Den 10. december 1948 mødtes en forsamling af repræsentanter fra 56 lande i Chaillot-palæet i Paris, lige over for Eiffeltårnet, og vedtog et af verdens vigtigste dokumenter.
Det var i hvert fald vurderingen hos forfatterne til papiret med den ambitiøse titel "FN's verdenserklæring om menneskerettigheder", da de stolt fremlagde teksten den decemberdag i byernes by.
En af dem var Eleanor Roosevelt, enke efter den afdøde amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og nu aktiv i arbejdet med at opbygge det nyskabte FN.
-- Dette er ikke en traktat. I fremtiden kan det meget vel blive det internationale Magna Carta for menneskeheden, bekendtgjorde Eleanor Roosevelt.
Dermed slog hun fast, at dét dokument, som verden nu have fået, havde rødder langt tilbage i Europas og USA's historie.
Magna Carta blev skrevet i England i 1215, kan frit oversættes fra latin til "det store dokument" og betragtes som den første egentlige forfatning for en nation. Dokumentet stadfæstede konge, adel og gejstligheds indbyrdes magtforhold, men indeholdt også habeas corpus-princippet, som sikrede frie borgere mod vilkårlig fængsling. Individet sikres den rettighed i forhold til magthaverne, at fængsling kræver et lovgrundlag og en dommerkendelse.
I årene der fulgte, blev der skrevet mange forfatninger i Europa. I denne serie har vi for eksempel tidligere beskrevet den danske Kongelov fra 1665. Men tanken om at formulere egentlige universelle menneskerettigheder blev født med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, der blandt andet slog fast, at "alle mennesker er skabt lige" og har "visse umistelige rettigheder", herunder retten til liv, frihed og "the pursuit of happiness", altså selv at vælge, hvordan man ville søge lykken.
I 1789 udbrød der revolution i Frankrig, og ud over at hugge hovedet af kongen og en del adelsfolk tog de revolutionære sig tid til at formulere, hvad de selv kaldte "Menneskerettighedserklæringen", hvis artikel 1 lød: "Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel."
Da Eleanor Roosevelt, canadieren John Peters Humphrey og franskmanden René Samuel Cassin i kølvandet på Anden Verdenskrigs myrderier og omfattende menneskerettighedskrænkelser blev sat i spidsen for at formulere intet mindre end menneskehedens første fælles grundlov, blev der skævet temmelig meget til den 159 år ældre franske tekst. Således lyder FN-erklæringens artikel 1: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd".
En del af kritikken mod FN-erklæringen gik da også ud på, at den ikke var universel, men europæisk-amerikansk tankegods. Kun 48 FN-lande kunne stemme for, mens Saudi-Arabien, Sydafrika og seks østbloklande stemte blankt dén decemberdag i Paris.
Lene Rasmussen, formand for historielærerforeningen og medlem af Undervisningsministeriets historieudvalg, er imidlertid yderst tilfreds med, at FN-erklæringen er kommet med på historiens kanon.
-- Eleverne skal lære, hvorfor der overhovedet har været et behov for at nedskrive et sæt grundlæggende rettigheder. Og det kan blandt andet bruges til at sætte i perspektiv, hvordan børn har det andre steder i verden, hvor rettigheder ikke er en selvfølge, siger hun.
historie@kristeligt-dagblad.dk
HISTORIENS KANON
**Undervisningsministeriets historieudvalg har udvalgt 29 centrale personer og begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning. I 29 artikler gennemgår Kristeligt Dagblad i løbet af skoleåret samtlige punkter. Dette er den 24. artikel i serien.
Læs alle artikler i serien under Temaer