Prøv avisen

Mennesket er en enhed af krop og sjæl

For kristendommen er der ikke tale om to forskellige dele af mennesket, når der tales om krop og sjæl, men der er tale om to perspektiver på den samme enhed: det hele menneske. Sådan lyder svaret fra ph.d. Jonas Adelin Jørgensen fra Københavns Universitet på et spørgsmål om kristendommens holdning til sjælen. – Foto: .

Ifølge den kristne forståelse er mennesket en sjælelig krop eller en kropslig sjæl, som lever på et afgrænset sted i historien, men som har en evighedsdimension i sig, skriver cand.theol. og ph.d. Jonas Adelin Jørgensen i kristendom.dks brevkasse

Kære brevkasse

Hvad er kristendommens mening om sjælen?

Venlig hilsen

Matthias

Kære Matthias

I modsætning til hvordan mennesket ofte er blevet opfattet i græsk tænkning, nemlig som på den ene side en krop og på den anden side sjæl, så har kristendommen overtaget sit syn på mennesket fra jødedommen, som anser mennesket for at være en enhed af krop og sjæl. For kristendommen er der derfor ikke tale om to forskellige dele af mennesket, når der tales om krop og sjæl, men der er tale om to perspektiver på den samme enhed: det hele menneske. Denne forståelse findes udtrykt flere steder i de bibelske skrifter. I skabelsesberetningen i 1. Mosebog fortælles det, hvordan Gud skaber mennesket af markens jord og blæser sin livsånde i dets næsebor. Det gør mennesket til et levende væsen, et helt menneske med krop og sjæl. I de nytestamentlige skrifter bliver forståelsen af mennesket klarest hos apostlen Paulus. I Romerbrevet argumenter han for, at mennesket er et historisk væsen, som har sin plads i kosmos. Men mennesket er ifølge Paulus en skabning, som er mærket af svaghed og synd. Ved troen på Kristus genoprejses den faldne og syndige skabning.

Paulus er optimistisk i forhold til en legemlig opstandelse og argumenterer ud fra Jesu egen opstandelse som en historisk begivenhed for at de kristne også skal opstå legemligt efter deres død. I de oldkirkelige bekendelser nævnes sjælen ikke. Derimod bekendes troen på kødets opstandelse. Dette kan ses som en understregning af mennesket som en enhed af krop og sjæl og som en forkastelse af den tanke, at mennesket efter sin død lever videre som en frit svævende sjæl i kosmos. I gnosticismen, som var udbredt i de første århundreder af kristendommens historie, fandtes der en højt udviklet sjælelære. I modsætning til den kristne forståelse anså de gnostiske lærere menneskets krop og dets sjæl for værende to adskilte enheder, og typisk anså de kroppen for at være sjælens fængsel. Disse gnostiske tanker havde også en vis indflydelse på den tidlige kristne kirke, og i kirkefædrenes skrifter ser vi, hvordan der ofte argumenteres mod sådanne forestillinger. På trods af kirkefædrenes bestræbelser, så kom den gnostiske forståelse af krop og sjæl til at præge den fremvoksende europæiske kristendom. Et opgør med denne tendens til devaluering af menneskets krop og en tilsvarende opvurdering af menneskets sjæl er først begyndt indenfor de seneste årtier. På baggrund af de bibelske tekster og bekendelserne kan vi sammenfattende sige, at mennesket ifølge den kristne forståelse er en sjælelig krop eller en kropslig sjæl, som lever på et afgrænset sted i historien, men som har en evighedsdimension i sig.

Venlig hilsen

Jonas Adelin Jørgensen