medlemmer har valgt at træde ud af menighedsrådet i Bov Sogn i Sønderjylland. Der er problemer med sognets pyskiske arbejdsmiljø, og flere udtrædelser kan være på vej

I weekenden kunne Jydske-Vestkysten berette, at udtrædelserne er resultat af stridigheder i forbindelse med en personalesag om psykisk arbejdsskade. Men der er ikke blot tale om en enkelt sag, siger det nu tidligere medlem af rådet Jens Christian Hvergel.
I weekenden kunne Jydske-Vestkysten berette, at udtrædelserne er resultat af stridigheder i forbindelse med en personalesag om psykisk arbejdsskade. Men der er ikke blot tale om en enkelt sag, siger det nu tidligere medlem af rådet Jens Christian Hvergel. . Foto: DocuSign/Unsplash.

Der er opbrud i menighedsrådet i Bov Sogn i Sønderjylland. På få uger er medlemmerne Mogens Thrane og Jens Christian Hvergel udtrådt af rådet, mens et tredje medlem, Gitte Riise, også har søgt om udtrædelse.

At flere mangeårige medlemmer på kort tid har valgt at fratræde deres poster i menighedsrådet har vakt opsigt. I weekenden kunne Jydske-Vestkysten berette, at udtrædelserne er resultat af stridigheder i forbindelse med en personalesag om psykisk arbejdsskade.

Men der er ikke blot tale om en enkelt sag, siger det nu tidligere medlem af rådet Jens Christian Hvergel. Han vil ikke gå i detaljer om de enkelte personalesager, men bekræfter, at hans beslutning om at fratræde sin post i menighedsrådet hænger sammen med, at der har været flere sager om psykisk arbejdsmiljø, og at menighedsrådet ikke er blevet orienteret om de pågældende sager undervejs.

”Jeg mener, at man i flere sager ikke har udført konsekvent ledelse. Jeg savner konsekvens, og jeg savner lederskab. Jeg er uenig i den lederstil, der er ført eller rettere manglen på samme. Derfor kan jeg ikke se mig selv i det selskab længere,” lyder det fra det tilbagetrådte menighedsrådsmedlem.

”Jeg synes ikke, at man har handlet prompte på disse sager om psykisk arbejdsskade. Vi har et offer i en sag, som man ikke har tænkt på. Det gør mig ondt, og jeg føler, vi har et ansvar,” siger Jens Christian Hvergel.

Han fortæller desuden, at flere nuværende medlemmer ønsker at træde ud af rådet. Også Gitte Riise har hørt forlydender om, at flere udtrædelser kan være på vej. Hun siger, at hun har tavshedspligt om de konkrete forhold, men bekræfter, at der er tale om flere sager.

”Det er et sammensurium af flere sager og forhold, som min samvittighed og retfærdighedssans ikke længere kan holde til at være vidne til. Det belaster mig for meget,” siger hun.

Menighedsrådets nye konstituerede formand Signe Hemmet Jacobsen fortæller, at rådet nu har indkaldt til et ekstraordinært menighedsmøde i morgen. Ligesom de nu forhenværende medlemmer af rådet siger hun, at hun ikke kan tale om sagerne på grund af tavshedspligt. Hun kan ikke kommentere på personalesager og nægter desuden at forholde sig til den alvorlige kritik, de tidligere medlemmer retter mod rådets ledelse.

”Jeg er konstitueret formand og har været det i meget kort tid. Hvis nogen har en kritik af mig eller den tidligere ledelse, synes jeg, vi skal tage det i menighedsrådene. Det er ikke noget, jeg vil diskutere i pressen eller nogen andre steder. Vi holder et ekstraordinært menighedsmøde i morgen, og så er vi forhåbentligt klogere på det derefter. Mere har jeg ikke at sige til det lige nu,” siger hun.

Det tilbagetrådte menighedsrådsmedlem, Mogens Thrane, ønsker ikke at udtale sig.