Prøv avisen
Før søndagen

Højskoleforstander: Menneskelivet er mere end ren nytteværdi

”Som mange moderne mennesker befinder jeg mig i det mærkelige spændingsfelt, at jeg ikke evner at tro, men omvendt ikke ejer evnen til at finde ro uden tro,” siger Rasmus Meyer. – Foto: Kasper Palsnov

Der er i tiden en rettighedstænkning, som på den ene side er god, men som på den anden side risikerer at slå over i noget rethaverisk og destruktivt, mener højskoleforstander Rasmus Meyer. Søndagens tekst fortæller noget mere om et menneskes værd og om vores forpligtelse over for hinanden, mener han

Søndagens tekst kan skurre i ørerne på den, der har en stærk trang til retfærdighed. For det kan da ikke være retfærdigt, at daglejere, som har arbejdet for vingårdsejeren i en forsvindende lille del af en arbejdsdag, skal have det samme i løn som dem, der har slidt fra tidlig morgen? Men Matthæusevangeliets lignelse om himmeriget, der er som vingårdsejeren, og hvor de sidste skal blive de første, udtrykker en nuanceret retfærdighedsforståelse, som også er væsentlig for os i dag. Det mener Rasmus Meyer, der er forstander på Krogerup Højskole i Nordsjælland.

”For at behandle folk lige bliver man nødt til at behandle dem forskelligt. De bredeste skuldre må bære de tungeste læs, og vi er moralsk forpligtede på at tage os af dem, som slider i det og har det svært. Det får mig til at tænke på den igangværende diskussion om differentieret pension, hvor jeg synes, det er trist, at mange – min egen faglige organisation, Djøf, inklusive – er imod, at nedslidte skal have mulighed for at gå på pension tidligere. Der må da være rum for, at vi på samfundsniveau kan passe på hinanden.”

Rasmus Meyer peger med henvisning til søndagens tekst på, at der i tiden er en rettighedstænkning, som på den ene side er god, men som på den anden side risikerer at slå over i noget rethaverisk og destruktivt.

”Det bliver let en ’jeg har ret til’-mentalitet uden blik for hensynet til den anden,” siger han.

Han mener, at det religiøse sprog og herunder søndagens tekst bidrager med en anden målestok for menneskelivet end den rene nytteværdi.

”Lignelsen fortæller os, at vi som mennesker er mere, end vi kan bidrage med. Vi må forsøge at holde fast i at møde alle mennesker med nysgerrighed og kærlighed. Jeg oplever det dagligt på vores højskole, hvor eleverne er fri for eksamenskrav. Mange siger om højskoler, at de er en boble isoleret fra det virkelige liv, men jeg oplever faktisk, at højskolelivet er utrolig ægte, fordi det er mødet mellem mennesker, der er centralt – ikke behovet for at bruge hinanden i instrumentel forstand.”

Rasmus Meyer er vokset op med en mor, der kom fra et delvist missionsk hjem. Den tro gjorde hun dog selv op med. Hans far kom fra et ikke-religiøst arbejderhjem og videregav ikke kristent tankegods til sønnen. Rasmus Meyer er ikke døbt, og som ung gik han til konfirmationsforberedelse, men valgte at lade være med at blive konfirmeret. Alligevel har kristendommen haft hans interesse gennem hele livet, og han siger i dag, at han har et ”uafklaret gudsforhold”, som ikke mindst er kendetegnet ved en konstant tvivl.

”Som mange moderne mennesker befinder jeg mig i det mærkelige spændingsfelt, at jeg ikke evner at tro, men omvendt ikke ejer evnen til at finde ro uden tro. Så jeg kommer af og til i kirke og har også læst mange af de store danske teologer som K.E. Løgstrup, Johannes Sløk og P.G. Lindhardt. Jeg ved ikke, om jeg er blevet klogere på Gud af at læse teologerne, men jeg er helt sikkkert blevet klogere på mig selv og på menneskelivet. Det kan virkelig noget.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville sige, at vi er mere og andet end vores kompetencer og evner. At der findes andre målestokke at vurdere sig selv og hinanden på end på det rent funktionelle.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Måske belært af Johannes Sløk er jeg varsom med at hente moralske leveregler ud af Bibelen, så jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal svare på det spørgsmål.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg er ikke Tidehvervs-mand, men jeg kan godt lide ved Tidehvervs-folkene, at de altid har insisteret på, at gudstjenester skal være nøgterne og uden for meget hurlumhej. Den tivoliserede gudstjeneste er på en eller anden måde et ucharmerende knæfald, og hvis jeg ønsker underholdning og tivoli, finder jeg det andre steder end i kirken. Så min ønskegudstjeneste er klassisk, nøgtern og en lille smule konservativ.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg ved ikke, om jeg har et gudsbillede, men jeg bliver dagligt slået af livsunderet. Det, at der er fisk i havene og olie i undergrunden, og at abrikostræerne findes. Benovelsen over det under, at vi er her, gør, at det næsten er svært ikke at blive religiøs.