Katolsk skoleleder: Meningen er ikke at omvende nogen, men at enhver må modnes i sin egen tro

Dan Ingemann Jensen er medlem af den danske folkekirke, men også katolsk skoleleder og leder af de mere end 20 katolske skoler i Danmark. Det ser han ikke som noget problem, da der er mere, der samler end skiller de kristne, som han vurderer det

Skoleleder Dan Ingemann Jensen holder særligt meget af et bestemt rum på den katolske Sct. Ibs Skole, nemlig det af Pantheon i Rom inspirerede runde rum, som for ham er en fysisk manifestation af de katolske dyder, som han holder meget af. – Foto: Palle Peter Skov

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en levende tro, som har udviklet sig, lige siden jeg i 1982 begyndte som lærer på den katolske friskole Sct. Ibs Skole i Horsens, hvor jeg nu er skoleleder.

Jeg er stadig medlem af folkekirken, men holder meget af det katolske værdisæt og især den katolske menneskeforståelse og det store fokus på fællesskabet, som også har høj prioritet her på skolen. Ja, i det hele taget er jeg mere optaget af det, der samler, end det, der skiller, og det er langt det meste, når vi taler om de forskellige kristne retninger. Min kristentro har derfor højt til loftet og plads til forskellighed, men rummer samtidig også forståelsen af, at det skærper mig som menneske og gør mig bedre rustet til at være skoleleder for 725 elever, at der findes noget, der er større end mig.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opvokset i den lille by Hovedgård uden for Horsens i et miljø, hvor vi blev klædt godt på til at diskutere alt fra kunst til litteratur, politik og tro. Det foregik på et videnskabsteoretisk grundlag, da min far, mens jeg var barn, meldte sig ud af folkekirken, fordi han var ateist.Jeg er dog både døbt og konfirmeret, men havde ikke noget personligt forhold til tro som barn, selvom den lokale sognepræst også tit var gæst i vores hjem, hvor han ivrigt deltog i debatten. Min tro er derfor først vokset frem som voksen, og jeg føler stadig, at jeg er på vej.

Hvad har udfordret din tro?

Ingenting. Min tro er min egen, og mine handlinger er mine egne, som jeg selv må stå til ansvar for. Andres tro og handlinger er deres egne, og derfor kan jeg ikke blive udfordret hverken af andres opfattelser af Gud eller af, hvad den ene eller anden siger om tro. Det er deres tro.

Jeg kan derfor heller ikke blive krænket af alle de frygtelige handlinger, der er sket i Guds navn, både historisk og i den katolske kirke i de senere år. Jeg kan tage dybt afstand fra dem, og det gør jeg. Men intet af det har noget med mig og min tro at gøre.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Primært Sct. Ibs Skole, hvor jeg blev lærer ved et heldigt tilfælde i 1982. Vi var nemlig mange, som søgte det ledige lærerjob. Men jeg fik det, fordi jeg kunne spille elektrisk guitar. Og siden har jeg altså været ansat her og mødt kristentroen, både i den katolske og den protestantiske kirke, som lægger rum til skolens daglige morgensange. Men uanset hvor vi er, så er der ro i de 12 minutter, hvor vi synger to salmer eller sange med religiøst indhold samt beder Fadervor. Det vil sige: Vi har ud over de katolske og de protestantiske elever både ateistiske og muslimske elever, og det står enhver frit for, om vedkommende vil bede med.

Meningen er heller ikke at omvende nogen, men at enhver må blive afklaret og modnet i sin egen tro, og det gælder også skolelederen.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Forhåbentlig hele tiden, selvom der selvfølgelig er situationer, hvor det kommer stærkere til udtryk. Et trist eksempel er, når en elev mister en forælder, hvilket desværre sker indimellem. Så er det vigtigt, at vi ikke ser på regler om arbejdstid og den slags, men i stedet er mennesker, der med det samme træder til og hjælper og støtter vores medmennesker - her eleven og resten af familien. Vi har derfor også på skolen et beredskab, som straks går i gang, og det er med vilje, at jeg siger vi. For jeg er ikke alene om det. Det er en fælles opgave.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg bryder mig ikke om det hierarkiske verdenssyn, der ligger i at have et forbillede. For mig er vi alle lige, frie og unikke mennesker med hvert vores menneskeværd og hver vores funktioner at udføre. For det ene menneske er ikke mere værd end det andet, og vi er alle nødvendige i det store fællesskab.

Men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at jeg især henvender mig til min hustru, når der er noget, som jeg skal have vendt. Hun er klog og kender mig indgående og kommer altid med et råd eller en indsigt, som lige præcis jeg kan bruge.

Hvad er det bedste åndelige råd du nogensinde har fået?

Det var nok dengang, da vi skulle ned at hente en af vores to sønner, som begge kommer fra Bogota i Colombia. Vi skulle være dernede i mange uger, og der var meget, der skulle sørges for. Men så sagde den daværende skoleleder til mig: Du kan jo altid gå ind i en kirke. Det er jo hvermands kirke.

Og det gjorde jeg – og gør jeg stadig. For det virker.

Et andet godt råd var, når jeg står i et stort dilemma, at stille mig selv spørgsmålet: Hvad ville Jesus have gjort? Det gælder især det med at turde gå imod strømmen, fordi det er det eneste, der synes etisk forsvarligt, også når logikken fortæller noget andet. Som for eksempel når vi med års mellemrum er nødt til at afbryde samarbejdet med en familie, både af hensyn til barnets og andres tarv. Det sker heldigvis sjældent .